Læsetid: 5 min.

Kunsten at skynde sig langsomt

Førhen var borgerlig politik socialdemokratisk plus-minus 20 procent. Nu er Socialdemokraterne blevet Anders Fogh. Plus-minus 20 procent. Så hvem har vundet holdningsdebatten, spørger Hans Engell
14. juli 2003

Kulturkamp
Det er lidt ligesom med den passage i Paulus’ kærlighedsbrev om erkendelsen: Den kommer stykkevis. Først ved det guddommeliges mellemkomst ser man det fuldkomne. Anders Foghs politiske projekt lanceres også stykkevis og i et tempo, hvor vælgernes følelser kan følge med. I fraværet af Herren opsøgte vi Hans Engell for at høre hans udlægning af politik ført som kulturkamp.
»Jeg har i mange år ment, at når Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, så ville han blive det på en helt anden måde end sine forgængere. Og det ville han blive, uanset om han havde det politiske flertal eller ej,« siger den tidligere konservative politiker, nu Ekstra Bladets chefredaktør.
»For Anders Fogh handler det om nogle omfattende holdningsmæssige ændringer i det danske samfund. Han har det udgangspunkt, at ting tager tid, og store reformer og store omlægninger tager lang tid. På nogle områder følte han, at tiden var moden: Udlændingepolitikken for eksempel. Der fornemmede han, at han var i samklang med 70-80 procent af vælgerne. Men tager vi et emne som danskernes holdning til EU, så er Anders Fogh vel en af dem, der skynder sig allerlangsomst.«
– Den utålmodige partiformand er blevet den tålmodige statsminister?
»Fogh arbejder meget bevidst med at folks holdninger skal ændres – de skal bare helst ikke selv opdage det. Det skal foregå i et tempo og på en måde, hvor folk ikke føler de bliver voldtaget, men hvor de oplever det som et naturligt holdningsskifte: At tingene sker som et led i en udvikling, der er uafvendelig.«

Arrogant eller lydhør?
Hans Engel peger på, at Anders Fogh hører til blandt de sidste på Christiansborg, der melder ud om store ændringer som en kommunalreform.
»Det er de korte træk der får opmærksomheden – men derfor skal man jo ikke tage fejl: Det betyder ikke, at manden ikke har en ide om, hvad det er han vil. Men han holder kortene tæt på kroppen. Jeg tror ganske simpelt han har tænkt: Den her regering holder i hvert fald i otte år, så der er ingen grund til at gøre det så hurtigt, at folkesjælen ikke kan følge med.«
– Det er jo dobbelt: På den ene side et venligt forsøg på at gøre det i folks tempo. På den anden side arrogant – ud fra en forestilling om at folket ikke kan tåle hele sandheden på en gang.
»Man kan kalde det arrogant – og man kan se det som en meget bevidst og udspekuleret strategi. Anders Fogh fortsætter linjen fra dengang han overtog Venstre: Han ændrede kursen ved engang imellem at komme med markante signaler udadtil. Se på de sidste tre-fire år: De gange Anders Fogh har sagt noget, som lagde op til markante ændringer – det er sket meget få gange. Han er en statsminister for hvem, der ikke er inflation i ord.«

Plus-minus 20
Hævn er for stærkt et ord, mener Engell, men alligevel: Socialdemokraterne brugte magten mens de havde den, så det gør VK-regeringen naturligvis også:
»Hvis vi tager privatiseringen af TV2: Når man har indsat en radikal bestyrelsesformand og en radikal direktør, så kan det jo ikke komme bag på nogen, at en borgerlig regering skifter over i den modsatte grøft.«
– Systemskiftet er blevet gennemført mere konsekvent end mange havde regnet med?
»Socialdemokratiet tabte jo ikke bare regeringsmagten. De tabte også initiativet og pusten. I det halvandet år, der er gået siden regeringsskiftet, er det ikke lykkedes oppositionen at sætte en dagsorden, der afviger fra regeringens. I mange år talte man om, at borgerlig politik var socialdemokratisk plus minus 20 procent. I dag må man sige at Socialdemokraternes og til en vis grad De Radikales politik er Anders Foghs plus minus 20. Derved bliver det helt tydeligt at regeringen er overlegne i holdningsdebatten.«
Det mest bemærkelsesværdige ved Anders Foghs regering er ikke det politiske projekt, men den alvor hvormed det kommunikeres. Hans Engell peger på topstyringen af regeringen og det faste greb om medierne.
»Det er få regeringer, der har taget kontakten til vælgerne op med en sådan grad af alvor som den nuværende. Anders Fogh Rasmussen har adopteret Newt Gingrichs gamle begreb om ’kontrakt med Amerika’. Og når man laver en kontrakt med vælgerne, så betyder markedsføringen af i hvilket omfang man kan leve op til den kontrakt, utroligt meget.«
– Her har regeringen en ikke ubetydelig fordel: Den 19. minister – også kendt som Berlingske Tidende.
»Udtrykket er ikke tilfældigt valgt, for det er faktisk et udtryk, der bruges mellem ministrene: Hvis regeringens er i knibe, så hedder det: Vi må aktivere den 19. minister. På den måde er den store københavnske morgenavis tilbage i sin gamle rolle som Den Kongeligt Privilegerede Politiske og Avertissements-Tidende, som den hed i 1749 – som enevældens talerør til befolkningen. Hvis man vil tale om værdikamp, så må man være sig bevidst, at vi har en regering, der meget bevidst forsøger at bruge medierne som løftestang.«

Signalpolitk
»Den her regering er kommet til for at gennemføre et reelt systemskifte, men uden at blæse i basuner for det. Det er jo interessant: En regering, der er så optaget af mediebilledet, hvorfor er den ikke dybt optaget af markedsføringen af sit store projekt?«
Hans Engell udlægger det som to parallelle spor: På den ene side lanceringen af konkrete tiltag:
»Det er utroligt, hvor mange små ting regeringen er i stand til at reklamere op i skyerne. Små, sådan lidt sære ændringer som at snuppe pengene fra indvandrerkvinder, der passer deres børn. Mange af forslagene på udlændinge- og retsområdet og selvfølgelig på kulturen er jo blot signaler om holdningsskifte, og betyder ikke noget i samfundets daglige rytme endsige i dets økonomi.«
Og på den anden side underspilles det overordnede politiske projekt:
»Anders Fogh kunne se, hvordan minimalstaten næsten blev en boomerang, og frem for at kaste sig ud i en debat om abstrakte værdier og holdninger, så knyttes diskussionen til helt konkret lovgivning.«
– Når man skynder sig så langsomt som Anders Fogh, så regerer man med en meget lang horisont. Er det realistisk?
»Socialdemokraterne har jo stadig ikke noget bud på samfundsudviklingen, der kan overbevise om, at de kan gøre det meget bedre eller meget anderledes end den nuværende regering. Indtil Socialdemokraterne genfinder det politiske projekt, så vil Anders Fogh føle sig ganske sikker ved magten,« siger Hans Engell.

*Dette er den femte artikel i en serie om den kulturkamp, som Anders Fogh Rasmussen har annonceret. De forrige artikler blev bragt 4., 9. og 11. juli. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu