Læsetid: 1 min.

Nedtur i gåseøjne

Den letflydende filmkomedie ’Igby Goes Down’ har alt, vittige replikker, fremragende skuespillere og et hipt soundtrack – men savner katastrofalt betydning
19. juli 2003

Ny film
Små problemer kan forekomme uendeligt store i puberteten. I Igby Goes Down kan man dog roligt sige, at den 16-årige Igby (Kieren Culkin) har noget at have sine problemer i.
Han lever i en velhavende, men følelsesmæssigt forarmet familie i Washington D.C. Moren (Susan Sarandon for fuld udblæsning) er en bidsk, selvoptaget og alkoholiseret madamme, som lider af en fremskreden kræftsygdom. Faren (Bill Pullman) er indlagt med galopperende skizofreni, mens storebroren (Ryan Phillippe) er en kynisk, selvfed stræber.
Det er ikke sjovt, men Igby har udviklet en kulsort humor, som er ret sjov. Han strør om sig med sarkastiske kommentarer.
På militær-akademiet, der forsøger at sætte skik på Igby, får en ung mand ved en fejltagelse blæst hovedet af. Kommentar:
»Den dag fik vi alle en værdifuld lektion i våbensikkerhed.«
Humoren får hovedpersonen så rigeligt brug for, da han hjulpet af sin gudfar (en herligt slikket Jeff Goldblum) søger lykken i New York og kommer i nærkontakt med Manhattans bohemeliv. Han møder en danserinde, der ikke danser, en kunstner, der ikke laver kunst, og får en kæreste med det besynderlige navn, Sookie Sapperstein (Claire Danes).

Talentfuldt og raffineret
Her starter nedturen for alvor. Men også opturen, for Igby Goes Down er en coming-of-age-historie om uskyldstab og modning. Talentfuldt og raffineret udført af den debuterende instruktør Burr Steers, der er Jacqueline Onassis’ nevø og derfor må kende det dekadente borgerskab indefra.
En god og letflydende historie, vittige replikker, fremragende skuespillere og et hipt soundtrack med blandt andre Coldplay, Travis og The Dandy Warhols – filmen har alt, undtagen betydning.
Fordi instruktøren er lidt for betaget af det miljø, han vil kritisere, og fordi filmen aldrig formår at løfte sig over hovedpersonens blaserte
attitude.
Det burde gøre ondt, men Igby forvandler virkeligheden til teater og tømmer historien for indhold. Der er gåseøjne omkring nedturen, trods kærestesorg, narkohandel og medlidenhedsdrab. Måske burde han bare have et los
bagi: Get Alive, Igby!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu