Læsetid: 3 min.

Overlevelse mod all odds

Guldpalme-vinderen ’Pianisten’ er Roman Polanskis bedste film i næsten 30 år
4. juli 2003

Ny film
Styrken i Roman Polanskis Pianisten ligger i det nøgterne tonefald. Vi får en gruopvækkende historie om en ung klassisk pianists rædselsoplevelser under holocaust i Polen, men Polanski dvæler aldrig ved grusomhederne og hæver aldrig stemmen i patos, som Steven Spielberg gjorde det Schindlers
Begge film har deres lige store berettigelse som umistelige påmindelser om etnisk udrensning under Anden Verdenskrig. Men mens
Spielberg skildrer den kollektive jødiske martyrium og giver ’arieren’ Schindler hovedrollen, sætter Polanski den jødiske pianist Wladyslaw Szpilman og hans familie i centrum og baserer både sin film på egne erindringer (ghetto-beboeren Polanskis mor døde i koncentrationslejr) og på Szpilmans egne erindringer, publiceret så tillidsvækkende tidligt som i 1946.

Lever for musik
Det må straks slås fast, at den to en halv time lange film er en opslidende oplevelse – men med et løft mod slutningen, der virker mere ægte og derfor har stærkere virkning end i Schindlers liste. Ved at
fokusere knivskarpt på en enkelt mands skæbne lykkes det ikke blot Polanski at spejle en hel befolkningsgruppes tragedie, men også at give en sjældent hudnær fornemmelse af krigens mareridt. Selvfølgelig må filmen springe meget over, men den gør det aldrig, hvor gærdet er lavest.
Szpilman møder vi først, mens han spiller Chopin i et radiostudie
i Warszawa og forstyrres af bombenedslag i nærheden. Som den sidste forlader han studiet og hermed siges noget afgørende om ham: ikke at han er specielt modig, men at han som kunstneren er så opslugt af sit kald, at han helst holder den forstyrrende virkelighed på afstand.
Heller ikke hans kultiverede familie præges af den store realitetssans. Hvordan får man egentlig fat i de armbind, som tyskerne så latterligt ydmygende pålægger jøder at gå med?
Langsomt, men sikkert strammes grebet om jøderne, der for det meste håber det bedste og tror, at nu kan intet blive værre. Men Szpilmans familie deporteres (til den sikre død, men kan de vide det?), og pianisten selv undslipper kun ved et klodset lille mirakel: »Gå! Lad være med at løbe,« som hans redningsmand siger – en replik, der i øvrigt er taget direkte fra Polanskis ghetto-erindringer om sin egen frelse i en lignende situation.

I livsfarligt skjul
Og nu, over en halv time inde i filmen, kan historien for alvor kan begynde – en sej, tålmodigt detalje-ophobende og koncist registrerende beretning om overlevelse mod af alle odds.
Først sættes Szpilman til at slide og slæbe for de tyske tropper i et arbejdshold. Men så bliver han fjernet af den spirende modstandsbevægelse og installeret i en tom lejlighed midt i et kvarter myldrende med tyskere: netop her vil ingen lede efter ham! Men han skal være musestille og kan ikke spille på lejlighedens klaver. En umenneskelig overvindelse at lade være!
Fra nu af oplever vi de sidste krigsår fra hans synsvinkel: modstandsfolkenes første angreb på tyskerne, det stadig accelererende ragnarok. Han skjuler sig – sølle og sultende – som eneboer i et totalt udbombet kvarter, men findes af en tysk officer. Her er det så endelig, at filmen for alvor kan genoptage tråden: kunstneren i virkeligheden. Og samtidig nuancere synet på De Onde, tyskerne, der ellers alle som én omskaber virkeligheden til et sadistisk shownummer.

Redningsplanken
Pianisten ligner tematisk andre Polanski-film som Chok, Rosemary’s Baby, Macbeth og Chinatown ved at sende sin hovedperson ind i et mørkt, truende land, hvor ondskaben tilsyneladende råder uindskrænket.
Når kunsten bliver frelsende i Pianisten, afspejler det selvfølgelig først og fremmest Szpilmans oplevelser. Men samtidig er det svært at se det som andet end Polanskis stærkt personlige tilkendegivelse: ikke blot for Szpilman, men også for instruktøren blev kunsten den redningsplanke, der førte ud af mørket.
Og selv om Pianisten æstetisk er en traditionel, ja på sin vis konservativ film, rummer den en følelsesmæssig understrøm, der klart gør den til Polanski stærkeste kunstneriske investering siden Chinatown fra 1974. Ikke blot bekræfter den Polanskis mesterskab som fortæller (bemærk hans forbilledlige brug af synsvinkel, totalbillede,
off-lyd og sparsom underlægningsmusik). Den er også et fuldgyldigt testamente fra en instruktør, hvis liv i sjælden grad har været en blanding af himmel og helvede.

*Pianisten. Instruktion: Roman Polanski. Manuskript: Ronald Harwood efter W. Szpilmans erindringer. Engelsk-polsk-fransk-tysk-hollandsk (Grand, Dagmar, Palladium, Kinopalæet Lyngby, Gentofte Bio)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu