Læsetid: 6 min.

En pose med doping til Lance

Med sin sejr på Tour de France’ flotteste etape rejste Lance Armstrong sig fra truende fald og kørte igen ind i favoritværdighed
22. juli 2003

Tour de France
Lance Armstrong er dopet. Bimlende høj og væk fra virkeligheden omkring sig kørte han mod mål oppe i Luz Ardiden til sin første etapesejr i denne Tour og tilbage i den favortiværdighed, han syntes at have mistet til både Jan Ullrich og Aleksander Vinokourov, der før etapen åndede ham i nakken blot 15 og 18 sekunder bagude.
Og han sørgede selv undervejs for at skaffe sig det stof, han kan vinde på, og som han har vundet cykelløb på hele sit liv, siden han var en stor dreng. Han fandt det i en gul pose, som en dreng havde rakt ud over vejen, da han alt for tæt på vejkanten og tilskuerne fik viklet sit højre bremsegreb ind i posen og styrtede med Iban Mayo med sig i faldet, mens Jan Ullrich lige nøjagtigt nåede at drible sin cykel uden om de faldne.
Armstrongs Tour de France kunne være endt der. Hvis ikke han var kommet på cyklen igen uskadt, og hvis ikke hans nærmeste konkurrenter på vennen Tyler Hamiltons opfordring havde ventet på, at han kom i sadlen igen. Og hvis ikke han havde fået sit stof.

Rus af adrenalin
Armstrong havde netop trådt an til angreb, da det dramatiske uheld skete, men styrtet og de andres smukke gestus nulstillede situationen, men ikke længe. Da Armstrong havde forvundet chokket, og det skete hurtigt, angreb han igen og denne gang uindhenteligt i en rus af adrenalin pumpende rundt i kroppen.
Spørgsmålet er ikke til at besvare: Hvis Armstrong ikke var væltet og havde gennemført sit første angreb, ville han så have taget endnu mere tid fra den forfølgende Ullrich? Logikken siger ja. Eller betød uheldet, at Armstrong blev så hamrende forbandet og stiktosset ærgerlig, at han i sit andet og definitive angreb kørte så hurtigt, at han mere end genvandt, hvad styrtet havde kostet? Et kendskab til denne mands karakter siger ja og ophæver logikken.
Bortset fra mandens unikke evner som cykelrytter, demonstreret længe før hans kræft og følgende fire Tour-sejre, og bortset fra hans næsten lige så unikke træningsforberedelser til dette ene løb om året, så har han en evne som få eller ingen anden af sine konkurrenter til at gøre modgang til sit brændstof.
I sin selvbiografi fortæller han om vreden, der fik ham til at jokke pedalerne ned som stempler. En dengang socialt betinget vrede. Den socialt udstødtes vrede. Det kan man sige om mange cykelryttere, sportsfolk i det hele taget i visse idrætsgrene, at de har trampet eller slået sig ud af utilfredsstillende livsomstændigheder. Især i gamle dage, selvfølgelig, ud af kummerlige kår. Men pointen for Armstrong er, at han er så bevidst om vreden som motor, at han kan kanalisere overvindelsen af modstand derhen, han vil, og hvis ikke modstanden er der, kan han skabe den selv. Og det gør han, fordi han ved, at uden modstand kan han ikke mobilisere den vrede, der skal til for at overvinde den. Sat på spidsen, så var hans sygdom en gave til hans særlige evner, og skønt han var ydmyg og taknemmelig for livet, da hans sygdom var kæmpet igennem – sådan fremstiller han det selv – så måtte han derefter stille sig ny modstand og mobilisere ny vrede, for på ydmyghed og taknemmelighed vinder man ingen cykelløb.

Modstand som brændstof
Jeg har sagt og skrevet dette mange gange før, men gentager det, fordi dette træk ved hans karakter aldrig har været så tydeligt som i dette Tour de France og allertydeligst i går.
Modstanden har været spekulationerne i, at hans forliste eller kriseramte ægteskab skulle have gjort ham til en ringere rytter end de foregående år, og den har været de par dages krise, han vitterligt har været i. Konkurrenterne fandt allerede i Alperne, især op til Alpe d’Huez, ud af, at de ikke behøvede at nære frygt for at angribe ham, og samtidig med at konkurrenterne i år er flere og stærkere end tidligere, så har de i deres angreb vist en mangel på respekt og frygt for at angribe, som er uvant for Armstrong. Han har udadtil aldrig mistet fatning eller udtryk for, at han havde kontrol med situationen, men han har lavet så let aflæselige og for ham sjældne fejl i taktiske dispositioner og i sin egen pleje af sig selv – glemme at spise og drikke – at det kun kan tolkes som nervøsitet. Forstærket af, at nøglepersoner på hans hold – Roberto Heras især – har svigtet.
Selve krisesituationen og alle mediers konstatering af, at han nok var svækket, færdig udbrændt, for gammel eller i hvert fald på vej til at tabe, har været den modstand, han behøvede for at kunne mobilsere den vrede, der kan træde pedaler rundt.

Ullrich angreb tidligt
Etapen gik over det frygtede Tourmalet til Luz Ardiden, og en stillingskrig mellem favoritterne inden den sidste opstigning kunne frygtes. At angribe tidligt er også at gøre sig sårbar tidligt, og i moderne cykelløb er det næsten blevet reglen, at favoritterne først rører på sig på sidste bjerg. Men ikke i går, hvor der blev kørt som i gamle dage, da Jan Ullrich angreb tidligt på Tourmalet, efter at CSC’s Carlos Sastre med et angreb totalt bortsprængte den del af feltet, der havde kunnet følge favoritterne.
Ullrich syntes i stand til køre fra Armstrong og afgøre løbet til sin fordel allerede her, men denne kørte op til tyskeren igen, og ingen kunne af situationen læse, om Armstrong bluffede med at lade Ullrich køre så langt væk og havde kontrol over den, eller om han virkelig var ude af stand til at svare igen omgående. Men et øjeblik, hvor et i forvejen tæt Tour de France vibrerede af spænding og uvished. Hvor Vinokourov ramte den dag, hvor kun viljen fungerede, og som mange havde spået og han selv frygtet. Den dag, hvor Tyler Hamilton genfandt moral og ben og sad med de forreste over alle bjerge indtil det allersidste.
Men også den dag, hvor Lance Armstrong havde meldt sine kort fra start ved at lade sit hold kontrollere, at ingen stak af, som man ikke med sikkerhed kunne fange igen. Udmeldingen var, at han både ville vinde den prestigefulde etape og lægge luft til forfølgerne i klassementet inden den sidste bjergetape på onsdag efter hviledagen og den – fortsat afgørende – enkeltstart på lørdag.
At Armstrong så skulle hente adrenalin i en gul pose langs vejen kunne han selvfølgelig ikke vide, men han forstod at udnytte det.

FAKTA
Lance vandt
*Resultatet af 15. etape af cykelløbet Tour de France, 159 km fra Bagnères-de-Bigorre til Luz-Ardiden, Frankrig:
1. Lance Armstrong, USA (US Postal), 4.29,26 timer.
2. Iban Mayo, Spanien (Euskaltel), 40 sekunder efter.
3. Jan Ullrich, Tyskland (Bianchi), samme tid.
4. Haimar Zubeldia, Spanien (Euskaltel), s.t.
5. Christophe Moreau, Frankrig (Credit Agricole), s.t.
6. Ivan Basso, Italien (Fassa Bortolo), 47.
7. Tyler Hamilton, USA (CSC), 1,10 minutter efter.
8. Alexandre Vinokourov, Kasakhstan (Telekom), 2,07.
9. Jose Luis Rubiera, Spanien (Euskaltel), 2,45.
10. Sylvain Chavanel, Frankrig (Brioches), 2,47.
11. Carlos Sastre, Spanien (CSC), 3,12.

*Samlet stilling:
1. Lance Armstrong, 65.36,23 timer.
2. Jan Ullrich, 1,07 min. efter.
3. Alexandre Vinokourov, 2,45.
4. Haimar Zubeldia, 5,16.
5. Iban Mayo, 5,25.
6. Ivan Basso, 8,08.
7. Tyler Hamilton, 9,02.
8. Christophe Moreau, 11,09.
9. Francisco Mancebo, Spanien (Ibanesto), 16,05.
10. Carlos Sastre, 16,12.
11. Denis Menchov, 17,09.
12. Georg Totschnig, 18,52.
13. Manuel Beltran, 19,34.
14. Richard Virenque, Frankrig (Quick Step), 22,00.
15. Roberto Laiseka, 24,19.
18. Peter Lüttenberger, 26,52.
45. Nicki Sørensen, 1.37,54 timer efter.
46. Michael Blaudzun, 1.39,25.
78. Andrea Peron, 2.14,53.
103. Jakob Piil, 2.47,26.
107. Bekim Christensen, 2.54,04.
120. Nicolas Jalabert, 3.07,48.

*Holdkonkurrencen:
1. CSC, 194.34,02 timer.
2. Euskaltel, 6,58 min. efter.
3. US Postal, 14,08.
4. Ibanesto, 16,43.
5. Bianchi, 59,13.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her