Læsetid: 4 min.

Hvis møllepigerne svigter

Søger man fodfæste for en sommeraftens længsels- og rejsedrømme, er digtningen og musikken altid parate, leveringsdygtige med rejser i kammeret
9. juli 2003

Møllehistorier
Jeg finder den rigtige plade, fuld af romantisk oplevelyst, Schuberts Die schöne Müllerin, om møllersvenden, der går på vandring. Peter
Schreier går i gang, akkompagneret af András Schiff i 1989. »Das Wandern ist des Müllers Lust/das Wandern!« Det må være en dårlig møller, der aldrig fik det indfald, hedder det. Vi har jo lært det af vandet, der raster hverken nat eller dag. Og møllehjulet maler.
Det kalder også en erindring frem, en pinagtig komisk.
Næppe var studenterhuen lagt hen, før jeg søgte optagelse på musikstudiet ved Københavns Universitet. Man skulle bl.a. aflægge en sangprøve. Af pure naivitet ville jeg gøre det så godt som muligt og erklærede, at jeg ville synge denne indledningssang. De forsamlede dommere i det musikalske panel så forundret på mig, og ingen havde heller meget lyst til at gå i lag med det krævende akkompagnement. Der gik heller ikke mange takter, før de foreslog noget i retning af ’Spurven sidder stum bag kvist’. Ikke bestået.
Flovhedens enormitet bare vokser ved aflytningen af Peter Schreier. Erindring som bagudrettet længsel skifter retning. Jeg følger i stedet møllersvenden, som nu heller ikke er rigtig heldig. Han finder arbejde ved en idyllisk mølle og forelsker sig hovedkulds i møllerdatteren, hvis tanker vi ikke gøres bekendt med. Men så dukker en hæslig jæger op, og ungersvenden lider alle jalousiens kvaler, så heftigt, at han uden videre kaster sig i møllefossen. Og den 20. og sidste lied i denne cyklus er bækkens vuggesang. Luk dine øjne i, trætte vandrer, »du bist zu Haus«.
Forfatteren af denne weltschmerz er Wilhelm Müller (1794-1827), jo, det hedder han, og hans berømmelse har den jævnaldrende Schubert sørget for med den dårende musik, skrevet 1823, få år efter digtets fremkomst. Ingen af dem blev meget over 30 år.

Møller
En dansk Møller sad samtidig og nørklede på en fortælling om en ung vandrer, der under sine sørgmuntre eventyr også lander hos en møller med en indtagende datter. Under sit ophold på møllekroen har han ikke held med at vække hendes erotiske interesse, før han komisk-fortvivlet arrangerer et selvmordsforsøg med hængning, men meget andet end moralsk belæring får han ikke ud af denne sippe, og han må så hellige sig en anden slags jagtglæde. Han møder masser af jægere, der kun rivaliserer om fuglevildtet.
Det er således en anderledes ubekymret krøllet Frits, som Poul Martin Møller afbildede i En dansk Students Eventyr, en stor novelle, han læste op af i 1824, men aldrig fik skrevet færdig. Den ligner nærmest et modstykke til Müller, har en række ingredienser til fælles med hans lyriske fortælling, men er en bevidst afromantisering af følelseslivets affektation.
Mølle-forestillingen er et genkommende symbol, en yndet lokalitet i folkeeventyret, i lyrikken og romanen, tit nok forbundet med en vis uhygge, som livets eller dødens kværn, som møller, der maler helt ad helved til.

Smilet
En af de slemme kan man møde hos Pär Lagerkvist, der i den lille roman Det eviga leendet (1920).
’Det evige smil’ lader en ung, vildfaren rytter lande i en forfalden skovmølle, gråhvid af støvet mel, hvor han inviteres på et uendeligt måltid af drivende fede retter, tilberedt af den smældfede møllerkone med bryster som tykke landbrød. Dem lærer han nærmere at kende ved sengetid. Han er mæt, døsig og lykkelig. I nattens løb vågner han ved den brummende lyd af vandmøllen. Han åbner vinduet ud til den larmende flod.
»Drønet slår umådeligt, vanvittigt imod mig, det griber mig om brystet, jeg styrter mig ned.«
Og i det iskolde vand knuses han af møllehjulets jernbeslåede skovle, mens han ser mølleren skrige med vidåben mund i vanvittig jubel. Han opgiver ånden i
ekstase.
Det var så vejs ende for den farende rytter i en ny kombination af rejse, ankomst, elskov, død, her fortalt i det hinsides, hvor de døde tilbringer evigheden med at berette om deres liv for hinanden.

Skabelsen
Den ene historie efter den anden. Hvad er meningen med det hele? De beslutter at opsøge Gud og sætter en uendelig vandring i gang. De når frem, møder ikke en møller, men en brændehugger, der sagtmodigt fortæller om skabelsen, at han har arbejdet utrætteligt på menneskers tilværelse, med det simple formål, at »Jeg har bare ment, at I aldrig skulle behøve at nøjes med ingenting.«
Et skrabet budskab, men måske mere fortrøstningsfuldt end det, Prædikeren nåede frem til om de onde dage, som kommer, og som man ikke har behag i, dvs. »tiden da husets vogtere bæver, de stærke mænd bliver krumme, da møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved gluggerne, da begge gadedøre lukkes, mens møllen går med dæmpet lyd.«
Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, alt er tomhed. Det er jo også dér, ved slutningen af disse gammeltestamentlige betragtninger, at denne prædiker siger, at »der er ingen ende på, som der skrives bøger, og megen granskning trætter legemet.«
Sandt nok, men de er nu meget stimulerende for længsel og erindring, og slår de ikke til, er der musikken.

kultur@information..dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu