Læsetid: 4 min.

Politi i falmede farver

På Nørrebro er den nedlagte Station 6 blevet til et mindemuseum for snyd og bedrag, mord, hor og trafiksyndere. Og for den klassiske lære: Forbrydelse betaler sig ikke
19. juli 2003

Mærkværdige museer
Det blev tydeligt under topmødet sidste år: Det er blevet svært at være subversiv og imod systemet. Ned af Vesterbrogade kom de spankulerende, 400 mennesker imod det hele: EU og flygtningepolitikken, regeringen og dens håndlangere. En kvinde på en lastbil råbte sine lunger ud: ’Fortsæt lige uuud’. Men faktisk var der andre, der havde styr på retningen: De venlige politibetjente, der ganske som en parentes gik forrest og bagest. Ikke for at beskytte samfundet mod uromagerne, men for at beskytte demonstranterne mod trafikken. Og almindelig pli gør, at det virker åndssvagt at råbe politisvin efter den venlige herre, der hjælper dig over gaden.
Jean Paul Sartre udstødte engang et nostalgisk suk: Det var savnet af den Spanske Borgerkrig, hvor fronten og fjenden var identificerbar. Det var blevet mudret siden hen, mente han.
Nostalgikerne kan måske finde trøst ved at finde vej til den nedlagte Station 6 på Nørrebro, hvor Politihistorisk Selskab har indrettet Politihistorisk Museum.

De retskafne på bjerget
Lige ind af døren bliver man belært om historien om lov og orden, om tidligere tiders selvtægt, Jyske Lov, landsdelslove. I Sønderjylland, kan man læse, var retten inspireret af den strenge tyske, og det munder ud i et ordsprog:
»Tak du Gud, at du ikke kom for Riber ret,« sagde konen, da hun så sønnen hænge i Varde galge. Ovenover hænger et tysk træsnit, der afbilleder en række nu aflagte straffeformer: piskning, halshugning, partering, radbrækning, afhugning af lemmer, hængning og brænding. Der er noget med forbrydelse og straf, som er andet end et kært minde, og de flittige, pensionerede politifolk, der har indrettet museet, forsømmer da heller ikke den anden side af historien: fattigdom. Der var trods alt engang, hvor politiet var til for at beskytte de retskafne på bjerget mod de uformuende masser.
Venstrefløjen har fået sin helt egen væg, og politifolkene har ikke glemt logikken: Social uro følger af social ulighed. Derfor fortælles der slet ikke hoverende om Slaget på Fælleden, om politispionen der sladrede og om anholdelsen af Pio i 1872. Og heller ikke episoderne i 1918, da dønningerne fra den russiske revolution skyllede ind over landet for at ende i et slagsmål på Grønttorvet, hoveres der over. Et lille trusselsbrev fra samme år, er der blevet plads til – stilet til INSPEKTØR HR H. MADSEN (bare fordi man truer, er der jo ingen grund til at være uhøflig). Brevet er udformet i akavede versaler og med en bemærkelsesværdig tegnsætning: »Hvis.De.ikke.gaar. snart.vil.De.
blive.skudt.selvom.De.har.100.
Dagdrivere.til.at.passe.på.Dem.’ Underskrevet: ’En ung socialist og anarkist’.«
Det oplyses ikke, om Hr. H. Madsen blev skudt, men budskabet når alligevel igennem: Det var ikke lutter gode intentioner, politiet var oppe imod.

16 ugifte pansere
Men nu er socialister jo ikke den eneste forbrydertype, der findes – heller ikke på Station 6. Et rum er dedikeret til færdselspolitiet, deres motorcykler og deres oplysningskampagner fra dengang, før propaganda blev et skældsord. »Forstår De NU hvorfor Propaganda er nødvendigt«, står der på plakaten under en tegning af en etbenet dreng. Ved siden af en af de lidt mere poetiske: »Fedtet føre, langsomt køre«, står der henover en kækt dansende politibetjent.
Morskab af helt anden gysende karakter finder man ovenpå, på første sal, hvor Kriminalmuseet holder til. På vej op ad trappen møder man en række kunstforfalskninger, konfiskeret af politiet, blandt andet en glimrende reproduktion – fra en spansk malerifabrik – af Picassos Etùde de Tête de Femmet et Main fra 1905. Den var sat til salg på Christies i New York før den endte på Fælledvej 20.
I et af de værelser, der tidligere husede 16 ugifte politibetjente, fortælles historien om utugt og pornografi, om dengang i 1874 hvor det blev gjort lovligt med offentlige fruentimmere. Sådan en gadepige fik dengang 66 øre for at ligge på ryggen – og en eller anden har regnet ud, at det krævede op til 40 ture før daglønnen var i hus. Til gengæld blev de lovformeligt tjekket to gange om ugen af politilægen. Kønssygdommene skulle jo nødigt sprede sig til de retskafne.
Allerbagest i museet finder man et rum, der ikke er for sarte sjæle. En låge gemmer et konserveret foster fra dengang, forsterfordrivelse foregik i skjul og med strikkepinde. Horrible mordhistorier er gemt i lukkede skuffer, så man kun på eget ansvar bliver udsat for gruen. Fra en glasmontre med mordredskaber (en gulvskrubbe fra Gulvskrubbemordet, en kødhakker fra Stengadedrabet) henvises med numre til skufferne. Her kan man blandt andet læse om Dagmar Johanne Amalie Overbye, der nåede at dræbe 25 småbørn eller deromkring, før hun blev snuppet i 1920 ved et tilfælde. 80 år senere er de drabelige sager blevet ufarlige, det er anekdoter på falmede billeder – som en charmerende Al Capone i en Hollywood-produktion. Og panserbassen, ja han virker rar. Og træfsikker. Ingen undslipper lovens lange arm, og da slet ikke på Kriminalmuseet på Nørrebro.

*Politihistorisk Museum, Fælledvej 20 Kbh. N. Ti. og to. 11-16
*Tidligere artikler i serien blev bragt 24., 25. jun., 1., 2., 5., 9., 10., 16. og 17. jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her