Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

18. juli 2003


Aage Wiltrup, 87
*Aage Wiltrup lagde filmfotografiet på hylden de sidste 25 år af sit liv, men han blev ikke glemt. Det er nemlig ham, der stod bag kameraet på en række af de bedste sort-hvide spillefilm i perioden 1944-55, da dansk film for alvor var ved at blive voksen.
Titler som Johan Jacobsens realistiske skæbnedrama Soldaten og Jenny (1947), de meget velskabte noir-historier Mens porten var lukket (1948) og John og Irene (1949) og den neddæmpede frihedskæmperfilm Der kom en dag (1955) er i større eller mindre grad milepæle i den sort-hvide spillefilms udvikling herhjemme. Også Charles Tharnæs’ bittersøde, poetiske hverdagshistorier havde Wiltrup som fotograf.
Wiltrups uddannelse skilte sig ud. Han blev i 1930’erne diplom-optiker på Zeiss-Werke i Jena, Tyskland, og videreuddannede sig på fotoskole i London. Herefter arbejdede han som kunstfotograf og fotoassistent på Nordisk Film, inden han i 1943 fandt et blivende sted som fotograf på John Olsens Saga Studio. Her fotograferede han omkring 30 film, inden karrieren rindede ud i starten af 1970’erne.
Tungt kamera-udstyr og et filmmateriale, der krævede en kraftig brug af kunstigt lys, gjorde det i Wiltrups tid langt vanskeligere for danske spillefilmsfotografer at arbejde kunstnerisk tilfredsstillende end det er i dag, hvor teknikken er videreudviklet på alle fotografiske områder. Men i sine bedste film gjorde Wiltrup begrænsningerne til sin styrke og rendyrkede i sit gennemarbejdede sort-hvide foto miljøernes atmosfære og billedets harmoni og stoflighed. Fotografisk er en noir-film som John og Irene og en mere traditionel krimi som Lyntoget (som Wiltrup selv instruerede) helt på højde med de bedre Hollywood-film fra perioden.
Wiltrup var en de fotografiske pionerer herhjemme, i lighed med den nyligt afdøde Poul Pedersen på Nordisk Film i samme periode. Ingen af dem elskede udviklingen mod større håndværksmæssig overfladiskhed i 1960’erne – de gik begge op i deres fag med en seriøsitet, der blev mindre og mindre værdsat. Kunstnerisk var Wiltrup nok den betydeligste af de to, og han havde fortjent en bedre skæbne end at slutte karrieren med pjat-farcer og Sengekantsfilm.
Men som ofte bemærket – alt går ikke efter fortjeneste i dansk film.Pim.

Benny Carter, 95
*Den amerikanske jazzmusiker Benny Carter er død. Et langt og bredt virke som bl.a. stildannende altsaxofonist og højt estimeret komponist og arrangør er afsluttet.
»Enhver burde lytte til Benny Carters musik. Det er en hel musikalsk uddannelse«, udtalte trompetisten Miles Davis engang i et interview. Davis vidste, hvad han talte om. For Benny Carters indflydelse i jazzen gælder ikke blot hans spil på altsaxofonen, med hvilken han med instrumentkollegaen Johnny Hodges blev skoledannende i 30’ernes swingjazz og en vedholdende kontrast til Charlie Parkers mere aggressive bebop-stil i 40’erne og 50’erne. Carter kom også som arrangør til at præge swing-æraen bl.a. med en ny og kreativ brug af saxofon-sektionen i big bands. Carter var en komplet musiker, og ud over sine evner for at begå sig overbevisende på andre instrumenter som klaver, klarinet, trompet og basun, var han en vigtig komponist, arrangør og orkesterleder i mange sammenhænge. Som sådan var han også med til at nedbryde fordomme om de ’sorte’ i Hollywood, hvor han i mange år kom til at lave musik til film og tv. Han var aktiv som musiker i mere end syv årtier og oplevede bl.a., hvordan hans musik gennem tiden blev foreviget i 78-, lp, og cd-mediet.
Benny Carter blev født på Manhattan den 8. august 1907. Han begyndte at spille allerede i 13-14-års alderen og blev professionel som 19-årig. Han høstede tidligt erfaringer som både arrangør og orkesterleder – i slutningen af 20’erne hos Fletcher Henderson – og endte med at blive en efterspurgt herre. Efter en tre-årig periode fra 1935-38, hvor Carter arbejdede i Europa og bl.a. gæstede Danmark, indspillede han i starten af 40’erne med bl.a. Benny Goodman, Count Basie, Duke Ellington, Glenn Miller og Tommy Dorsey. Carter havde bl.a. en ung Dizzy Gillespie i sit orkester i 1941, og senere arbejdede han med andre modernistiske ungskud som Miles Davis og J.J. Johnson. Carter arrangerede desuden for store vokalister i tiden som Billie Holiday, Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan, Peggy Lee, Ray Charles, Billy Eckstine og Louis Armstrong.
I en længere periode fra 1946 og årtierne frem levede Carter en mere tilbagetrukken omend aktiv musikertilværelse. Dette ændrede sig dog fra starten af 70’erne. Carter indspillede og optrådte nu flittigt, alt i mens respekten om ham og hans historiske betydning steg og førte til en række genudgivelser med hans musik fra tidligt i karrieren og frem.
Carter har modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, bl.a. et æresdoktorat i 1974 ved Princeton University, hvor han underviste, i 1987 en Grammy Lifetime Achievement Award fra National Academy of Recording Arts and Sciences og i 2000 The National Medal of Arts, som han fik overrakt af præsident Bill Clinton.cm-h

Compay Segundo, 95
*Hans store gennembrud kom sent. Meget sent. Faktisk var den cubanske guitarist og sanger Compay Segundo fyldt 90 år, da den tyske filminstruktør instruktør Wim Wenders i 1999 kom til Cuba og lavede den roste dokumentarfilm Buena Vista Social Club. Her havde Compay Segundo en af hovedrollerne (sammen med musikere som Ruben Gonzalez, Ibrahim Ferrer og Omara Portuondo) – og siden filmen har Compay Segundo og Vista Social Club med stor succes udgivet cd’er og turneret i hele verden.
Nu er han død. Tidligt mandag morgen ville Compay Segundos, hvis rigtige navn var Francisco Repilado, nyre ikke mere. Han døde i sit hjem i Havana-bydelen Miramar, 95 år gammel.
Compay Segundo har altid sunget og spillet. Blandt andet sammen med guitaristen Ry Cooder. De to vandt i 1997 i fællesskab en Grammy – som på en måde banede vejen for Buena Vista Social Clubs gennembrud. Men allerede i sin ungdom var Compay Segundo i fuld gang med den cubanske musik. Og cubanerne må siges at have været noget hurtigere til at finde kvaliteten i Compay Segundos musik. Således hørte den karismatiske musiker op gennem første del af sidste århundrede til blandt de mest kendte og populære troubadourer på Cuba.
I sit lange liv nåede han at komponere hundredevis af sange og opfandt også et særligt instrument, som han kaldte armonico: En guitar med syv strenge, hvor den syvende streng ligger ved den normale tredjestreng, og er en oktav højere.
En enkelt pause havde han dog fra musikken, nemlig i 60’erne og 70’erne. Her dyrkede Compay Segundo en anden klassisk cubansk beskæftigelse: han rullede cigarer.
Gladest var Compay Segundo dog afgjort for livet som verdensberømt musiker: k»Livets blomst er kommer til alle. Man må være rede til at tage imod dem, når de kommer. Mine kom til mig, efter jeg var fyldt 90 år,« sagde den cigarrygende Compay i et interview for nylig.ville

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu