Læsetid: 2 min.

Lokalt/globalt

7. juli 2003


Minister chokeret over søværnet
*Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) har bedt Forsvarskommandoen om at forklare, hvordan det kan gå til, at værnepligtige i søværnet tvinges på orlov med fuld løn i flere uger.
Det oplyser ministeren i en kort udtalelse til Ritzau gennem sin pressetalsmand.
Svend Aage Jensby reagerer på baggrund af en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten i går. Ifølge avisen mangler søværnet opgaver til de værnepligtige. Adskillige af de dem, som gør tjeneste på flådestationen i Korsør, er blevet sendt hjem i flere uger.
»Det ser underligt ud. Jeg lægger meget vægt på en meningsfuld værnepligt for de unge, som vi kalder ind. Derfor har jeg bedt Forsvarskommandoen om en redegørelse for sagen,« siger forsvarsministeren.
Til Jyllands-Posten beretter Martin Lehrmann, at han de seneste 12 uger har aftjent sin værnepligt fra villavejen i Svendborg med en månedsløn på 13.000 kr. ritzau

Taylor accepterer asyl i Nigeria
*Liberias præsident, Charles Taylor, sagde i går, at han har accepteret et tilbud om asyl fra Nigerias præsident, Olusegun Obasanjo. Taylor, som USA kræver forlader Liberia, sagde dog ikke, hvornår han agter at rejse til Nigeria.
»Vi har accepteret,« sagde Taylor efter et møde med præsident Obasanjo i Robertfield-lufthavnen ved Liberias hovedstad, Monrovia.
Den nigerianske præsident ankom til Monrovia søndag eftermiddag for at forsøge at overtale Taylor til at træde tilbage som præsident og forlade Liberia. Efter møder i lufthavnen sagde Obasanjo, at han havde givet Taylor tilbud om asyl på den betingelse, at Nigeria ikke blev »chikaneret« for beslutningen. Nigeria er en nøglespiller i forhandlingerne med Taylors regering og oprørsgrupperne i Liberia om en fredsaftale, der kan bringe en ende til den liberianske borgerkrig, der i den seneste omgang har varet fire år. ritzau

Israel stiller hårde krav til fanger
*Den israelske regering stillede i går en række hårde betingelser for løsladelsen af palæstinensere i israelsk varetægt.
I begyndelsen lignede det ellers israelsk imødekommenhed, da regeringen meddelte, at flere hundrede palæstinensiske fanger vil blive løsladt. Men ved nærmere eftersyn lød vurderingen, at beslutningen risikerer at rokke ved den våbenhvile, som en række palæstinensiske, militante grupper har indgået som følge af den såkaldte køreplan for fred.
»Fanger med blod på hænderne vil under ingen omstændigheder blive løsladt,« sagde den israelske ministerpræsident, Ariel Sharon, efter at hans regering havde godkendt løsladelserne med stemmerne 13 mod 8.
Ifølge en israelsk regeringsembedsmand vil palæstinensere, der sidder fængslet for at have planlagt angreb mod israelere, samt medlemmer af militante grupper som Hamas og Islamisk Jihad, forblive i de israelske fængsler. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu