Læsetid: 4 min.

Kulturnat på syre

I Berlin er stilheden og mørket kommet på museum – og skulle det blive for højtideligt, er der kakerlak-væddeløb i sidegaden
5. juli 2003

Mærkværdige museer
Museet ligger klos op ad den Mur, der engang delte Øst- og Vesttyskland. Og 10-15 minutters gang fra pladsen, der har sit navn efter Rosa Luxemburg, en af revolutionens rabalderhelte. Eller i et andet perspektiv: Kommer man sydvestfra, krydser man Unter den Linden, hvor de østtyske arbejdere under opstanden for nøjagtig 50 år siden løb ind i russiske kampvogne, og hvor der tidligere i år samledes titusindvis af demonstrerende mod den amerikanske krig i Irak. Det er også ad den rute og nogle få hundrede meter før museet, man passerer synagogen i Oranienburgerstrasse, hvor fortovet er afspærret, og to-tre maskinpistolbevæbnede politifolk samt en pansret mandskabsvogn har taget permanent ophold.
Derefter bliver det Linienstrasse og Das Stille Museum.
Man træffer aftale forinden, og det virker fornuftigt nok, for der skulle jo nødigt blive et rend. Det bliver der nu sjældent i Linienstrasse, her er mest boliger og så et enkelt kunstnerværksted på et gadehjørne dekoreret med politiske slagord og her og der et stillads.
Man skal tælle sig frem til nummer 154 og se sig godt for, ellers rammer man igen Oranienburgerstrasse eller – lige så slemt – Friedrichstrasse og det uskønne spektakel fra sporvogne, banker, hoteller, automobilforhandlere, mennesker i lag. Og er lige vidt. Til de 154 skal for resten lægges en decimal, 154a. Ligger Linienstrasse som en fold i gaderasteret, så er nummeret skudt diskret ind i talrækken, en fold i folden, og det virker også fornuftigt nok.
Museet har ingen facadeudsmykning, ingen flag eller posters, ikke så meget som et udhængsskab. Her er en dørklokke og et navneskilt, og nogle trapper oppe følger så museet, nogle få rum, spredte ophængninger, men især – ingenting. Ingen lyde, ikke noget lys eller kun nok til, at man kan ane malerierne og de buede vægge, der krøller rummet yderligere engang ind i sig selv.
Det er derind, vi skal, ind i den sidste fold eller det inderste kammer.

Mødet med dit åndelige selv
Kurator Peter Lang kalder det et »kapel uden bekendelser«. Det er nemlig hverken Gud eller de hellige tavler, vi skal støde på herinde, selvom tanken ligger ligefor. Her er lidt af kirkens højtidelighed, sindet skal stemmes, men altså ikke til religiøs andagt, i hvert fald ikke en slags religiøsitet med en gud i, som man skal bekende sig til eller bekende noget for. Men hvad så og hvorfor kapel? Fordi stilheden og mørket, museets udenværker, som altså slet ikke er udenværker, men den egentlige attraktion, »kan føre til kommunikation med dig selv.« Kurator Lang kalder det også »skrinet«. Det inderste og helligste, os selv.
Museet er grundlagt i 1994 af den russiskfødte kunstner Nikolai
Makarov, der har boet i Berlin i små 30 år. Dengang – i midten af 90’erne – mente Makarov, at »det var på tide, at billedkunsten fik sin ældste opgave tilbage: At invitere til kontemplation og bringe beskueren i kontakt med sit åndelige selv.«
Den kunsthistoriske pointe er trukket hårdt op, vil man måske stå og kommunikere til sig selv, men det er i hvert fald missionen hér. Derfor er det heller ikke rigtigt at sige, at det kun er mørket og stilheden, der er kommet på museum. Der er tale om et Gesamtwerk, som det hedder på tysk. Væggene, gulvet og selvfølgelig malerierne – diset figuration henlagt i mørke, endnu en dobbelt indfoldning – tæller også med. Det ene fungerer ikke uden det andet, som kuratoren skriver. Og med en sidste spidsformulering:
»Vores rum kan give noget af stilhedens og mørkets grænseerfaringer tilbage (...) De tjener den fortrængte erindring, en genopladning af personligheden gennem det tabte, de kan tjene som forudsætning for imaginationen og for en ny måde at handle på.«

Mørkeleg
Det er muligt, de kan. Det er også muligt, at Das Stille Museum og det inderste skrin har mere med både Rosa Luxemburg, gadespektakel og pansrede mandskabsvogne at gøre, end det først virker. Det må vel komme an på selvet, det fortrængtes natur og spændingsforholdet.
Trækker man imidlertid hekserierne fra, står stemningen tilbage. Det er mørkeleg i nye omgivelser. Eller kulturnat på præcis så meget syre, som naturen og små og store fortrængninger nu har udstyret én med. Det kommer der måske ingen verdensomvæltninger ud af, hverken indre eller ydre, men mindre kan vel også gøre det.
Det samme vil i øvrigt Nikolai Makarov sikkert mene. Indimellem sine forpligtelser i mørket og på en lang række fashionable udstillingssteder i blandt andet Berlin og New York har han også fundet tid til en anden slags stemningskunst. Iført russisk militærkasket, dostojevskij-skæg og knaldpistol er han en entusiastisk arrangør af kakerlak-væddeløb i Tarakan-Club i samme kvarter i Berlin.
Det er helt igennem ufornuftigt, til gengæld gør det stilheden i
Linienstrasse lidt mindre anstrengt.

*Das Stille Museum, Linienstrasse 154a, 10115 Berlin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her