Læsetid: 3 min.

Kvinden er gaven

Hun suger rummet til sig og fortryller med sit eminente fortælletalent og sin ubesværede musikalitet. Kvinden er Dianne Reeves. I selskab med hende blegnede selv en vital koncert med Herbie Hancock
10. juli 2003

Jazzfestival
Kvinden er gaven. Det ved enhver mand godt. Og en gave er den amerikanske sangerinde Dianne Reeves. En gave til jazzen og en gave til det musikalske folk. Sådan opfatter hun også sig selv. Ikke at hun på nogen måde blærer sig med det, sætter sig op på en piedestal eller sådan noget. Dianne Reeves er først og fremmest jordbunden, naturlig. Hun er sig selv som kvinde og artist, og det er det, der er sagens kerne. Med stolthed, med krop og med sind: »I’m a woman/And I’m honest/I’m a woman/And I know where my voice belong«, sang hun med kraftfuld soul feeling i sin egen »Endangered Species«. Den sluttede med ordene: »I am a gift to the world«. Og dér, i rummet, i det udsolgte Jazzhouse med den generøse og rent ud sagt fortryllede atmosfære, som Reeves formåede at skabe med sin musikalske udstråling, sin udsøgte stemmekontrol og energiskabende leg med sin eminente trio – Peter Martin (klaver), Ruben Rogers (bas) og Greg Hutchinson (trommer) – forstod man, hvad hun mente.
Hun har endvidere gaven til at suge rummet til sig, den i dag 47-årige Reeves. Med en musikalsk nerve i sine sangforedrag, der næppe overtrumfes af nogen jazzsangerinde i dag. F.eks. i en forpligtende klassiker som »Skylark«, tilforn sunget af bl.a. Sarah Vaughan (som Reeves hyldede med pladen The Calling i 2001). Reeves løftede denne sang fra dens gennemprøvethed og gjorde dens ord til vigtige udsagn her og nu, når hun med præcise fraseringer og musikalsk indlevelse ramte sangtekstens kernefølelse af længsel og eftertænksomhed.

That real blues
Reeves sang endvidere om en gave. Det var aftenens højdepunkt: fortolkningen af en gammel blues, som hun havde arvet fra sin bedstemor. Heri hørte vi bl.a. – lidet flatterende for os hankønsvæsener – om en mand, der gav gaver til sangens jeg, og fik hende til at føle sig som en rigtig kvinde. Indtil hun fandt ud af, at han gjorde det samme med alle de andre kvinder i kvarteret! En blues sunget med that real blues feeling og en dynamik og timing, der var rent ud bjergtagende. Med velswingende akkompagnement af pianisten Peter Martin.
Det var Reeves’ første aften på turné med sin nye trio, hvor af kun Hutchinson har arbejdet med Reeves før. De fik lov at strække ud med
rigelige soli og udnyttede suverænt den åbenhed over for musikalsk leg, som Reeves ynder. Selv bruger hun sin stemme og hele krop som en instrumentalist, hvilket er særlig tydeligt, når hun synger sine smukke, melodiske scat-soli eller udsynger sine meddelelser til publikum fremfor at tale.
I det hele taget løfter Dianne Reeves med sin tilstedeværelse og udstråling sine koncerter til næsten sublime oplevelser. Til sammenligning er hendes plader langt mere kontrollerede og konventionelt pæne, hvilket også gælder nyheden A Little Moonlight, der udkommer på mandag, indspillet med den nye trio.

Hancocks hårde hold
Koncerten med den efterhånden 63-årige Herbie Hancock med kvartet meldte udsolgt i Glassalen. Spørgsmålet var, hvad denne legendariske, men også kontroversielle pianist havde at byde på sammen med et hårdt hold bestående af Terri Lyne Carrington (trommer) og Scott Colley (kontrabas) foruden gæsten, den gamle Blue Note-artist Bobby Hutcherson (vibrafon). Det blev til en to timer lang koncert spillet i ét stræk, og hvor intet var givet på forhånd. En åben og rytmisk overvældende udfoldelse, hvor temaerne var udgangspunkt for lange, bølgende stræk, fuld af intense udvekslinger. Tag parafrasen over en gammel kending »Dolphin Dance«. Nummeret varede 40 minutter og oprullede et nærmest episk forløb af skiftende stemninger fra den impressionistiske intro over bl.a. en heftig klaversolistisk sekvens, hvor Hancock for alvor fik tangenterne til at gnistre med en kraftfuld backing fra rytmegruppen. Især lyste Carrington, der er en lille kvinde men ikke desto mindre en af USA’s mest vitale trommeslagere med et overskud, der giver én følelsen af, at der altid er et
ekstra gear, hvis det var dét.
Hancocks kvartet gav således publikum en begivenhedsrig jazzaften fuld af risiko. Uden at nå det niveau, som Wayne Shorter demonstrerede med sin kvartet ved festivalen i 2001, var der paralleller i den måde som to eks-Miles Davis musikere vitaliserede de komplekse rytmiske og harmoniske landvindinger fra 60’erne ind i en ny tid. En stor aften med Reeves og Hancock i ét hug, hvilket virkelig har fået festivalen op i Giant Jazz omdrejninger

*Dianne Reeves, Copenhagen Jazzhouse, tirsdag
*Herbie Hancock Quartet, Glassalen, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her