Læsetid: 4 min.

Mandfolk og tøsedrenge

Tyler viste sig som et mandfolk ved at trodse smerten og angribe Armstrong på Alpe d’Huez, mens Petacchi var en pivskid, der stod af på løbets første bakke. Eller er det nu så enkelt?
14. juli 2003

Tour de France
Alverden har kastet sig frådende fornærmet over sprinteren Alessandro Petacchi, som efter fire etapesejre og heltestatus ikke orkede at komme op over denne Tours første stigning. Slingrende på cyklen stod han nærmest bomstille og afviste den hjælp, som to af holdkammeraterne fra Fassa Bortolo tilbød ham.
Fra ledsagebilen talte sportsdirektøren Giancarlo Ferretti dunder, men ligemeget hjalp det. Petacchi kravlede af cyklen og med hængende skuldre satte han sig ind i bilen og var ude af løbet – for straks efter at være midt i det igen, men nu som genstand for hån og foragt.
Ferretti fordømte offentligt sin rytter, og den dobbelte Tour-vinder Laurent Fignon var hurtig til at stille tøsedrengen Petacchi for fransk folkedomstol og standret: Den opgivende var en snylter på løbet og respekterede det ikke ved at nuppe sine sejre og så rejse hjem, og modtrækket mod den slags parasitter skulle være udelukkelse af ham og hans hold i fremtiden. Således som det allerede er sket for Mario Cipollini, som Tour de France-ledelsen aldrig har tilgivet, at han aldrig har gennemført efter først at have domineret de flade etapers massespurter.
Reaktionen er ikke blot hysterisk, den er også farlig. Ferretti’erne og Fignon’erne og de hujende franskmænd skulle have holdt deres kæft og tænkt sig om, inden de gjorde Petacchi til slapsvans.
Jeg er fuld af respekt for Tyler Hamilton, hvis beslutningen om at fortsætte i løbet er hans og ingen andres, og hvis hans deltagelse tjener et formål. Hvad enten dette er opfyldelsen af egne drømme, trods skaden, eller det er for at hjælpe holdet, således som han selv har sagt.
Men hvis beslutningen ikke er helt hans egen, hvad jeg dog tror den er, men er dikteret af hensyn til sponsorer, til en filmoptagelse, til holdets prestige, af penge, ja, så er den ingen grund til hverken respekt eller beundring. At demonstrere en høj smertetærskel, tjener intet formål i sig selv.

Grænsen nået
Jeg er fuld af respekt for Alessandro Petacchi, fordi han alene turde træffe en beslutning for sig selv i en situation, hvor han mærkede, at hans grænse var nået, og at det ikke længere tjente et formål at fortsætte. Hvem ellers skulle kunne afgøre det?
»Jeg tror, at Ferretti har forstået, at det er mig, der sidder på cyklen, og ikke ham,« refererede Petacchi den samtale, han havde haft under fire øjne med sportsdirektøren, men så direkte har han nok ikke udtrykt sig. Ferretti bliver ikke uden grund kaldt jernsergenten, og han virkede da heller ikke formildet efter samtalen. Tværtimod undskyldte han sin rytters optræden, og fik denne til selv at beklage, at han var stået af for at stemme Tour de France-ledelsen og det franske publikum mildere.
Men Petacchi har ingen grund til at undskylde noget som helst. Under normale forhold er han en sprinter, der sagtens kan klavre over bjerge, og hans vilje til at køre igennem til Paris fejlede ikke noget. Han kunne bare ikke. Et styrt under Giro d’Italia betød, at han ikke har kunnet træne i 40 dage, og der var intet koketteri i hans gentagelser af, at han ikke er i form. Trods de fire etapesejre. Han kunne blot ikke mere, og det er kun ham, der skal bestemme det. Ikke penge, sponsorer, arbejdsgiverens prestige eller Tour de France societetet, og de, der bebrejder ham, er hyklere.

Freakshow?
Petacchis reaktion var menneskelig, og hvis det er forbudt at bukke under for træthed og lidelse – det viste sig senere, at han kørte med feber – så forvandles cykelsport til opgør mellem maskiner eller et freakshow af supermænd.
De af cykelsportens indflydelsesrige, der har hånet ham, er hyklere. De vil have en ren sport, men kræver altså også ryttere, der ikke selv må bestemme, hvornår deres smertetæskel er overskredet. Hvis ikke det er opfordring til doping, så ved jeg ikke, hvad man skal kalde det.
Mens Petacchi i weekenden blev hånet som en pivskid, kunne Tyler Hamilton fejres som et mandfolk efter en af de mest sindsoprivende spændende Alpe d’Huez-etaper i årevis.
Det kan måske huskes, at da Tyler brækkede, flækkede eller blot beskadigede sit kraveben for en uge siden, overlod Bjarne Riis det til Tyler selv at bestemme, om han ville stå af eller køre videre. Og viste sig dermed både sportsligt og menneskeligt mere korrekt end sin læremester Ferretti.

Angreb trods bandage
Og fik i går belønningen, da amerikaneren modstod US Postals og Lance Armstrongs voldsomme temposætning på Galibier og derefter på opstigningen til Alpe d’Huez ikke blot fulgte Armstrongs baghjul med bandage om kravebenet, men direkte angreb ham. Således som Joseba Beloki, Iban Mayo og Aleksander Vinokourov også på skift gjorde det, uden at Armstrong kunne reagere med den offensiv, som alle havde ventet. Han kunne iklæde sig den gule trøje, som Richard Virenque altså kun havde til låns efter sin opvisning på den første bjergetape i lørdags, men Armstrongs tidsforspring til de nærmeste konkurrenter er blot det, som hans hold scorede på holdtidskørslen i onsdags, og er altså ikke udtryk for hans egen vanlige overlegenhed. Den kan senere vise sig, men lige nu ser han så menneskelig ud, og hans konkurrenter – blandt dem også Tyler Hamilton – så angrebslystne ud, at løbet tegner ualmindeligt spændende.
Tyler er et mandfolk, men det er Petacchi sandelig også. Hvordan, de vil være det, skal de selv have lov til at bestemme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her