Læsetid: 3 min.

Rock i Røverstuen

Til havnefest i Rørvig, hvor 14-årige piger snakker nakke-ost, rollator-prisen uddeles, og Polle fra Snave dyrkes hæmningsløst i bedre kredse
16. juli 2003

I sommerlandet
Lamses mor var med til at arrangere havnefesten i Rørvig i år, hvor seks piger i 14-årsalderen havde koreograferet en dans. De havde øvet Michael Jackson-trin hjemme i sommerhuset hos Nanas forældre i mindst et par uger og var ikke fri for sommerfugle i maven. Rørvig er det sommerhus-område i Nordsjælland, som landmafiosoen Thor Pedersen er begyndt at opkøbe, gård for gård. Så han viste sig selvfølgelig ikke ved havnefesten, hvor nogle forældre havde bagt en del lagkager til kaffebordet.
En flok optimistjoller, som skulle sejle om kap, forvandledes til pessimistjoller, da en kraftig storm pludselig jog gennem havnen og truede med at blæse det store traktørtelt bort. Men dansen blev gennemført med præcision, klædelige, undselige smil hos pigerne og krav om da capo fra publikum.
»Men i aften,« siger Nanas far, »skal vi høre Nils Henriksen spille på kroen.«

Dogville-færgen
Rørvig er et naturskønt område, som mange vælger at komme til med den lille færge fra Hundested, som Rørvig’erne nu er begyndt at kalde Dogville. Det har siden jazztiden været kendt blandt musikere som et godt spillested om sommeren. Endnu huskes, hvordan nogle rockere kom kørende på motorcykler lige ind på dansegulvet i det lokale diskotek. En rap-kæftet, men charmerende pædagog fik dem snakket ud igen. Hun var vant til børn. »Den Runde« lukkede for nogle år siden, og i dag er Røverstuen på kroen stedet.
»Hvorfor åbner du ikke en ostebutik i Nakke?«
Sådan sagde en af de 14-årige piger til ostemanden dagen efter på kræmmermarkedet. Han forstod ikke finten (heldigvis) og svarede venligt igen. Disse teenagere er ikke så uskyldige, som de lader til. En af dem havde også råbte efter en enlig nudist på stranden, at han skulle se at få »røvskægget« væk. Pigerne genkalder sig egne bemærkninger med rislende fryd. At de turde!

Enjoy på buksen
Om aftenen – efter hakke-drengene og hindbærrene – er vi ved at blive blæst ud af Røverstuen, da vi ankommer ved halvti-tiden. Så mange decibel i så relativt lille et lokale! Gider vi? Man kan jo ikke høre, hvad hinanden siger, og der er ikke et øje, bortset fra en yngre kvinde, der utrætteligt danser en let barfodsdans mellem pogo og riverdance, umidelbart foran musikken på det diminutive danseguld. ’Enjoy’ står der indbydende på buksebagen. Vi bliver, og flere kommer til, til der til sidst er dampende, svedende, rygende fuldt hus.
»Vi vil senere i aften uddele Rollator-prisen,« kundgør sangeren og guitaristen, Martin Clante. Den vil blive uddelt til den, der udviser den mest mærkelige opførsel. Clante tager kegler med bl.a. noget Lennon og Police. Men den noget ældre guitarist, Niels Henriksen, er ved at stjæle billedet med håndfast, rendyrket rock.
Nanas fars kammerat, der selv synger veteranrock, når han ikke er advokat, siger: »Nils Henriksen er en mester, der kan bære et orkester frem. Det er fantastisk, at man i Danmark har en guitarist som ham, og at ingen uden for musikmiljøet kender ham.« Så er han ude på dansegulvet (igen), men forinden har han inviteret på Polle fra Snave-film i sit sommerhus den følgende dag.
Både yngre og ældre kommer i Røverstuen. Midaldrende håndværkere, strandløver med grå tindinger, ferierende akademikere og erhvervsfolk, enlige skolelærerinder, unge kvinder, fiskere, fadøl og joints. Og en herre, der ligner en laset, men farverig udgave af den falske mar-quis. De 14-årige er lige inde og vende i lastens hule. Dagen derpå brokker de sig over, at deres mødre er »pyl-rede«, fordi de hele tiden ringer for at tjekke dem på mobilen. Efter Polle-filmen, som viser sig at være en ret ulækker slamsugerfilm og netop derfor dyrkes for dekadencen, skal vi i vandet, for nu er vejret godt, og vi vandrer ad smalle stier gennem skoven med hunde i snor. Det skal gå galt, når Sally er i løbetid, og Balder er liderlig, og der så kommer en labrador og en schnauzer til. Så er Dogville flyttet fra Hundested til Rørvig for et øjeblik, og der bjæffes og logres, før parterne skilles ad, hver til sit. Så er det sommer i Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her