Læsetid: 4 min.

Det kvindelige begærs katedral

I Firenze kan den kvindelige turist få forsonet sit skobegær og sit kunstbegær: gå på skomuseum!
1. juli 2003

I Firenze kan den kvindelige turist få forsonet sit skobegær og sit kunstbegær:
gå på skomuseum!

Mærkværdige museer
Da jeg i maj var i Rom, var jeg en splittet kvinde. Jeg tror, mange kvindelige Italiensfarere vil kunne nikke genkendende til min splittelse: splittelsen mellem begæret efter kunst og begæret efter sko.
I bogstaveligste forstand stod jeg med den ene fod i en skobutik og den anden på det fortov, der kunne føre mig op til Santa Maria delle Vittoria-kirken og dermed Berninis skulptur af den Hellige Teresa. Den Teresa, der er blevet betragtet som selve ikonet for det kvindelige begær (»I skal bare tage til Rom og se Berninis statue,« skriver Lacan, »så vil I straks kunne se, at den hellige Teresa er ved at komme, ingen tvivl om det.«)
Det var 10 minutter før lukketid, både for skobutikker og kirker;
i nogle øjeblikke stod jeg lammet på tærsklen og svedte angstens sved. Jeg endte med at overgive mig til kunsten og klipklaprede med bankende hjerte op, op, op ad bakken i mine flade Jesus-sandaler, op til Tante Terese. Det blev et rørstrømsk møde: lille frustrerede mig over for den fuldt tilfredsstillede Kvinde.
Nu hvor jeg sidder og skriver dette, hviler mine fødder imidlertid ikke længere ydmygt på en flad sandalsål, men er svøbt i et par spidse kræmmerhuse af lysebrunt reptilskind med guldstænk og en yndig lille hæl. For efter Rom kom Firenze, og i Firenze fandt jeg både hæle og heling. I Firenze har de nemlig ikke bare et ikon, men en hel katedral for det kvindelige begær: et sko-museum!

Skomagerdrømme
I 1914 blev Hollywood beriget med en ung, fattig italiensk skomager, Salvatore Ferragamo, som åbenbart havde regnet ud, hvad det var, kvinderne ville have; han blev hurtigt de kvindelige Hollywood-stjerners foretrukne skoleverandør og kunne i 1927 vende tilbage til Italien som en holden mand. Hele dette i sig selv ganske hollywoodske eventyr står at læse i Ferragamos selvbiografi med den herligt tvetydige titel Skomagerdrømme, som både kan referere til skomagerens egne drømme og det, som kvinderne drømmer om at få af deres skomager... I 1937 købte han et helt florentinsk middelalderpalads, Palazzo Spini, som stadig er rammen om familien Ferragamos modehus, der ud over sko- og tøjbutik nu også rummer en fantastisk samling af nogle af de sko, Salvatore kreerede til Mary Pickford, Marlene Dietrich, Ingmar Bergman, Marilyn Monroe, Audrey Hepburn, you name her.
I fløjlsmørke rum kan man opleve de originale fodfutteraler i blødt oplyste glasmontrer og uforstyrret drømme sine Askepotdrømme. Der er fantasier af kolibrifjer, ciselerede hæle af rent guld, skulpturelt snoede snabler, strenglinjede plateauer – og så de mere enkle modeller, som synes at drive deres form tæt mod det platoniske ideal: selve t-remmens eller pumpens idé synes her virkeliggjort i flaskegrønt lak eller sort ruskind.
Et klart surrealistisk indslag er bunken af trælæster med påskrevne Hollywood-navne: Her ligger Bergmans store skandinaviske plade side om side med Mary Pickfords mini-mini, og der er noget gys over dette Golgatha af damefødder.
På væggene hænger fotografier, hvor Ferragamo og den ene berømthed efter den anden mødes over en sko: et lille præciøst objekt, som vugges i en hånd og studeres med omsorgsfuld kendermine af begge parter. Hvad er det egentlig, de har gang i?

Gud eller sko
Ja, hvad er det egentlig kvinder har gang i i deres forhold til sko? Og hvad var det nu lige den hellige Teresa og Ferragamos skomuseum havde med hinanden at gøre? Jo, jeg var aldrig valfartet til den hellige Teresa, hvis jeg ikke havde læst Lacan. Og jeg havde aldrig læst Lacan, hvis ikke det var fordi jeg (og jeg ved, jeg deler denne last med mange medsøstre) elsker sko. Lacan er en af de der franskmænd, der insisterer på, at begærets væsen er aldrig at kunne tilfredsstilles. Som yngre anså jeg dette standpunkt for at være mandlig donjuanisme forklædt som filosofi og vendte mig fnysende bort. Først senere indså jeg, at denne sandhed om begæret ikke nødvendigvis (heller ikke hos Lacan) er sandheden om kærligheden, og at begæret er virksomt mange andre steder end i sexlivet. At også jeg er underkastet et sådant principielt utilfredsstilleligt begær, stod mig klart, da jeg begyndte at tænke over mit forhold til sko.
Er ikke enhver kvinde i sit hjertes inderste altid på jagt efter de ultimative sko? Og er ikke de ultimative sko et uopnåeligt objekt, som man kun kan indkredse gennem en serie af ikke-helt-perfekte sko, hvor det ene par bestandig føder begæret efter det næste? Det uopnåelige objekt er det Lacan kalder »lille objekt a«, og jeg har brugt 10 år på ikke at forstå dette begreb, indtil det gik op for mig at mit »lille objekt a« naturligvis er de ultimative sko! De sko, som på én gang skal være sexede og myndige, dødsmarte og praktiske, flotte og bekvemme, kunne bruges både på legeplads, kontor, restaurant og cykel...
Ligesom »lille objekt a« er de ultimative sko naturligvis et objekt, der slet ikke findes, i hvert fald ikke som andet end en vag forestilling i den begærendes bevidsthed. På Ferragamos skomuseum kan nogle af disse vage forestillinger få både sål og overlæder: forseglet i en glasmontre kan »lille objekt a« bevares. Med andre ord: Hvis ikke man (læs: kvinde) vil blive mystiker og opleve Tante Tereses orgasme med Gud, kan man finde en modus vivendi med sit principielt uudslukkelige begær ved at gå på skomuseum i Firenze. Så kan man jo altid kigge forbi Uffizierne på vejen.

*Ferragamo Museum, Palazzo Spini Feroni. Via Tornabuoni, 2. Åbent: 9-13 og 14-18. Lukket lørdag og søndag. Fri adgang

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her