Læsetid: 4 min.

Den sidste yahi

Fra folkedrab til museumsudstilling – en særudstilling på Phoebe A. Hearst Museum of Anthropology viser yahi-indianernes oprindelige kultur og endeligt
31. juli 2003

Mærkværdige museer
Phoebe A. Hearst Museum of Anthropology på universitets-campusen i Berkeley har hjemme i Kroeber Hall – en noget slidt og forrevet bygning, der også rummer antropologi-instituttet og dets bibliotek, og ligger få hundrede meter fra Sather Gate og Telegraph Avenue, hvor studenterne kæmpede med politiet under Free Speech Campaign og demonstrationerne mod Vietnam-krigen i 1960’erne.
På særudstillingen, A Century of Collecting, kan man se, hvordan museets samlinger er blevet til siden starten i 1901. Og kun i et ganske lille rum får man en mere påtrængende fornemmelse af noget, der har været og nu er væk, nemlig de oprindelige californiske kulturer.
I en enkelt montre og på kun to hylder udstilles en smule af det, der engang var museets hovedattraktion: pilespidser, redskaber, et udstoppet dyrehoved, fiskenet, bue og pilekogger tilhørende Ishi, ’den sidste yahi’. Eller rettere sagt: museets hovedattraktion var Ishi selv.

En enlig indianer
Ishi dukkede op tidligt om morgenen den 29.august 1911 ved et slagtehus i Oroville i Sacramento-dalen, omringet af gøende hunde, og blev taget i forvaring i provinsbyens fængsel. Antropologerne Alfred Kroeber og Thomas Waterman blev tilkaldt fra University of California. Af sprog og andre kendetegn sluttede man, at han tilhørte yahi-undergruppen af yana-folk – bjergindianere hvis sidste repræsentanter man havde troet udryddet i 1870’erne.
Folkedrabet på indianerne i denne del af Californien – i bakkerne og dalene vest for Mount Lassen – kulminerede i 1850’erne og i borgerkrigsårene 1861-65. Voldsomheden i udryddelserne blev skærpet af, at de indtrængende europæere efterstræbte såvel guld som jord, og den mindste provokation fra grupper af ’indfødtes’ side – hvis sult efterhånden som de blev fortrængt tvang dem til at stjæle – blev straffet med morderiske konsekvenser. Indianerne er »lige så svære at slå ihjel som jordegern«, mente den berømte skalpejæger og sherif
R.A. Anderson i 1866, men også at projektet på det tidspunkt stort set var afsluttet.

Det oprindeliges død
Det var derfor en sensation, da Ishi, der oplevede myrderierne som dreng, dukkede op i 1911 efter at have holdt sig skjult i årtier. Han blev opfattet som et sjældent eksempel på en ’oprindelig’ og ’primitiv’ livsform, der ellers ikke havde overlevet udviklingen.
For at redde Ishi – og for at studere ham – fik Kroeber og Waterman lov til at tage ham med til universitetets antropologiske museum, der dengang lå ved siden af et hospital på Parnassus Hill i San Francisco.
Her fik Ishi sit ’hjem’, hvor han boede og – på trods af sin skræk for større menneskemængder – blev beset af titusindvis af besøgende indtil marts 1916, hvor han døde af tuberkulose. Og det var her han fremstillede de pilespidser og andre ’stenalder-redskaber’, der stadig udstilles på Hearst-museet.

Omgang med lig
Ishi blev også ’ven’ med dr. Saxton Pope, der var læge på hospitalet ved siden af museet, og som han lærte at jage med bue og pil.
Ved et uheld lykkedes det ham en dag at forvilde sig ind på hospitalets dissektions-stue, hvor flere lig lå fremme i forskellige stadier af opskæring, og endvidere ind i samlinger af indianer-knogler og organer i sprit – en omgang med døde, antropologerne kunne konstatere var hans kultur fremmed, og som indgød ham betydelig angst.
Det var imidlertid en skæbne, der også kom til at overgå hans eget legeme efter hans død i 1916, hvor knoglerne dog efter obduktion blev brændt, men Ishis hjerne lagt i sprit og af Kroeber efterfølgende foræret til Smithsonian Institution til nærmere studium.

Ishis ånd
De to hylder i en montre, der er tilbage af Ishis ting på Hearst Museum of Anthropology, er ikke meget, men hans spøgelse lever der stadig og er svært at uddrive. Et forsøg blev gjort i 1997, hvor Ishis aske og hjerne blev overdraget til efterkommere af de californiske indianere til begravelse.
Som helhed er Amerika dog stadig, som D. H. Lawrence skrev – og Jace Weaver citerer i bogen Ishi in Three Centuries – »fuld af grimasserende, uforsonede, oprindelige dæmoner og spøgelser, der vil forfølge hvide mennesker indtil de opgiver deres absolutte hvidhed. Amerika er spændt til bristepunktet med underliggende vold og ting der stritter imod...«

*Udstillingerne »The World in a Frame« og »A Century of Collecting« kan besøges på htttp://hearstmuseum.berkeley.edu
*Theodora Kroeber: Ishi in Two Worlds: A Biography of the Last Wild Indian in North America. University of California Press, Berkeley 1961, ny udgave 2002
*Robert F. Heizer & Theodora Kroeber (udg.): Ishi the Last Yahi: A Documentary History. University of California Press, Berkeley 1979, paperback 1982
*Karl Kroeber & Clifton Kroeber (udg.): Ishi in Three Centuries. University of Nebraska Press, Lincoln 2003

*Tidligere artikler i serien blev bragt 24., 25. jun., 1., 2., 5., 9., 10., 16., 17., 19., 24., 26., 28. og 29. jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her