Læsetid 4 min.

Så surt som i gamle dage

Med et gennemført angreb alene over to bjerge og næsten 90 kilometers solokørsel til mål førte Tyler Hamilton cykelsporten tilbage til næsten glemte historiske tider
24. juli 2003

Tour de France
Bjarne Riis kunne på Jørgen Leths spørgsmål ikke lige huske, hvem Hugo Koblet var, og hvad der var hans store bedrift. Og Jørgen Leth selv kunne ikke komme i tanke om andre bedrifter at sammenligne Hamiltons med end den schweiziske charmetrolds – cyklingens James Dean, som han blev kaldt – soloridt i hans Tour-sejr i 1951.
Men Bjarne Riis kunne huske sin egen bedrift i Baskerlandet i 1996, da han dagen efter sin opvisning på Hautacam var indpiskeren i en lille gruppe med Virenque, Dufaux, Ugrumov, Luttenberger og sin egen unge holdkammerat Jan Ullrich, der kørte Indurain, Rominger, Olano og andre favoritter otte minutter bagud og definitivt klædte ham i gult. Oven i købet på en etape, der sluttede i Indurains hjemby Pamplona. Dengang, som i går, gik ruten over Col de Soudet, og dengang, som i går, sluttede etapen med et meget, meget langt stykke vej nedad eller fladt fra passagen af sidste bjerg til mål.
Riis har selvfølgelig ikke fortalt Hamilton cykelhistorie eller om egne bedrifter, men blot gjort sin kaptajn og protégé opmærksom på, at det var terræn, han med sine særlige karakteristika kunne forsøge et stort nummer på.

Bygget til etapen
Hamilton er med sin spinkle statur og lille kropsvægt bygget som en bjergrytter, men rummer temporytterens motor. Ideelt på en atypisk etape som denne med to høje og stejle bjerge midtvejs at klatre på og en lang afsluttende tempokørsel. Alligevel et vanvittigt projekt, da Hamilton kørte alene væk fra favoritgruppen med Armstrong og Ullrich og op til en udbrydergruppe med holdkammeraten Nicki Sørensen.
At Sørensen kunne lade sig falde tilbage og give Tyler værdifuld hjælp videre opad var en af den slags smukke manøvrer, man på taktikmøder og i sportsdirektørbilen kan udtænke, men som så sjældent fungerer ude på vejen. Her gjorde det. Den velkørende Nicki Sørensen ofrede sin egen chance – og den var stor – ved at køre Hamiltons på et vigtigt tidspunkt, for gruppen talte ikke ryttere, der kunne true hverken gul trøje eller sekundære klassementsplaceringer, og den ville sandsynligvis have fået lov til at køre, hvis ikke Tyler var kommet op til den.
Nu var han pludselig en trussel mod hjemmebanebaskerne Zubeldias og Mayos fjerde og femteplads, og de kørte, hvad de kunne for at hente ham, og det samme gjorde den også truede Ivan Bassos to eneste tilbageværende folk. Men over de to bjerge ingen andre.

Våbenhvile
Mellem Armstrong og Ullrich var der erklæret våbenhvile – til Tylers store fordel – og de, der var truet af, at CSC-rytteren overrumplende tog initiativet fra dem, måtte selv erobre det tilbage. Dels fordi Armstrong ingen fordel kunne have af at jagte landsmanden og vennen, så længe han selv kunne kontrollere Ullrich og Vinokourov, dels fordi – nå, ja venner er de jo.
Tyler Hamiltons dilemma var: Sørge for at holde sammen på udbrydergruppen, så han kunne have allierede på det lange flade stræk mod mål. Eller udnytte at han af udbryderne var klart den stærkeste på stigningerne og køre fra dem – med to timers ensomhed foran sig og et jagtende felt bag sig.

Valgte vovestykket
Han valgte vovestykket. Det, som så sjældent ses, når de øverste pladser i klassementet er på spil, og når der bagude er stærke kræfter, der arbejder for en etapesejr på en af løbets mest prestigefyldte etaper.
Det brækkede kraveben har så længe skygget for en teknisk detalje. Tyler Hamiltons forberedelser er planlagt således, at han skulle ramme sin topform i Tour’ens sidste uge, hvor mange traditionelt kommer i vanskeligheder. Nu har hans Tour, på grund af styrtet på første etape, fået et andet forløb, men formen – som selvfølgelig ikke kan planlægges til dag og time – ramte han virkelig i går.
Når der i fremtidens Tour de France skal sammenlignes og fortælles om bedrifter fra gamle heroiske dage, behøver man ikke gå tilbage til Koblet eller Coppi.
Man kan fortælle, om dengang Tyler Hamilton gennemførte det umulige på 16. etape fra Pau til Bayonne i 2003.

FAKTA
Tyler vandt
*Resultatet af 16. etape af cykelløbet Tour de France, 197,5 km fra Pau til Bayonne, Frankrig:
1. Tyler Hamilton, USA (CSC), 4.59,41 timer.
2. Erik Zabel, Tyskland (Telekom), 1,55 minutter efter.
3. Juriy Krivtsov, Ukraine (Jean Delatour), samme tid.
4. Luca Paolini, Italien (Quick Step), s.t.
5. Gerrit Glomser, Østrig (Saeco), s.t.
6. Bram De Groot, Holland (Rabobank), s.t.
7. Marcus Zberg, Schweiz (Gerolsteiner), s.t.
8. Sandy Casar, Frankrig (FDJeux), s.t.
9. Fabrizio Guidi, Italien (Bianchi), s.t.
10. Stuart O'Grady, Australien (Credit Agricole), s.t.
20. Michael Blaudzun, Danmark (CSC), s.t.
35. Carlos Sastre, Spanien (CSC), s.t.
43. Peter Lüttenberger, Østrig (CSC), s.t.
56. Nicki Sørensen, Danmark (CSC), s.t.
125. Jakob Piil, Danmark (CSC), 32,20.
139. Bekim Christensen, Danmark (CSC), s.t.

*Samlet stilling:
1. Lance Armstrong, USA (US Postal), 70.37,59 timer.
2. Jan Ullrich, Tyskland (Bianchi), 1,07 min. efter.
3. Alexandre Vinokourov, Kasakhstan (Telekom), 2,45.
4. Haimar Zubeldia, Spanien (Euskaltel), 5,16.
5. Iban Mayo, Spanien (Euskaltel), 5,25.
6. Tyler Hamilton, 6,35.
7. Ivan Basso, Italien (Fassa Bortolo), 8,08.
8. Christophe Moreau, Frankrig (Credit Agricole), 11,12.
9. Francisco Mancebo, Spanien (Ibanesto), 16,05.
10. Carlos Sastre, 16,12.
11. Denis Menchov, Rusland (Ibanesto), 17,09.
12. Georg Totschnig, Østrig (Gerolsteiner), 18,52.
13. Manuel Beltran, Spanien (US Postal), 19,34.
14. Richard Virenque, Frankrig (Quick Step), 22,00.
15. Roberto Laiseka, Spanien (Euskaltel), 24,34.

*Holdkonkurrencen:
1. CSC, 209.36,55 timer.
2. Euskaltel, 9,08 min. efter.
3. US Postal, 16,03.
4. Ibanesto, 18,53.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu