Læsetid: 5 min.

’Nyliberalisme er den nye åndløshed’

Dansk Folkepartis Jesper Langballe mener, at den borgerlige kulturkamp i lige så høj grad skal føres mod nyliberalismen som mod venstrefløjen
9. juli 2003

Kulturkamp
Den har ulmet i årevis, denne borgerlige kulturkamp, som pludselig er blevet opdaget og trukket frem i salonerne, hvor den bliver studeret og gennemdiskuteret af eksperter og politikere. Den har luret blandt de tavse, almindelige danskere. Blandt de vrede, de af eliten undertrykte.
Det mener ihvertfald en af kampens mest aktive aktører, sognepræst Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti. Bænket ved skrivebordet på sit kontor i Proviantgården gør han status over kulturkampens mest synlige resultat, nemlig valget i november 2001, der sendte ham og hans fætter – Søren Krarup – ind i Folketinget.
»Valget for to år siden – eller systemskiftet, om man vil – var blot en ydre manifestation af en indre folkelige bevægelse, der var gået forud,« siger han. »En bevægelse, der ikke var blevet sat ord på. Men det er vel også ganske typisk. De første skridt i den slags opgør tages pr. instinkt.«
– Opgør med hvad?
»Først og fremmest med kulturradikalismen. Dette opgør er et opgør med hele den tankegang, som Brandes introducerede med sine forelæsninger i 1871, hvor han fremsatte sine proklamationer imod kristendommen og imod mennesket forstået som en historisk eksistens.«
»Og det er en kamp, der stadig er nødvendig at føre på en række områder. Således er jeg lige blevet forfærdet over at opdage, hvordan den nye forskningsråds-bevillingslovgivning bliver anvendt i praksis. Lovgivningen er indrettet sådan, at ph.d.-stipendiater skal søge deres stipendier gennem en forskerskole, hvor lederen af forskerskolen udvælger, hvem der skal være ph.d.-stipendiater i Danmark.«
»Det vil blandt andet sige, at Georg Brandes-skolen har totalt ensretningsmonopol på al forskning inden for dansk litteratur. Og på deres hjemmeside står der et citat af Georg Brandes: »At nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kunne tilegne os det, og at fjerne vort Eget fra os saaledes, at vi kunne overskue det.«
»Jeg må tilstå, at det kunne ikke være udtrykt bedre af djævlen selv. Både tanken om at man skal have sit eget på afstand, så man kan overskue det – altså så det bliver noget ligegyldigt, som man kan hælde ned i en kasse og studere videnskabeligt – og tanken om at man skal tilegne sig det fremmede.«

Lagt familien for had
– Disse betragtninger lyder som en filosofisk modsætning på et højere teoretisk plan. Men den slags går den almindelige dansker vel ikke og tænker over til daglig. Hvilke brudflader i folks hverdag tvang kulturkampen frem?
»Jeg tror først og fremmest, at den brød frem instinktivt, som en vrede over denne hovne gruppe af eksperter – hele dette over-Danmark – der i årevis har belært under-Danmark om, at de er dumme og ukvalificerede, især når de kommer med påstande om, at Danmark er deres land, og de har mere ret til at bo her end nogle andre.«
»Over-Danmark har bestandigt ødelagt det, som den almindelige befolkning har kært. Både landet og familien. Begge dele er blevet lagt for had og gjort til grin. Og man har overset den enorme vrede, som det har affødt.«
– Du udtrykker dig, som om kulturkampen er en ny form for klassekamp?
»Det er i hvert fald ikke en klassekamp i marxistisk forstand. Men man kan godt sige – og dette skal sættes i meget kraftige gåseøjne – at det er en klassekamp mellem det almindelige, arbejdende Danmark og akademikerklassen.«

De røde akademikersnuder
– Samtidig er det vel også en kamp imod den frembrusende nyliberalisme? Du har tidligere advaret imod den politiske styring af universiteterne, som videnskabsminister Helge Sander efter din mening har introduceret gennem den nye universitetslov. Og derved har du vel bragt Dansk Folkepartis kulturkamp i opposition til det liberale samfunds- og menneskesyn?
»Ja, nyliberalismen er den nye åndløshed, der marcherer frem, efter at 68’er-bølgen er trængt tilbage. Den nye universitetslov fremstår som en liberalistisk hævnakt imod dem, der iværksatte oprøret i 1968. Nu har højrefløjen sejret, og nu skal de røde akademikersnuder få kærligheden at føle.«
»Men derudover synes jeg også, at loven illustrerer den pressede situation, som forskningen herhjemme befinder sig i: På den ene side trues den af universiteternes egen ensretning – altså denne forskerskole-indretning, hvor man forfølger nogle ideologiske mål og kuler alt, hvad der falder uden for, ned i vejgrøften.«
»Og på den anden side presses den af den nyliberalisme, som Helge Sander og dele af Venstre repræsenterer, og som siger, at al forskning skal merkantiliseres og erhvervsrettes.«
»Holdningen på denne fløj er tilsyneladende, at universitetsarbejde bare er bestillingsarbejde – altså det, der i vore dages Christiansborg-sprog hedder ’forskningsstrategiske satsninger,’ og jeg ved snart ikke, hvad der er værst, men jeg har en stigende fornemmelse af, at disse to frihedsfjendtlige tendenser – den merkantile nyliberalisme og de overvintrede, kommissær-agtige 68’ere – vil finde sammen i en undertrykkelse af det frie forskningsmiljø på universiteterne.«

Bondeknold fra Skals
– Og dermed indikerer du også, at der er forskel på jeres kulturkamp og Venstres. Hvor liberalisterne ønsker at frisætte det enkelte menneske i et samfund, der er drevet af markedskræfterne, så ønsker I at fastholde mennesket i dets tradition og kultur?
»Ja, det er en meget præcis beskrivelse af den forskel, der er på os og Venstre. Dansk Folkeparti er vel det eneste parti i øjeblikket, der både er et parti og en bevægelse. Det har alle partier været på et eller andet tidspunkt, også Socialdemokratiet og Venstre, men de bevægelser, som de repræsenterer, er gået i stå.«
– Men hvordan kunne I i Dansk Folkeparti støtte Irak-krigen – en krig der vel netop blev ført for at fremme den menneskerettighedstænkning, som både du og Søren Krarup ofte har betegnet som ’fundamentalistisk lighedsmageri’?
»Efter min mening var Irak-krigen nødvendig for at stoppe en galning, der både var farlig for irakerne og for omverdenen. Kampen mod terroren er vor tids store udfordring, og Irak-krigen var et nødvendigt slag i denne kamp. Så jeg opfattede ikke den militære invasion af Irak som en menneskerettighedskamp. Hvis det var tilfældet, havde jeg spyttet den langt væk.«
»Men lad mig i den forbindelse tilføje, at jeg er meget tryg ved den kurs, som Anders Fogh Rasmussen har lagt – også på det udenrigspolitiske område. Han kan holde en masse taler om menneskerettighederne og EU’s velsignelser. Men samtidig er det, som om han instinktivt gør det rigtige.«
»Jeg har en fornemmelse af, at der er et andet lag i ham. Der er en jordbunden bondeknold fra Skals, der følger et instinkt, som er mere værd end den superliberalisme, han plæderer for i sine taler.«
»Vi har i lang tid været stopfodret med politikere, der siger det rette og gør det forkerte. Det er velgørende at træffe en statsminister, der vender dette mønster på hovedet.«

marn@infomation.dk

*Dette er den tredje artikel i en serie om den kulturkamp, som Anders Fogh Rasmussen har annonceret. De første blev bragt 4. juli. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu