Læsetid: 3 min.

Nøkken af Nervión

Gid de lokale mæcener havde været lidt mere generøse og ikke udelukkende fulgt deres egen smag, som pænt sagt hælder mere i retning af det klaustrofobisk småborgerlige end mod det menneskeligt og kunstnerisk himmelstræbende
1. juli 2003

Indstik
Hallo, København, der var engang hvor man diskuterede om den gamle plimsoller, Søpavillonen, skulle erstattes af en eventyrlig svømmehal tegnet af Jørn Utzon.
Planen blev ikke til noget – hvad jeg kom til at tænke på forleden, hvor jeg havde lejlighed til at besøge Frank Gehrys Guggenheim-museum i den baskiske by Bilbao eller Bilbo, som den hedder på det lokale sprog. Det er et fantatisk hus, indvendig med sine opadstræbende søjler og vildtvoksende gangbroer som en gotisk katedralbyggers drøm om en modernistisk domkirke, udvendig bølgende og lysreflekterende ved en krumning i floden Nervión som var det selveste Nøkken, der havde rejst sit palads dér både for at vise sin magts blændende guldskat og for at lokke folk til med sin fortryllelse.
Og folk bliver både lokket og fortryllede lige fra ankomstrampens romerske Schwung med de hundrede trin op mod bygningen til de kommer indenfor og uvilkårligt lægger nakken tilbage og siger både ’ih’ og ’åh’.

Tilladt ekstase
Sådan var de det gamle kirkebyggere og deres fyrstelige bagmænd ville have det, blikket skulle søge det himmelske, selv burde man helst føle sig både lille og angergiven, men dog med en fornemmelse af at noget hinsides lovede befrielse, og at selve rummet gennem sin skønhed tillod en ekstase, der ikke var forbudt som den man ellers hentede i den syndige, sekulære verden udenfor.
Bilbaos Guggenheim er ikke som vores eget Louisiana en intim drøm om en forbrødring mellem østerlandsk inspireret minimalisme og Humlebæks romantiske lyksaligheder, hvilket ses tydeligt allerede i museets underetage, som rummer monumentale værker af bl.a. Richard Serra og Richard Long.
Her er plads i en grad som var man i en hangar for zeppelinere, men den rådende elegance i væggenes bøjning og rummets krumning gør, at beskueren ikke føler sig fortabt, men snarere løftet op i det, som Frank Lloyd Wright kaldte ’floating space’, en følelse, der forstærkes, mens man bevæger sig opad i udstillingen og løber ind i en eksemplarisk samling af Calders mobiler, der understreger fornemmelsen af noget luftigt, af balance og harmoni, noget uimodståeligt drejende som blomster i svag vind.
Hvis det generøse er et vigtigt element i kunsten, så er arkitekturens gavmildhed i rumfordeling og arealdistributionen afgørende for, om skulpturerne og malerierne og installationerne kommer til deres ret.
Ikke et ondt ord om den nordsjællandske intimitet, Louisiana er med sin lyriske venlighed et enestående museum, og omgivelsene yder både Moore og Calder fuld retfærdighed, men i Bilbao ser man, hvor vigtigt det er at blive løftet ud af den klaustrofobi kunstoplevelsen engang imellem kan påføre én.

Intuitiv indforståethed
Her er plads nok – ikke bare til kunsten, men også til betragteren, fordi det er lykkedes arkitekten at menneskeliggøre sin monumentalitet og skabe sin vision over en læst, der ikke som kirkebyggerens skal føre til ydmyg underkastelse, men til medleven og en nærmest intuitiv indforståethed med kunsten – uden hvilken den kan være ligegyldig.
En aktuel udstilling med amerikansk kunst fra Jasper Johns til Jeff Koons har således optimale muligheder for at vise sig fra den bedste side, og hvis man hader Koons, kan man altid hussvale sig ved at se på Johns eller slå panden mod Ed Ruschas tunge industrier eller afprøve sin egen tvetydighed mod Fischls, hvis nøgne damer viser sig som Gud har skabt dem plus lidt til.
Udenfor det flydende palads står som skildvagt en 10 meter høj missekat lavet af blomster og Jeff Koons. Den er faktisk svær at stå for, særlig nu hvor den blomstrer som en besat, for den siger også på sin egen underfundige måde ligesom byen selv:
’Kom indenfor, her er noget at byde på, her er noget at komme efter!’
Jeg ved udmærket, at The New York Times netop har skrevet i sit rejsetillæg, at København er en messe værd. Men havde det ikke været sjovt, hvis der ud over alt det andet herlige, havde været en Utzon at byde på?
Eller at de lokale mæcener havde været lidt mere generøse og ikke udelukkende fulgt deres egen smag, som pænt sagt hælder mere i retning af det klaustrofobisk småborgerlige end mod det menneskeligt og kunstnerisk himmelstræbende?

*Klaus Rifbjerg skriver hen over sommeren i Information. Dette er det andet indstik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her