Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

11. juli 2003


Mordechai Hod, 76
*Kun 12 fly blev hjemme for at forsvare landet, da generalmajor Mordechai Hod klokken syv om morgenen den 5. juni 1967 sendte et massivt israelsk luftangreb af sted mod 11 egyptiske luftbaser. Det var en militærstrategisk satsning, der i eftertidens øjne kan forekomme dumdristig, men som skaffede Hod en stor del af æren for at Israel mod alle odds vandt krigen, der kun kom til at vare seks dage.
Hans tanke var, at hvis Israel selv åbnede krigen, som man alligevel betragtede som uafvendelig, og i de første 45 minutter satte egypternes flyvevåben ud af spillet, var første runde sikret. Dette skete, og da man efterfølgende havde sendt Jordan, Syrien og i en vis udstrækning Irak samme luftbårne hilsen, var luftrummet og dermed den afgørende strategiske fordel i hus.
Den taktiske genistreg kom bagefter til at bidrage til den næsten messianske betydning, seksdageskrigen efterfølgende kom til at få, og Mordechai Hod er blevet indsat på sin naturlige plads blandt landets helte. Auraen blev ikke mindre af at han ligesom Moshe Dayan blev født i landets første kibbutz, Deganya, og sammen med Ezer Weizman, der senere blev Israels præsident, fløj de første Spitfire-jagerfly til landet og hermed lagde grundstammen til dets flyvevåben op til selvstændigheden i 1948.
Han var chef for flyvevåbenet indtil kort før krigen i 1973. Da var han i gang med en uddannelse i virksomhedsøkonomi samtidig med at han fungerede som konsulent ved udviklingen af det israelske Nesher-jagerfly, en forløber for den legendariske Kfir. Allerede på det tidspunkt var hans karriere tynget af to alvorlige sager – nedskydningen af et libysk passagerfly i 1973 og det fejlagtige, men i denne uge verificerede luftangreb på USS Liberty, som i juni 1967 kostede 34 amerikanske marinere livet – hvilket dog ikke stillede sig i vejen for en toppost i flyselskabet El Al og efterfølgende ditto i Israel Aircraft Industries.
»Flyv, slå ned på fjenden, ødelæg ham og spred ham ud i ørkenen, så Israel kan leve og sikre sit land for kommende generationer,« sagde Mordechai Hod til sine piloter i 1967. Krigen førte blandt andet til besættelsen af Vestbredden og Gazastriben og er på en eller anden måde kernen i det skisma, som for dagens israelere består i besættelsesmagtens moralske problem overfor nødvendigheden af militært initiativ for at sikre overlevelsen, for hvilken Mordechai Hod var en fremtrædende repræsentant.faf

N!Xau, 59
*I Kalahariørkenen hændte et specielt møde for 25 år siden. Fra de sandede vidder dukkede en underlig lyshudet mand pludselig op ved en af San-folkets små landsbyer. Børnene hvinede og de modigste af dem listede sig forsigtigt ind på det sære væsen og sneg sig til lynhurtigt at gnide hans lyse hud – det smittede ikke af! Nogle af de ældre grinede, de havde set hvide før. Det havde den lille smilende buskmand N!Xau også – tre gange.
Manden var den sydafrikanske filminstruktør Jamie Uys, som var på udkig efter en indfødt til sin næste film. N!Xau viste sig at have et naturtalent for skuespil og i 1980 steg han fra den ene dag til den anden ud af ørkenens anonymitet til international stjernestatus med komedien Guderne må være gale (The Gods Must Be Crazy)
Nu er N!Xau også kendt som G!aqo Coma (udråbstegnet er en kliklyd, som det romerske alfabet ikke har et tegn for) død af tuberkulose. Ifølge The Namibian kom han aldrig tilbage fra en jagt, og efter at have fulgt hans fodspor fandt svigerfaderen ham fire kilometer fra sit hus i landsbyen Gamsa i Namibia. N!Xau mentes at være 59 år, men kendte ikke selv sin præcise alder.
The Gods Must Be Crazy skildrer et oprindeligt stammefolk, der lever isoleret fra den moderne verden indtil en Coca Cola-flaske (skødesløst smidt ud af et fly) pludselig sætter gang i en serie omvæltninger. Flasken opfattes som en gave fra Guderne, men efter nogen tid får Xixo (N!Xau) besked på kaste gaven ud over kanten af Jorden, fordi misundelse og begær er ved at splitte samfundet.
Siden spillede N!Xau med i efterfølgeren The Gods Must Be Crazy II (1989), og i en kinesisk version (Guderne må være sjove, 1994) samt i flere Hong Kong-actionfilm. Flyturen beskrev N!Xau som den mest forfærdelige og ophidsende ting, der nogensinde var hændt ham.
Filmen vakte megen debat, og Uys blev bl.a. kritiseret for, at det var grusomt at fjerne N!Xau fra sit oprindelige miljø. Men selv om N!Xau lærte, hvad penge var, byggede sig et murstenshus med elektricitet og en overgang holdt en bil med chauffør, blev han ikke ramt af kulturchok og fortsatte med at leve på traditionel vis med sin familie, lidt jord til at dyrke majs, bønner og græskar, og en lille flok køer og geder. rkj

Ivan Allen, Jr., 92
*I løbet af de sidste to uger har Atlanta mistet to politikere, der var drivkræfter i byens forvandling fra et raceadskilt provinshul til en integreret kosmopolitisk storby. Den ene var Maynard Jackson, Atlantas første sorte borgmester fra 1972 og frem. Den anden Ivan Allen, Jr., Atlantas sidste hvide borgmester fra 1962 til 1971.
Ivan Allen, der døde 2. juli, er i de seneste dage blevet offentligt hædret i Atlanta, som en hvid politiker der turde rive racebarrierne ned i en periode, hvor alle andre folkevalgte i sydstaterne prædikede det modsatte budskab. Efter at være blevet valgt til borgmesterembedet i 1962 med 99 pct. af de sorte stemmer ophævede Allen i sit første dekret raceadskillelse i offentlige institutioner og rum.
Omvendelsen var ikke let for Allen. Han var vokset op i en velstående hvid familie. Fem år tidligere havde han i et brev til Georgias guvernør foreslået at hæve delstatens moms med én pct. De ekstra indtægter skulle ifølge Allen gå til at genbosætte Georgias sorte befolkning i Afrika. Så dybtstikkende var racismen i sydstaterne dengang.
Under primærvalgene i 1961 var Allens modstander den hvide racist Lester Maddox. Han blev senere Georgias guvernør og måtte som de fleste andre hvide politikere affinde sig med de sortes voksende politiske indflydelse. Men hans reaktion på Allens dekret i 1962 var typisk. Maddox solgte sin restaurant for at undgå at skulle byde sorte indenfor døren. Han døde i forrige uge.
Allens velnok kendteste offentlige tilkendegivelse mod raceadskillelse var under en høring i Senatet i 1963. Præsident John F. Kennedy havde bedt Atlantas borgmester om at vidne til fordel for en række love, som blev vedtaget i 1964 under navnet Civil Rights Act. Ingen andre folkevalgt sydstatspolitiker ville have drømt om at sige ja. Den personlige risiko var ekstrem høj for Allen.
Alligevel troppede han op i Senatet og sagde bl.a.: »For 100 år siden blev USA anerkendt af hele verden for ophævelsen af slaveriet og i teorien gjorde alle amerikanere frie. Nu er det vores opgave at frigøre alle amerikanere i praksis fra raceadskillelse, som er slaveriets stedbarn.«
Da Martin Luther king Jr. vandt Nobels fredspris i 1964, indbød Allen ham til mid-
dag med repræsentanter fra hvide forretningselite i Atlanta. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her