Læsetid: 5 min.

Sagt i al stilfærdighed

Det blev en uge med ideologisk spektakel og endnu en rædselsberetning om statsligt formynderi – og to stilfærdige øjeblikke
26. juli 2003

Ritsjj
Forleden rejste Bille August sig op og gik sin vej. Midt i et interview i DR2’s Deadline, og mens studievært Barbara Gram og seerne vantro stirrede på ham.
Det gav ordet medieskandale en helt ny betydning. For man har lov til meget, at råbe og skrige og opføre sig grænseløst åndssvagt, men her går grænsen. Man må være så god at blive.
Ifølge August selv skyldtes hans udvandring, at et forudgående indslag om krigen i Irak havde virket så overvældende på ham, at hans egen udstilling om sølvsmeden Georg Jensen, der var anledningen til samtalen med Barbara Gram, pludselig forekom ham uvæsentlig. Som klejnkunst i forhold til en virkelig tragedie. Det er sympatisk sagt, det er måske oven i købet rigtigt.

Forfulgt
De samme anfægtelser døjer forfatteren Michael Larsen ikke med.
I Berlingske Tidende tirsdag fortalte han over det meste af en avisside og i sammenbidt stil, hvordan hans forfatterskab i årevis er forsøgt saboteret af en navngiven medarbejder ved Dansk Litteraturcenter. Forfatterens fyldige redegørelse for sin afdækning af sagen efterlader det indtryk, at der de seneste måneder ikke er blevet lagt så meget som et semikolon til hans forfatterskab og ikke under 10 år til hans alder. Da der endelig en dag og frem af den nævnte medarbejders »dunkle fortid« dukkede ting og sager op, »der lagt sammen med den aktuelle sag tegnede et næsten uhyggeligt billede«. Og da Michael Larsen endelig havde »blotlagt et årelangt og dybt ubehageligt mønster med en rædselsfuld indbygget logik.« Da indsendte han sin »fem sider lange klage plus stakke af bilag«.
Og hvilken uhygge er der så tale om? Hvilke ubehageligheder, hvilke rædsler?
Michael Larsen blev snydt for en invitation til en litteraturfestival. Helt præcist: Han modtog den for sent.

Støtte
Hvorfor så dette postyr?
Fordi Michael Larsen i en række kronikker i Berlingske Tidende har kritiseret Statens Kunstfond for nepotisme og heri mener at have fundet Dansk Litteraturcenters egentlige motiv til at sabotere hans forfatterskab. Det synspunkt fandt dagen efter støtte. Da udtalte nemlig forfatteren Rolf Bagger til to af avisens medarbejdere, at man godt »kan forestille sig, at enkeltpersoner føler så megen animositet imod ham«, altså imod Michael Larsen, »at de mere eller mindre bevidst ’glemmer’ ham.«
Så har Rolf Bagger ikke lovet for meget, men givet både det ubevidste og forestillingsevnen og relativeringen og enkeltcitationstegnene, hvad de skal have.
Rolf Bagger er i øvrigt den ene af to forfattere, der sammen med Michael Larsen i sin tid førte an i kritikken af Kunstfonden. Den anden var Leif Davidsen. Ham kan avisens to medarbejdere så ringe til i morgen.

’Vilje til sejr’
Der er ingen grund til at holde sig tilbage, for »Kulturkampen virker«. Det fastslog i hvert fald cand.mag. i litteraturvidenskab, Kasper Støvring, i Berlingske Tidende i mandags.
Støvring konstaterer med en fanfare af begejstring, at de borgerlige intellektuelle efter en række sølle år, hvor de borgerlige skribenter var »for slappe« og den borgerlige presse ikke kendte »sin besøgelsestid«, nu »viser vilje til sejr«.
Det begyndte i miljøet omkring Tidehverv og præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe, der roses for mod og konsekvens. Siden er det gået slag i slag.
Støvring fortsætter: »De højreorienterede partier har ikke kun haft fremgang i Danmark, men i hele den vestlige verden. I deres politiske fortælling indgår nemlig et overbevisende bud på, hvor verden og samfundet er på vej hen, og hvor verden bør bevæge sig hen. Som stort set de eneste i det politiske landskab signalerer de højreorienterede, at borgerne skal være med til at forandre verden. Den neoliberalistiske globalisering kan reguleres, og de elitære og formynderiske velfærdsforvaltere kan påvirkes.«
Det er dristigt skrevet. Og er det ikke alt sammen lige overbevisende, så har vi som nævnt mandens ord for, at det virker.

Slagfærdig dagsorden
En anden mand med et frisk bud på verdens gang hedder Søren Espersen og er Dansk Folkepartis medlem af DR’s bestyrelse.
Han har krævet den elitære og formynderiske forvalter af DR’s interesser i Mellemøsten, Ole Sippel, taget ud af området. Ole Sippel er ifølge Espersen og et andet bestyrelsesmedlem, Venstre-politikeren og tidligere chefredaktør Karsten Madsen, for arabisk og for lidt israelsk. For meget gammeldags venstreintellektuel, for lidt højreorienteret.
Også den sag kaster Kasper Støvrings kronik et dristigt lys over. De højreorienterede »vil noget med magten«, skriver han, det er lykkedes dem »at ændre dagsordenen fuldstændigt, bl.a. fordi de appellerer til folket og mobilisere følelserne i vælgerskaren.« Hvordan? Ved at formulere »en række særdeles selvbevidste og selvtillidsfulde fortællinger, der lanceres under enkle, slagfærdige teser.«
I tilfældet Espersens og Madsens slagfærdige dagsorden og selvtillidsfulde selvbevidsthed bliver det imidlertid selv en konservativ kulturminister for meget: I et svar til Folketinget tirsdag afviste Brian Mikkelsen at foretage sig yderligere i sagen.
Det kan man kalde et anslag mod kulturkampen. Man kan også kalde det sabotage. Eller med et andet udtryk fra Michael Larsens kronik: En fatwa.

Kulturfjendsk regering
Og det blev kun værre. Ugens hovedhistorie fra kulturlivet, når vi ser bort fra Bille Augusts udvandring fra et studie i tv-byen, må ubetinget være den om Venstre-politikerne, der kaldte regeringen kulturfjendsk og beskyldte skattestop og skrabede finanslove for at forarme det danske kulturliv.
Stikordet var igen ’kulturkamp’, det var Københavns kulturborgmester, Venstres Martin Geertsen, der brugte det:
»Der er ikke nogen grund til at lægge sig ud med hele parnasset igen. Men det har lidt været sådan, at kulturkampen har handlet om at skære lortet væk. Vi har opfattet kulturlivet som en lidt småsekterisk, venstreorienteret udløber af ’68, som er puttet ind under hatten af råd og nævn, der skal nedlægges. Det er en fejl – sagt i al stilfærdighed.«
Det var der ellers ikke meget, der blev i denne uge, sagt i al stilfærdighed. Det behøver ikke at betyde, at Martin Geertsen har uret. Det behøver heller ikke at betyde, at han ikke er Venstre eller borgerlig nok. Men måske kan man også på rådhuset – og i det parti og på den fløj – blive træt af det ideologiske spektakel og rædselsberetningerne om elitære og formynderiske forvaltere.
Af kulturdebattens trakasserier, der bliver slået op som verdenskrige.

*Thomas Thurahs svingtur gennem kulturlandskabet vil fremover kunne læses på kultursiderne i weekenden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her