Læsetid: 3 min.

Fra popprins til showkonge

Vejen fra teenageidol til voksen stjerne har ikke været let for Robbie Williams
28. juli 2003

Portræt
Han var drengegruppen Take Thats Benjamin. Gruppen, som blev 90’ernes største drengegruppe og ’stamfædre’ til den senere malstrøm af konceptgrupper, som pladeindustrien har designet på stribe de seneste 10 år. Når Take That poserede på plakater eller storsmilende dansede synkront, var det Robbie, der – trods Take Thats pletfri image – udstrålede uregerlighed, uforudsigeligehed og fandenivoldskhed. Han var en opvakt teenager, der tog for sig af alle de retter, berømmelsen serverede for ham. Han lærte hurtigt at sætte pris på glæden ved indtagelse af enormer mængder sprut, uforpligtende sex og diverse former for stoffer.
Udover de klassiske drengebandudtalelser om at mor er den bedste i verden, og at de ikke ville være nogen steder uden deres hengivne fans, var det Robbie, der gav sig selv følgende skudsmål:
»Jeg vil beskrive mig selv som forstyrret, paranoid og skizofren. Det er nok mine mest positive sider.«

Fatal festival
De glade drengeår med Take That sluttede brat i sommeren ’95, da Williams lastet med 15 flasker champagne forlod festen efter en pris-overrækkelse og drog til Glastonbury-festivalen. Galant tilbød han Gallagher-brødrene fra Oasis at få andel i flaskerne mod, at de til gengæld spillede fodbold med ham og tog ham med på scenen, når de skulle optræde.
Døddrukken og konstant pulsende på en joint væltede Robbie rundt på festivalen, mens han højtideligt erklæ-rede, at han aldrig nogensinde havde haft det bedre og sjovere i hele sit 21-årige liv. Da det blev mandag morgen, var det ikke blot Glastonbury-festivalen, der var forbi. Det var Robbies karriere i
Take That også. Efter Robbie Williams blev fyret fra Take That, faldt gruppen hurtigt fra hinanden. Med få ugers mellemrum tegnede gruppens medlemmer hver sin solokontrakt. Robbie var der imidlertid ingen, som for alvor troede på.
Fra at have været en del af en renskuret drengegruppe gled Robbie ind i rollen som afdanket teenageidol, for hvem massiv indtagelse af sprut og stoffer var den eneste måde at holde sig selv ud på. Han lagde sag an mod sit gamle pladeselskab og fyrede tre managere på stribe. Og da han optrådte i en 7-Up reklame iført bikini og langhåret paryk, var der i musikbranchen enighed om, at Robbie Williams var færdig som popsanger! Den eneste fornuftige handling, Robbie foretog sig i 1996, var at danne makkerskab med Guy Chambers. Efter en fortid i gruppen World Party var Chambers på udkig efter en passende solist, som han kunne agere sangskriver og arrangør for. I Robbie Williams fandt han den perfekte partner. Robbie hævder selv, at Chambers er det eneste menneske, der for alvor ved, hvordan han skal tackles.
Da debutalbummet Life Thru A Lens blev indspillet, var Robbie konstant sejlende beruset. Chambers og musikerne måtte hente ham på diverse pubber, slæbe ham i studiet og få ham stablet op foran mikrofonen. Pladeselskabet var ikke imponeret over Robbies musikalske præstationer og gjorde derfor intet for at markedsføre debutalbummet. I første omgang solgte det kun 40.000 eksemplarer.

Frelsende engel
Så skete der noget uforudsigeligt. Sangen ’Angels’ blev et enormt radiohit og udråbt som »den bedste Elton John-sang, Elton John ikke selv har skrevet«. Salget af debutalbummet eksploderede. Og Robbie Williams var klog nok til ikke at lade chancen for at markere sig som selvstændig stjerne passere forbi. Han indskrev sig på en afvænningsklinik og gik på effektiv slankekur. I dag kalder Robbie ikke sig selv for clean – han har blot fået sit misbrug under bedre kontrol.
Den nøjagtige dato for øjeblikket, hvor Robbie Williams gik fra at være afdanket popprins til ukronet show-konge, var ironisk nok Glastonbury i 1998. Festivalen havde været plaget af intense regnbyer, og pladsen var omdannet til et enormt mudderbad. Mens de andre rock-stjerner blev mugne, indadvendte og ukampdygtige under regnens hærgen, gav Robbie publikum show, underholdning og syng-med-sange for alle pengene. Han gik på med ’Let Me Entertain You’ og fik alt fra technofreaks til langhårede hippier til at samles foran Pyramide Scenen. Da han sluttede af med ’Angels’ sang 50.000 med. Så mange havde der aldrig været foran Pyramide Scenen.
»I mit eget hoved har jeg altid været berømt. Jeg har altid kunnet lide at optræde, og jeg er ret god til det. Jeg har det særlige, der skal til for at tiltrække folks opmærksomhed,« har Robbie selv sagt. Og det har han fuldstændig ret i!

*Robbie Williams
29 år og tidligere medlem af drengegruppen Take That. I dag regnes han for at være blandt verdens største entertainere 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu