Læsetid: 3 min.

En sex-narkomans skæbne

Paul Schraders ’Auto Focus’ genopliver en glemt tv-stjernes eskapader
11. juli 2003

Ny film
Gamle tv-udsendelser er en vigtig del af amerikanernes kulturelle arv. Drømme og myter groede fast i den fælles bevidsthed i takt med det stigende seertal, og mediets klassikere forsyner nu filmindustrien med
emner, der på én gang appellerer til nyfigenhed og nostalgi.
Robert Redford satte som instruktør en smuk standard med den underfundige Quiz Show om snyderiet bag 1950’ernes populære gætteprogrammer. Her fandtes en inciterende, eviggyldig moralsk problematik, som man ikke i samme grad genfinder i 1960’er-tilbageblik som George Clooneys nylige Confessions of a Dangerous Mind og Paul Schraders Auto Focus. Som en dansker, der ikke så trivi-programmer som The Dating Game, der optrådte i Confessions of a Dangerous Mind, og Hogan’s Heroes, som nu citeres i Auto Focus, kan man godt føle sig en smule udenfor.
Her får vi kuriøse anti-heltehistorier om skærmens kortlivede folkehelte – begge vildførte selvbedragere dømt til hurtig fiasko.

Glat sex-maniker
Men Clooneys film er stilistisk mere interessant end den visuelt flade Auto Focus, hvor vi får den triste fortælling om Bob Crane, der i 1960’erne blev amerikansk tv-stjerne i serien Hogan’s Heroes. Det var en plat-farce om livet i en tysk krigsfangelejr under Anden Verdenskrig, med komiske nazister og kvikke amerikanske soldater ledet af Crane.
Han udstråede middel-amerikansk sundhed på en slagfærdig Jack Lemmon-agtig måde (minus Lemmons talent) og var kendt som en pletfri familiefar gift med sin kæreste fra teenageårene. Men bag den vennesæle fernis skjulte der sig en mere og mere sex-besat voyeur, der manisk omsatte sine fortrængte drømme til virkelighed.
Lokket af video-pioneren John Carpenter (ingen relation til filminstruktøren af samme navn) begyndte Crane at optræde som trommeslager i striptease-snasker og indledte en karriere som ivrig forfører af villige, berømmelses-forblændede kvinder. Og ikke nok med det: med Carpenters for sin tid avancerede udstyr optog Crane sit sex-liv på video.
Hans første ægteskab røg sig en tur, det andet med, og efterhånden som rygtet om hans sex-narkomani bredte sig i show business-miljøets inderkreds fik han færre og færre jobs. Selv fandt han sine sex-udfoldelser sunde og naturlige, og harmløse tager de sig da også ud. Men han kunne ikke forstå, at de stod dårligt til hans renvaskede image i Disney-produktioner.

God Willem Dafoe
Med mange gentagelser og en del tung ironi arbejder Paul Schrader sig gennem Cranes bizarre karriere, fra gennembruddet i Hogan’s Heroes til nedturen med ligeså ligegyldigt materiale i en dinner theatre-forestilling, han selv instruerer.
Hverken som indblik i datidens tv-miljø eller som lodning af en sygelig sjæl går filmen særlig dybt. Dens problem er netop, at den har svært ved at skildre overfladiskheden på andet end et overfladisk plan. Og den enerverende Greg Kinnear rammer kun alt for godt Cranes ligegyldige glathed. En venlig og velmenende mand, der ikke for alvor aner, hvad der foregår i ham selv eller omgivelserne.
Kun i en enkelt samtale med en voksen søn, der for længst har vænnet sig til at behandle Crane som en fremmed, føler man for alvor smerten i Cranes nedtur. Men ellers er man mere optaget af Willem Dafoes begejstrede svirekammerat og teknologi-freak, der falbyder de sidste nye videovarer og tager turen med på Cranes sex-karrusel. Biseksuel og sårbar, opportunistisk og klæbende har Dafoe den tvetydighed, der fængsler, mens Kinnears Crane i al sin pseudo-uskyldige besathed bare trætter.

*Auto Focus. Instruktion: Paul Schrader. Manuskript: Michael Gerbosi. Amerikansk (Dagmar)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her