Læsetid: 5 min.

Politik er værdidebattens salt

Det tager tid at ændre holdninger. Men ifølge litteraten Kasper Støvring må og skal man have en idedebat. Den store udfordring er at skabe en værdidebat, som fastholder intensiten i politikken
16. juli 2003

Kulturkamp
Det politiske var blevet væk. Socialdemokraterne regerede. De drejede lidt på knapperne og justerede ydelser og prioriteringer. Men de præsenterede ikke en ny politik. De relancerede heller ikke en gammel politik. De pegede på nøgletallene og sagde: Her går det godt. Og så pegede de på sig selv og sagde: Og det er vores fortjeneste. Vi er de bedste til at lede velfærdsstaten.
Kasper Støvring er cand. mag. i litteraturvidenskab, har skrevet kronikker og bidraget til tidsskrifter og debatbøger, senest Forandre for at bevare – tanker om konservatisme (Gyldendal, 2003). Den so-
cialdemokratiske tendens til afpolitisering var ifølge Støvring symptomatisk for en konsensuskultur:
»Vores demokrati er langt mere sårbart over for ligegyldighed og apati end over for intolerance. Vi var ved at havne i en tilstand, hvor vi ikke længere gad diskutere med dem, vi var uenige med. Og så kunne vi blive enige om at være uenige. For alle skal have lov til at have deres meninger. Nej; gu skal de ej. I stedet for at tolerere dårlig tænkning og dårligt håndværk og dårlige manerer må man kæmpe for sine standpunkter.«
Socialdemokraternes ord var brugt op. De havde mistet evnen til at artikulere behov og krav fra danske vælgere. De fortsatte bare. Og antydede at de kørte på Tony Blairs Tredje Vej. Og det var vejen frem:
»Det var totalt lammende for konfrontationen mellem politiske standpunkter med den snak om midten og Den Tredje Vej. Politik kræver, at man vedkender sig tydelige standpunkter, som man er villig til at kæmpe for. Hvis det drukner under afpolitiseret nyttesnak, så får man apati.«
– Men de havde gode økonomiske tal.
»Den socialdemokratisk ledede regering gjorde det jo overordnet set rigtig godt. Men de havde ikke et egentligt projekt. De, der skulle repræsentere deres politik, var ligesom brændt ud. De gav ikke folk en opfattelse af, at deres stemme rent faktisk betød noget.«
»Så det blev langt hen ad vejen Dansk Folkeparti, som har argumenteret for et projekt, som de vil noget med, og som det betyder noget, at man stemmer på. De vil kæmpe for nationalstaten. Der var ikke andre partier, der havde et andet projekt, som de kunne sige: Det vil vi kæmpe for.«
– Og det var den kamp, Poul Nyrup ikke ville respektere?
»Han udråbte 90’erne til moralens årti, og bagefter erklærede han, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerene. Det ser jeg som to gensidigt afhængige udtalelser. Han pegede på nogle, han ikke ville have med at gøre. Men man kan jo ikke se bort fra et helt rum i offentligheden og så tro, man er hævet over det. Det er dræbende.«
– Dræbende for dialogen mellem vælgerne og politikerne?
»Man har fjernet sig mere og mere fra en realistisk besindelse på, hvad der rører sig hos folk i det hele taget. Det skal man sgu respektere. Sådan et begreb som populisme er jo blevet skandaliseret i offentligheden, men man skal passe på med sådan et begreb, for der er jo ikke noget i vejen for at finde ud af, hvilke krav folk har.«
Anders Fogh Rasmussen har som statsminister proklameret værdidebat og kulturkamp. Det politiske er kommet tilbage, og det bifalder Støvring.
»Der har manglet en idedebat på den borgerlige fløj. Vi har manglet borgerlige intellektuelle, som kunne diskutere på et mere principielt og filosofisk niveau end bare den kortsigtede praktisk orienterede politiske måde. Man har savnet et element af lidenskab i politik, og det har den borgerlige regering bragt tilbage. Det er fremragende. Nu betyder det igen noget, hvad der sker i offentligheden.«
Men Foghs kulturkamp er vanskeligt at identificere. Den er i hvert fald ikke liberalistisk. Og den er heller ikke socialdemokratisk. Statsministeren vil ændre befolkningens bevidsthed: »Det tager tid at ændre holdninger. Det er et glimrende lærestykke med det arbejde, Søren Krarup har udført. Han har argumenteret konsekvent og lidenskabeligt for sit projekt i mange år. Han har formuleret nogle ting og samtidig set sig forhånet og latterliggjort i offentligheden. Men han har holdt fast og har nu fået sine tanker igennem, fordi hans sprog er blevet stuerent. Man tager i den konkrete lovgivning og i politiske valg hensyn til Krarups projekt.«
– Hvad er læren i lærestykket?
»Det betyder noget at have en idedebat, men det tager fandme lang tid at få tankerne igennem. Når Fogh blæser til kulturkamp og bliver angrebet af folk, der mener, at det rokker ikke rigtig noget, og han vil jo ikke ændre noget ved den velfærdsstat, så må man sige, at holdninger og værdier skal sive ned før der kan ske noget på lang sigt.«

Medfølelse eller respekt
Statsministeren kræver respekt for autoritet. Den anti-autoritære holdning har hærget. De unge tager stoffer og bliver ude sent, og det er næsten umuligt at opdrage.
»Den liberale og socialdemokratiske kultur røber en mangel på respekt over for den anden og en modvilje mod at dømme og vise autoritet. Jeg tror, at det kan begrundes sådan, at socialdemokratisme viser sig i troen på velfærdsstaten. Socialdemokraters tale om ansvarlighed gælder samfundet, ikke så meget individernes ansvarlighed. Det vækker genklang af kulturradikal tale om ’humanitet’, der bruges til at retfærdiggøre velfærdspolitik og statslig formynderi og redningsaktioner rettet mod ’ofre’. Medfølelse sættes over gensidig respekt, ofrene ydmyges med medlidenhed, hvor respekten burde gå til dem, der ikke bruger deres lidelser til at opnå medfølelse, altså som står til regnskab for deres handlinger. Men omsorgssektoren tager sig helst af minoriteter, som er blevet undertrykt.«
– Men det er vel et problem, der afslører, at kulturradikalismen er institutionaliseret i velfærdsstaten. Det er den store udfordring for statsministerens kulturkamp?
»Udfordringen bliver at civilisere kulturen på en måde, så den ikke bliver vild og formløs. Men så opstår en anden potentiel konflikt, som angår kedsomheden, den største trussel mod demokratiet, som Ulrich Horst Petersen engang har sagt. Med velfærden afskæres vi nemlig fra at opleve livet som et drama; velfærden formår ikke at tilfredsstille længslen efter skæbne, for nu sige det patetisk. Velfærdsstaten over-civiliserer kulturen og opløser de konkrete kulturelle tilhørsforhold i et på én gang logisk forudsigeligt og svært gennemskueligt, abstrakt og anonymt bureaukrati. Her bliver udfordringen at give intensiteten tilbage til det offentlige politiske rum på en ikke-voldelig måde. I et demokrati skal værdikampen følge reglerne for civiliseret samliv, naturligvis. Men from opbyggelighed og naiv tolerance har vist sig ikke at være tilstrækkelige til at regulere denne kamp,« siger Kasper Støvring.

*Dette er den sjette artikel i en serie om den kulturkamp, som Anders Fogh Rasmussen har annonceret.
De forrige artikler kan læses på:
tema.information.dk/kulturkamp. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu