Læsetid: 5 min.

Det ligner en revolution

Antropologen Karen Salamon om statsministerens kulturkamp, hvor magt udøves uden selvironi, autoritet bliver maskulin og sociale relationer bestemmes af kontrakter
10. juli 2003

Antropologen Karen Salamon om statsministerens kulturkamp, hvor magt udøves uden selvironi, autoritet bliver maskulin og sociale relationer bestemmes
af kontrakter

Kulturkamp
Anders Fogh Rasmussen er ikke kun Danmarks statsminister. Han fører også kulturkamp. Det almindelige arbejde med budgetter og lovgivning er ikke så vigtigt som at ændre tankegangen og udbrede værdier, der vil afgøre Danmarks fremtid. Statsministeren er ved at udvikle sig til en af sin generations mest markante intellektuelle. Og han driver værdibaseret ledelse. ligesom man gør i erhvervslivet.
Det ligner ifølge antropologen Karen Lisa Goldschmidt Salamon en revolution:
»Anders Fogh Rasmussen taler om, at vi skal følge udviklingen, og at vi er på vej ind i en ’ny tid’. Han bruger et deterministisk, nærmest religiøst sprog når han taler om udviklingen. Han må tro, at verden er en streg og en kurve, der går opad og fremad.«
»Det ligner mere en revolution end en kulturkamp. Han har lavet en magtovertagelse, hvor han har ’hugget hovedet’ af den gamle elite. Nu om dage behøver man ikke slå folk ihjel bogstaveligt, fordi vi er vores arbejde. Så hvis man tager arbejdet fra folk, tager man også deres ’liv’ og betydning.«
Regeringen har ikke systematisk udryddet smagsdommere og pladderhumanister i centraladministration og i civilsamfundet. Den har slået ned forskellige steder:
»Det minder om den klassiske revolution, hvor man lader nogle hoveder rulle i den herskende klasse, så skræk og rædsel breder sig. Man tager nogle af de dominerende magt- og autoritetsfigurer og latterliggør dem. Så redefinerer man magt og autoritet. Derefter redefinerer man ’Folket’ og postulerer, at man repræsenterer Folkets vilje, mens den afgående klasse undertrykte folket.«
Smagsdommerne og teknokraterne undertrykte Folkets ekspertise på deres eget liv. Anders Fogh Rasmussen har givet dem retten til selv at bestemme tilbage.

Lilla bleer eller høj hat
Det er ikke bare venstrefløjen, der er modstandere i kulturkampen. Det er de bløde værdier og den femininiserede autoritet. Anders Fogh Rasmussen advarer imod den ’den slappe indstilling blandt rundkredspædagogerne’.
»Der var et forsøg på det samme i 70’erne med noget, der lignede en hetz mod dem, man kaldte lillable-pædagogerne. Det var et forsøg på via en kulturkamp at underminere en bestemt form for autoritet, som var den bevidst afmægtige eller kulturradikale autoritet.«
»En rigtig gammeldags autoritet har en høj hat eller en blank, afstivet kasket med et emblem på hovedet. Den lilla ble blev et symbol på en totale omvending af magtforhold. Pædagogen var som den gamle skolelærers efterfølger en autoritet med kulturbærende kraft i samfundet. Pædagogen skulle forme fremtidige generationer, men tillod sig at bære en slap ble på hovedet. En blød rengøringsklud til ’små børns’ anden ende – den absolutte symbolik på nye autoritetsforhold.«
Det er næppe tilfældigt, at rundkredspædagogikken er blevet ikon for det, statsmininsteren har betegnet som en venstrefløjsdagsorden. Den tidlige kulturradikalisme pointerede den humanistiske pædagogik som alternativ til den såkaldt ’sorte skole’.
»De kulturradikale gjorde sig mange overvejelser om forholdet mellem autoritet, magt og ansvar. Den klassiske kvindelige strategi, hvor man måtte tage ansvar uden at tage magt og uden at stille op som autoritet, blev et ideal.«
Forestillinger om moderlig skabelse, omsorg og plejende, kærlig omgang med verden – for eksempel i gartnerskikkelsen – var centrale i den kultur, Fogh Rasmussen afviser som ’rundskredspædagogisk’.
»Jeg tror, noget af det oprør, vi har set imod den såkaldte kulturradikalisme, kommer fra en vrede over at være blevet pillet ned som maskulin autoritet og blive kvindagtig. Det er den irritation, vores statsminister afspejler, når han taler om rundskredspædagogik.«

Humoren forsvandt
Statsministeren advokerer en ny tids alvor og maskulin autoritet. Som Salamon påpeger: »Vi oplever i øjeblikket en gennemmaskulinisering af den politiske diskurs. Det har selvfølgelig ikke noget at gøre med politikernes køn, men om stil og idealer. Man må igen gerne tale om magt. Man må tale om nødvendigheden af at intervenere med magt, uden at man skal pakke det ind i fløjsretorik, som man skulle for 15 år siden.«
Tidligere skulle Folkets ledere helst være selvironiske. For ikke at blive til grin som gammeldags skolemestre skulle de gerne demonstrere humoristisk overskud og ydmyghed i forhold til positionen som autoritet. Det har ændret sig:
»Den nye regering er demonstrativt blottet for humor. Man hiver ikke gulvtæppet væk under sig selv ved at ironisere over sin position, men pointerer netop sin indflydelse.«
»Anders Fogh Rasmussens kulturkamp handler ikke kun om, hvad vi vil med vores kulturelle værdier. Det er også en kulturkamp på noget fundamentalt symbolsk og kropsligt, som handler om karakteren af vore fællesskaber og får konsekvenser for vores omgangstone – for trafikhensyn og hensyn til de svage – og for den måde, magten artikulerer sig selv på.«
Fogh Rasmussen taler ikke om ’Hr og Fru Jensen’. Eller ’manden på gulvet’. Anders Fogh Rasmussen taler om ’mennesket’. Men han appellerer ikke til solidaritet i menneskelige fællesskaber:
»Jeg tror ikke, det er en liberalistisk impuls, som afholder ham fra at tale om ’fællesskabet’. Jeg tror, han som mange andre har ræsonneret, at der, hvor vi brændte fingrene i forrige århundrede, var, at vi var for hurtige til at definere fællesskaber.«
»Anders Fogh Rasmussen taler i stedet om mennesket og menneskets ret til udvikling. Det handler om individets ret til at vokse og folde sig ud. Det er ikke traditionel liberalisme, og måske er nyliberalisme heller ikke den rigtige betegnelse. For også liberalismen handler om fællesskaber.«
– Men hvad er så det sociale ideal?
»Vi skal have fuld personlig valgfrihed og udfoldelse, men vi er også pragmatikere og tænker, at det skal ikke gå ud over de andre. Vi lever jo sammen. Så man taler om individers ’kontrakter’ i stedet for fællesskabets ’moral’. Statsministeren siger, at vi i et moderne velfærdssamfund har et fælles ansvar for at løse problemer, men han insisterer på, at vi skal have personlig frihed til at forhandle vores tilknytning til fællesskabet.«
Den siddende regering bruger kontrakter som styring: Man skal lave forældrekontrakter med dem, som ikke kan finde ud af være forældre, og man kan lave kontrakter med folkeskoleelever:
»Han vil væk fra lovene, som binder borgerne på fællesskabet og over mod individuel kontraktliggørelse. Det skal være målbart ligesom i erhvervslivet. Han betragter samfundet som en virksomhed, hvor man ansætter individer på kontrakt til at bidrage til en funktion, som så kan måles. Cost-benefit; hvis de ikke leverer den aftalte værdi, er de ude – fritstillede, som det hedder i dag. Der er ikke noget overordnet fællesskab. Den største glæde for samfundet opstår af den samlede glæde hos individerne,« siger Karen Lisa Goldschmidt Salamon.

*Dette er den fjerde artikel i en serie om den kulturkamp, som Anders Fogh Rasmussen har annonceret. De første artikler blev bragt 4. og 9. juli. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu