Læsetid: 5 min.

I luften nede ved jorden

Terminaler, start og landing, er med til at sætte rejsens stemning
16. juli 2003

Livsrammer
Bortset fra den store i Kastrup ligger danske lufthavne for enden af en forblæst asfaltvej.
Er man først kommet derud bliver man siddende, og venter på en ankomst, en forsinket afgang, et vejrlig, en kæreste eller en forretningsforbindelse.
I ventetiden er man overladt til lufthavnens eller flyterminalens forgodtbefindende – faciliteterne på stedet, cafeteriaet, toiletterne, biludlejningen (hvis man kan få noget lyshåret fornøjelse ud af den, når først nøglen er afleveret), eller det nyeste nye – it-rummet.
I Ålborg Lufthavn har de sådan et. Uden connection til ens egen bærbare, men med mulighed for at gå på nettet via de opstillede skærme og finde oplysning eller underholdning dér.
Et hold sortklædte sportssponsorer har været til kamp i Jylland med logo på skjorteflippen, og afventer turen gennem luftrummet tilbage til København. Størstedelen (eller tørstedelen) af selskabet fordriver tiden i cafeteriaet med fadøl og spillekort. De småmønstrede kartonstykker bliver smækket i bordet, som var hvert eneste en rød eller sort trumf. Over dem spænder lange træbjælker, og enhver rykken i sædet forplanter sig som metallisk skramlen mod stengulvet.

Udsyn
En mindre sponsorflok derimod, har henne i net-rummet lokket sig ind på en pornoside med sportslige frem-og-tilbage-bevægelser. Længe leve informationssamfundets mange muligheder, selv om også den gammeldags facon stadig råder i luften, hvor selv sportsmaskiner skal tales ned, på engelsk og med særlige vendinger (altså ikke i luften, men som sproglige udtryk og lufttekniske forkortelser).
Man ser piloten for sit indre luftsyn med blafrende halstørklæde og kasketskyggen bagud, selv om det heller ikke er så uvanligt på gaden længere. Og så dukker vingerne ud af skydækket, maskinen eller ruteflyet bliver større og står pludselig på forklædet foran ankomsthallens panoramaruder, efter en tur med fastspændte sikkerhedsbælter ned over grantræerne og den jyske højderyg.
Udblikket fra bygningen er ikke en selvfølge. I større internationale lufthavne risikerer man at gå lange stræk uden dagslys. Glas ud til de flotte maskiner, selv i Københavns terminaler, er en dansk specialitet.

Boomerang og bæltedyr
Den nye lufthavn i Ålborg er en udbygning af den hidtidige, bygningsmæssigt holdt sammen af et stort tag. Taget bliver båret af svagt boomerangformede limtræsdragere, med den buede vinkel skævt nedad mod toiletter og servicerum midt i huset. Men profilen giver mærkeligt nok ikke flyvefornemmelser, selv om de vinkende kan overskue maskinernes haler og kroppe bag de høje vinduer på udsigtsplatformen.
Luft under vingerne giver derimod det skævt krumme tag over flyterminalen Billund. Lavt ud til de parkerede biler, og opadstræbende på høje runde søjler mod flyenes luftrum.
Billund Airport hedder Lego-lufthavnen ligefrem, fordi der med en mulig kapacitet på 3,6 mio. passagerer om året er daglige internationale ankomster og afgange fordelt mellem Air France og Air Lithuania, KLM, Lufthansa og British Airways. Og man kan også flyve fra Billund til Ålborg.
Så bygningen er stor, væsentligt større end Ålborg-terminalen, og taget derfor voluminøst svunget over check in og cafeer, kontorer, og security, med kontorer og transit oppe i etagerne.
Hovedindtrykket er metal – stål og aluminium – i flere overfladebehandlinger og schatteringer, lidt flere end godt er, æstetisk set. Og lyset rammer ned på gulvfliserne gennem glasstriber i loftet. Udefra set får det terminalen til at ligne et stort gråt bæltedyr på bar mark.

Non-terror
Både Billunds og Ålborgs nye terminaler er en upshining i forhold til de klumpede gullige træhuse, der hidtil har været rammen om luftture mellem provinsen og hovedstadens superterminal. Ikke bare i funky valg af byggematerialer og særlige tagformer, men styled i hele måden der bliver taget hånd om bagagebehandling og passage ind og ud ad gatene.
Lufthavne er et kompliceret funktionelt net af boardingkort og paskontrol, schengen eller non-schengen, op og ned eller ud og ind mellem glasvægge og bippende porte, inklusive skyggen af terrorisme, som med stor præcision har fundet sårbare områder at agere ud fra.
Terminalbygninger er på en måde selvberoende satellitter, uden for lands lov og ret, og i sig selv et byområde med alt til bylivet hørende, undtaget materiel produktion.
Så kompliceret var det ikke da flyvningen tog sin begyndelse.

Flow
Den smukkeste danske lufthavn nogensinde er Vilh. Lauritzens i Kastrup fra 1939. Huset var siden næste terminal fra 1960’erne faldet af på den som fragtcentral og i vejen for nybyggeri, men er senere blevet rullet og istandsat og for få måneder siden tildelt prisen Europa Nostra for god behandling.
Det er også en perle, både som tidlig lufthavnsbygning og som hus i al almindelighed – hvad der sådan set er underligt selvmodsigende, når det højere oppe i teksten er fremhævet, hvor styrende funktionsflowet er for arkitekturen.
Men det er fordi, hele transportområdet har lagt sig ud i tumultuariske rejser over alle grænser, hvor det i sin tid var lige så eksklusivt at rejse med ruteflyver, som nutildags at benytte taxafly eller privat-jet.
I Vilh. Lauritzens oprindelige lufthavn var konstruktionerne ikke en sær efterligning af en flyvemaskine. Det højt bølgede betontag i afgangsghallen var mere udtryk for moderne tiders opgør med tyngdekraften, end det var en parafrase over aluminium og strækmetal, som i moderne terminaler. Og restaurationen eller kontroltårnet i Kastrup dengang mindede mere om skibsfart end om luftfart.

Kriblekrable
Men stemningen i hele huset åndede til gengæld af tilbageholdt begejstring for tekniske muligheder og grænsesprængende transportformer, med snoede trapper og blanke vægte til svineskindskufferten. Og så en faible for lys og luft, som der var nok af gennem den bedøvende benzinlugt, helt ind bag de høje vinduer i bygningens svagt cremefarvede indre.
Alligevel går der en direkte aura fra funktionalismens transportterminaler til dagens nyeste internationale lufthavne – som i større og større mål også minder om de bystrukturer den situationistiske kunstner Constant malede og udførte i modeller som store konstruktioner ud over Europas gamle kulturlandskaber.
New Babylon-prospekterne fra dengang i 1950’erne var slagnumre på sidste års Documenta i Kassel. Stængelformationernes krible-krablende fingre, forskudte dæk og store overdækninger, genfindes nu som moderne lufthavne fra Tokyo til Rio eller Hongkong.
I den forstand er terminalerne i Ålborg og Billund små stationer i et luftigt sammenbundet net af flyruter og forlængede gangarealer, men lige så vigtige for velværet og rejseoplevelsen – eller bare transportformen – som de store prestigefyldte med vip-lounges og mærkevarer før afgang.

*Første artikel i serien blev bragt 10. jul.

FAKTA
Lufthavne
*Der findes godt 40 offentligt godkendte lufthavne i Danmark, heraf 10-15 fast bemandede og beregnet til rute- og charterflyvning.
De øvrige er indrettet til taxaflyvning, sportsflyvning og svævefly. Og så er der endelig landingsmuligheder på små private pladser beregnet til sprøjtefly og helikoptere, men de er ikke tilgængelige på alle årstider
De store rute- og charterlufthavne har udbygget told- redningstjeneste, og er landingsmæssigt bygget til at tage imod store maskiners 100 tons fra luften og ned på asfalten.
*Ålborg Lufthavn er i slutningen af 1990’erne udbygget på sin gamle plads ved Lindholm Høje og Limfjorden. De jyske arkitekter Schmidt, Hammer & Lassen, der har stået for projekteringen, er kendt for udvidelsen af Det kgl. Bibliotek i København, og for det nye Kunstmuseum under opførelse i Århus.
*Billund Airport er kun et år gammel med københavnske KHR Arkitekter som bygningsansvarlige. Det er også KHR, der har stået for store dele af Indenrigsgården og flere udenrigsfingre i Kastrup. adw

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her