Læsetid: 2 min.

Lokalt/globalt

16. juli 2003


Liberiske oprørere kræver USA-styrke
*Liberias største oprørsgruppe opfordrede i går USA til hurtigt at indsætte en omfattende styrke i det krigshærgede land og »vise muskler« for at tvinge Liberias præsident, Charles Taylor, i eksil og afslutte den fire år lange, brutale borgerkrig.
USA’s præsident, George W. Bush, som hidtil har modstået pres fra FN’s generalsekretær, Kofi Annan, og Frankrig om at stå i spidsen for en fredsbevarende operation i Liberia, antydede mandag, at amerikanske soldater kan blive sendt afsted til Liberia på en »begrænset« mission.
Vestafrikas økonomiske samarbejdsorganisation (ECOWAS) lovede i sidste uge at sende op imod 1.500 fredsbevarende soldater til Liberias hovedstad,
Monrovia, men sagde ikke hvornår. ritzau

Protest over Israels boykot af BBC
*Det internationale journalistforbund (IFJ) protesterede mandag over Israels boykot af det britiske tv-selskab BBC under ministerpræsident Ariel Sharons besøg hos premierminister Tony Blair i London. Siden sidste mandag har Is-rael forbudt ledende israelske embedsfolk at blive interviewet af BBC, som beskyldes for at »dæmonisere Israel«.
Det Bruxelles-baserede forbund advarede om, at Israel med sit boykot sender en farlig besked til den arabiske verden.
»Regeringer, der hævder at være demokratiske, kan ikke vælge og vrage mellem mediernes dækning. Prisen for demokrati er gennemsigtighed og offentlighedens eftersyn,« lød det i en pressemeddelelse fra IFJ’s generalsekretær Aidan White.
En journalist fra BBC blev mandag forment adgang til et pressemøde med Sharon i London, og på BBC’s internetside hed det sarkastisk, at »hvis Blair og Sharon har noget til fælles, er det BBC, fordi begge i øjeblikket er i konflikt« med BBC. ritzau

PET tavs om dansk terrordømt
*Politiets Efterretningstjeneste kan ikke udtale sig om konkrete personsager. Dermed kan PET ikke afsløre, om tjenesten har holdt øje med den dansk-marokkaner, der fredag blev dømt til døden i Marokko for at have været med i terroraktiviteter. Dommen faldt efter en serie selvmordsbombeangreb mod tilfældige civile i Casablanca i maj, der kostede 44 mennesker livet.
Dansk-marokkanerens navn er tidligere dukket op i forbindelse med afsløringen af en formodet terrorcelle i Bruxelles i 1998.
ritzau

Mindst 21 dræbt i Kashmir
*Mandag var den blodigste dag i den indiske del af Kashmir i over et år. Det konstaterede en embedsmand i hovedstaden Srinagar, efter at mindst 21 personer mandag mistede livet i kampe og uroligheder. Blandt de dræbte var 12 muslimske oprørere og fem indiske soldater, oplyste flere nyhedsbureauer.
Op mod 38.000 mennesker har mistet livet i Kashmir, siden oprøret brød ud i 1989. Indien beskylder Pakistan for aktivt at støtte oprørerne i Jammu og Kashmir, der er Indiens eneste delstat med muslimsk befolkningsflertal. Det afvises af regeringen i Islamabad. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her