Læsetid: 4 min.

Sex

Jeg ønsker mig ikke victorianismen tilbage, men jeg kunne godt tænke mig, at man af og til lod antydningen komme til sin ret
9. juli 2003

Indstik
I sine glimrende og meget læseværdige memoirer er der et par anekdoter, Palle Kjærulff-Schmidt udelader. Sikkert fordi han er sådan et sødt, venligt og
diskret menneske. Imidlertid løb han en klar risiko ved at fortælle mig dem, jeg er nemlig slet ikke som han sød, venlig og diskret. Så her er én af dem: Da den unge og temmelig uskyldige Palle engang i 50’erne gik som føl på ASA-studierne, der ejedes af Lau Lauritzen jr., blev han en dag kaldt op til chefen. Lau, der var en voksen mand med mange film bag sig, var modsat P.K.-S. ikke særlig uskyldig, så da de havde snakket lidt, sagde han: »Jeg er lige blevet opereret for prostatitis.«
Den unge mand så lidt usikkert og genert på ham, det var ikke den slags, chefer plejede at afsløre for juniormedarbejderen i firmaet. Lau fortsatte: »Bag- efter var jeg selvfølgelig lidt bekymret og spurgte lægen, om operationen mon ville betyde noget for mit sexualliv, måske gøre det ringere? ’Åh, ved De hvad, direktør Lauritzen,’ sagde lægen, ’nogen opvisningspik bliver der sikkert ikke tale om, men en god arbejdspik … en god arbejds-pik, det tør jeg nok love.’«
Når anekdoten dukker op nu, skyldes det sikkert, at jeg selv har nået den alder, hvor man ikke ligefrem praler af sin formåen eller drømmer om at deltage i verdensmesterskabet om den mest flamboyante potens. Men der er også en anden grund, som handler om den mærkelige konstans livet igennem i interessen for seksualiteten og alt, hvad der har med det erotiske at gøre. Ikke så mærkeligt, vil den kløgtige straks sige, for det handler jo alt sammen om livets fortsættelse, kun af hensyn til den er vi udstyret med de sære forplantningsorganer og en kløe værre og mere ustandselig end den, Marat sad og døjede med i sit badekar.

Æggende billeder
Allerede i oldtiden havde man sans for en vis kommerciel udnyttelse af driften. Der var bordeller til afhjælpning af den værste brynde (mod betaling), og som enhver ved, tjente kunstnerne gode penge ved at udsmykke romerske vægge med æggende billeder, tænk bare på Pompeji. Alligevel tror jeg ikke, nogen dengang kunne forestille sig, at det 20. og 21. århundrede skulle blive sexualitetens i den grad, de er blevet. På Oehlenschlagers tid kunne man i herreværelset godt lade en cigarkasse med et pornografisk billede på indersiden af låget gå rundt, men selv Thorvaldsen lagde røgslør over den kendsgerning, at han samlede på erotica i stor stil (Værkerne kan ses på hans eget museum i dag).

Noget på spring
Var Lau Lauritzens fri-sprog over for den unge instruktørassistent forholdsvis usædvanligt for tiden, så var der alligevel allerede dengang noget på spring, som i sidste halvdel af det 20. århundrede viste sig at være intet mindre end en revolution. Man havde tilladt sig et vist frisprog i 30’erne, men når maleren Svend Johansen og Poul Henningsen foredrog deres uanstændige glansnummer Fuglen og Friiz (som de havde lært sig i det mere bramfri håndværkermiljø), var det under private former. Ingen af dem drømte om eller kunne velsagtens forestille sig, at man i dag kan skrive ’Fisse’ selv i den berlingske avis uden at (ret mange) løfter et øjenbryn.
Og at bogstaveligt talt alt skulle komme til at dreje sig om sex, ville selv den mest rabiate og lidenskabelige forkæmper for ’den fri kærlighed’ næppe have drømt om for bare 70 år siden. Nu kan man ikke åbne en avis eller se en film eller lukke op for fjernsynet uden at få røv og patter smidt i ansigtet, og dagligt kan man læse om tusindvis af kvinder, der gennemgår brutale operationer for at være seksuelt attraktive ved at få bryster som meloner og røvbalder som en lille hest. Jeg læste for nylig om et tilfælde, hvor en kvinde var blevet injiceret bagi med silikone af den slags, man bruger til at binde mursten sammen med. Hun døde – og altså ikke engang i knaldet.
Måske husker nogle et Gruk af Piet Hein, der handler om en meget nobel herre, der går forbi en pige med flotte ben og kysk ser ned: »Til jorden han sænker sine blikke, men helt til jorden sænker han dem ikke!« Ingen skal få mig til at ønske victorianismen tilbage, men jeg kunne godt tænke mig, at man som den geniale Ernst Lubitsch af og til lod antydningen komme til sin ret, for det, man ikke ser, men kun aner, kan i erotisk sammenhæng være mere ophidsende end hele udstillingsvinduet fuldt af flæsk hele tiden. Det er noget, man kan overveje også i min alder, mens man sniger sig hen til doktoren og får fornyet Viagra-recepten.

*Klaus Rifbjerg skriver hen over sommeren i Informa-tion. Dette er den niende artikel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu