Læsetid: 4 min.

Lokalt/globalt

17. juli 2003


LOKALT
Milliardkrav mod dømt bankdirektør
*Dagen efter at have fået en dom på fire års fængsel blev den detroniserede bankdirektør Jan-Henning Spjeldnæs ved fogedretten i Århus i går præsenteret for et kæmpe erstatningskrav fra sin tidligere arbejdsplads Jyske Bank. Banken mener at have over 1,1 millard kroner til gode hos Spjeldnæs, der var arkitekt bag luftige lånearrangementer og byggeprojekter i Sydspanien, inden ejendomsmarkedet kollapsede, mens han var chef for Jyske Banks afdeling på Gibraltar indtil 1991.
Speldnæs blev af byretten fundet skyldig i groft mandatsvig ved at have misbrugt sin stilling.ritzau

Dansk fredsvagt i sultestrejke
*Det mest belastende er at høre de palæstinensiske medfangers historier. Det siger den danske palæstina-fredsvagt Frederik Lind efter en uge i israelsk varetægtsfængsel.
Udvisningssagen mod ham trækker ud, og tirsdag og onsdag deltog han og syv andre fængslede udlændinge i en sultestrejke i protest mod de israelske myndigheders behandling af palæstinensiske fanger.
»Vores situation er meget bedre end palæstinensernes, og på den baggrund er det jo let at holde modet oppe,« siger Frederik Lind til Ritzau.

40 ekstra danske soldater til Irak
*Regeringen vil sende 40 ekstra danske soldater til Irak, meddelte forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) i går efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Hensigten er at forstærke den sikringsstyrke på 370 mand, der er i Basra-området og sætte den i stand til at løse en række nye opgaver.
Blandt de nye opgaver er at uddanne det lokale politi. Det skal 11 danske militærpolitifolk hjælpe med, og de rejser i slutningen af denne måned. Desuden vil regeringen sende en ekstra spejdersektion med 12 mand af sted til at varetage eskorte- og sikringsopgaver, og staben i den danske sikringsstyrke skal forstærkes med 10 personer, så staben kan bemandes døgnet rundt. Endelig vil Svend Aage Jensby sende op til ni forsyningsfolk af sted. De skal bidrage til, at den danske sikringsstyrke får de forsyninger af mad og materiel, som der er behov for. Disse 30 mand rejser i sidste halvdel af august.ritzau

Intet loft over dyrs transport-tid
*Der er intet loft over hvor mange timer, husdyr må være på rejse til slagteriet, i det længede ventede forslag om dyretransporter, som EU-Kommissionen fremlagde i går. Dyrene må dog højst køres på lastbil ni timer i træk, hvorefter de skal have en hvileperiode – men stadig på bilens lad – i 12 timer. Herefter må de igen transporteres i ni timer, efterfulgt af 12 timers hvile, og så videre. Når dyrene ikke må komme af bilen, skyldes det risikoen for spredning af smitsomme husdyrsygdomme.
Dyrenes Beskyttelse og den europæiske paraplyorganisation for dyrevelfærd, Eurogroup for Animal Welfare, er dybt skuffelse over forslaget.ritzau

GLOBALT
Missil skudt mod fly over Bagdad
*Et jord-til-luft missil blev i går skudt mod et militært transportfly, der var på vej til at lande i lufthavnen i Iraks hovedstad, Bagdad. En amerikansk militærtalsmand sagde, at missilet ramte ved siden af det C-130 transportfly, som tilsyneladende var målet. ritzau

Iran: Journalist blev tævet til døde
*Den canadiske fotograf Zahra Kazemi, som i sidste måned blev anholdt uden for et fængsel i Teheran, blev tævet til døde. Det oplyste Irans vicepræsident, Mohammad Ali Abtahi, i går.
»Ifølge en rapport fra sundhedsministeren døde hun af en hjerneblødning som et resultat af at være blevet slået,« siger Abtahi til journalister.
Hans oplysning kommer, efter at Irans reformvenlige præsident, Mohammad Khatami, søndag beordrede fire ministre til at undersøge baggrunden for den iransk-canadiske freelancefotografs død.
Khatami udtrykte søndag »beklagelse og bekymring« over Kazemis død og opfordrede sin kultur-, efterretnings-, indenrigs- og justitsminister til at iværksætte »en hurtig og omfattende undersøgelse« og »informere offentligheden og mig selv« om resultatet.ritzau

USA skærper Burma-sanktioner
*USA skærpede tirsdag sank-tionerne over for militærjuntaen i Burma. Det sker i protest mod, at landets førende oppositionsleder, Nobelprismodtageren Aung San Suuu Kyi, efter halvanden måned fortsat er i husarrest. Med et overvældende flertal – 418 for og to imod – vedtog Repræsentanternes Hus omfattende handelsrestriktioner, indefrysning af regimets midler i USA og visaforbud mod militærstyrets medlemmer. Senatet har tidligere vedtaget lignende lovgivning.
»Ved at angribe Aung San Suu Kyi og andre tilhængere af demokrati har regimet nået nye lavpunkter, og det har sikret sig en plads blandt verdens slyngelstater, der konsekvent overtræder menneskerettighederne, herunder Nordkorea og Iran,« sagde den Demokratiske Tom Lanton fra det internationale handelsudvalg i Repræsentanternes Hus. ritzau

EU støtter freds-styrke i Burundi
*EU er klar til at bidrage økonomisk til en afrikansk fredsstyrke i Burundi. Det sagde EU’s udenrigspolitiske koordinator Javier Solana, der i går besøgte både Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo), Rwanda og Uganda.
»Situationen i Burundi er efter vores mening både skidt og utålelig. Vi vil hjælpe økonomisk, hvis Den Afrikanske Union (AU) indsætter en fredsstyrke,« sagde han efter et møde med Ugandas præsident Yoweri Mu-seveni.
Burundis hovedstad Bujumbura har den sidste halvanden uge været rammen om de værste uroligheder i 10 års borgerkrig. Op mod 300 personer menes dræbt siden sidste mandag, og i søndags rystede bombeeksplosioner og voldsomme skyderier igen byen. USA beordrede søndag det meste af sit ambassadepersonale ud af byen. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu