Læsetid: 4 min.

Når show bliver sjovt

Rolling Stones var på sikker grund i Parken, men hyldede fortiden med en energi, som var fremtiden værdig
15. juli 2003

Koncert
Hvad er det egentlig, han kan, ham den lille arrogante skiderik, der senere på måneden fylder 60, men opfører sig, som om han ikke har nogen alder – eller alle aldre? Han er ikke, i modsætning til f.eks. Bruce Springsteen, ude på at få os til at føle samhørighed eller oppolere rockens vise sten. Mick Jagger er hverken ideolog eller missionær, og Rolling Stones har i den grad levet et liv, som er forundt flertallet, at det op til søndagens koncert virkede pudsigt at se alle de tv-interviewede fans, forklædt som parcelhusforældre og bedsteforældre fremhæve bandets musik som noget, de gerne ville give videre som en kulturarv til deres (børne)børn.
Glemt er narkoen, den uhæmmede hedonisme og jet set-snobberiet – alt det, der også har fået Stones til at rulle i 40 år. Tilbage er den udestillerede energi og overlevelseskraft, renset for over- og undertoner, og et band, der vender tilbage til udgangspunktet, som man kun kan gøre det, når man har været så langt fra det, man kan komme.
Det er hele den bevægelse, hele den proces, der dirrer, spjætter og sprætter i Mick Jaggers benede, næsten naturstridigt atletiske krop (rock som doping?), når han spiller op til fortiden, så man skulle tro, det var den skinbarlige, sveddryppende nutid. Det er det illusionsnummer, der er hans kunst, og det, vi falder for, når han og bandet er så veloplagte, indforståede og udadvendte, som de var søndag foran 47.000 tilskuere, der ikke var kommet for at høre nyt, men for i denne tvivlens idétomme tid at blive bekræftet i, at intet nyt er godt nyt.
Man kan sagtens indvende, at Stones har mere interessante, udfordrende sange end dem, de spillede søndag, men man kommer ikke langt med indvendingen. For det første fremstod præmisserne klart, før gruppen gik på – for 14. gang på 38 år i Danmark: I hver side af scenen blev der reklameret for den karriereopsamlende dobbelt-cd Forty Licks, turneens kommercielle anledning og kunstneriske motor. Og for det andet er det svært at bebrejde bandet, at de spiller de største sange, de har (Gud holder jo heller ikke op med at lade solen gå op og ned, fordi vi har set det, vel?).
Intet ville være lettere for Stones end at tage en fribillet tilbage til deres egen musikalske mindelund, og repertoireoplægget lyder sådan, men udbyttet var meget mere.
Efter en skramlet opvarmning med »Brown Sugar,« »Start Me Up« og »You Got Me Rocking« med hårrejsende ringe lyd, blev maskineriet finjusteret, og selv om Stones aldrig har tilfredsstillet hi-fi-feinschmeckerne, var der en egen vildfaren ynde over »Wild Horses«, der forvarslede det første højdepunkt, en sej, men helt afslappet udgave af »You Can’t Always Get What You Want« med kælent, legesygt spil af Keith Richards og hans alter ego Ron Wood, efterfulgt af »Midnight Rambler« i en lang, temposkiftende energiudladning, som illustrerer Stones’ styrke som band – de er bedst i de lange stræk. Det var der, intensiteten blev så skarp, at aldersfascistiske anmeldere kan skære sig livsfarligt på den.
Ikke mindst i de numre, der blev givet fra den alternative lille scene i midten af publikumshavet. Under »I Just Want To Make Love To You« lød Stones, som om de kunne gå på vandet, og vi fulgte dem derud.

Rørende hengivenhed
Og så hele tiden denne hengivenhed over for musikken, som er rent ud rørende. Som når Keith Richards kysser sin guitar eller når han giver sig helt, helt hen i sit eget nummer, »Slipping Away«, koncertens showstopper, hvor han synger sig helt ud og ind i et øjeblik, en tilstand, som i virkeligheden er for privat til Parken, men hans blufærdighed blotlægges med det mod, der kommer af at være helt derude, hvor det gælder om at svømme, før man synker som en sten. Keith Richards er bag dødsmasken et lyslevende bevis på dødsforagt, og ingen kan som han blive ved at gå på opdagelse i kendt land og stadig finde hvide pletter at farvelægge.
Da slutnumrene »Jumping Jack Flash« og »Satisfaction« blev affyret med fanfarefængende blæsere og aplomb lød de som rockens svar på livsforlængende eliksir, og ved at se det ret midaldrende publikum gå amok kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om rocken har sejret sig ihjel eller bare har givet nostalgi en mere tilforladelig lyd, men efter en aften som denne er og bliver det en diskussion for pessimister og akademikere, og de var klart på udebane i Parken.

*The Rolling Stones. Parken, søndag

FAKTA
De sten fik de til at rulle i Parken
*Brown Sugar
Start Me Up
You Got Me Rocking
Don't Stop
Wild Horses
You Can't Always
Get What You Want
Midnight Rambler
Tumbling Dice
Slipping Away
Happy
Sympathy For
The Devil
Respectable
I Just Want To Make Love To You
Street Fighting Man
Gimme Shelter
It's Only Rock'n Roll
Honky Tonk Women
Jumping Jack Flash
Satisfaction
*Find turneens sætlister og fanchat på www.iorr.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her