Læsetid: 3 min.

Skyhøje priser

Det er ikke peanuts, der bliver delt ud til de grønlandske flypassagerer i yderdistrikterne. De får nemlig, hver og en, foræret over 1.300 kroner i gave fra staten
2. juli 2003

Langt ude
Omkring 13 kilo rejer, benzin til lidt over 1.000 kilometer i åben jolle eller en pæn dametaske i ægte sælskind. Det er, hvad de grønlandske flypassagerer i yderdistrikterne på verdens største ø i stedet kunne købe for de penge, hver eneste af dem modtager i offentlig støtte. Hver eneste flybillet i Grønland får nemlig gennemsnitligt 1.324 kroner i støtte fra Hjemmestyret.
Gennemsnittet dækker dog over store udsving langs den flere tusinde kilometer lange kyst, som beflyves af Air Greenland, Air Alpha og Air Iceland. Helt oppe i verdens nordligst beboede område – Thule-distriktet – som i denne tid har alles bevågenhed pga. den stedlige radars rolle i det amerikanske missilforsvar – kostede det i 2002 de grønlandske og især de danske skatteydere hele 11.242 kroner, hver gang en passager vælger at stige ombord på den karakteristiske Bell 212 helikopter (kendt fra Vietnam) og flyve retur Qaannaaq-Pituffik (Thule Air Base).
Selv skal passageren ’kun’ betale 1.522, men da den såkaldte kostægte pris er 12.764, må skatteyderne punge ud, hvis beboerne deroppe fortsat skal have mulighed for at besøge omverdenen ad luftvejen.

Airbus til døren
Det er nemlig dyrt at flyve i Grønland. Og Grønland er meget afhængig af sine bell’er, sikorsky’er og dash’er (helikoptere og fly). Faktisk er Grønland nok det land i verden, der er mest afhængig af flytransport. Veje mellem byer og bygder er ikke-eksisterende, og det er flere steder umuligt at sejle en stor del af året pga. havis og vejr.
Men da den grønlandske befolkning samtidig er så lille og bor så spredt, er kundegrundlaget meget sparsomt, hvilket sammen med ekstreme vejrforhold gør det urentabelt at flyve på mange strækninger. Det har nødvendiggjort massiv offentlig støtte til flybilletterne, fordi man foreløbig har besluttet at opretholde og støtte folks frie mulighed for bosætning, samtidig med at man stadig vil give dem mulighed for at flyve rundt til en overkommelig pris. At fjerne den offentlige støtte til flyvningen er det samme som at lukke mange af bygderne. Og dét er politisk upopulært.
Og Grønland er jo heller ikke det eneste land i verden, der støtter befolkningens muligheder for at flytte sig og sikrer mobilitet i samfundet. I Danmark er den offentlige støtte til den kollektive transport et yndet debatemne, ligesom det danske samfund bruger milliarder på at give folk et befordringsfradrag over skattebilletten. Alt sammen noget, der giver folk mulighed for at bo lidt længere ude på landet og lidt længere væk fra deres arbejde, end hvad der egentligt kan betale sig transportøkonomisk.

Fejlplaceret
I det perspektiv, vil nogen sikkert hævde, er det måske ikke så galt, at man bruger nogle millioner offentlige støttekroner på de grønlandske flydrinks hvert år, især når man tager landets førnævnte store afhængighed af beflyvningen i betragtning. Alligevel har de mange støttede takeoffs stadig stor bevågenhed og evne til at fremkalde tragikomisk latter – vel mest fordi de blander sig med mange andre groteske historier fra grønlandsk luftfart:
Først var der historien om bygningen af de mange nye landingsbaner til fastvingefly, der skulle overflødiggøre de dyre helikoptere. Hvorefter man kom i tanke om, at den eneste flytype i verden, der kan lande på disse nye, men korte, baner, nemlig Dahs-7, er ved at være forældet.
De flytyper, der kan afløse de gamle fly, kræver alle længere baner, men de fleste af de nye og dyre baner ligger på steder, hvor det er umuligt eller meget dyrt at forlænge dem.
En af de nye lufthavne er endda placeret på den modsatte side af fjorden i forhold til den by, den skal betjene. Derfor er man stadig afhængig af helikopteren (som er dyr). En anden ny lufthavn – den i Qaannaaq – har kostet skatteyderne et trecifret millionbeløb, men står næsten ubrugt hen, fordi den kun servicerer en befolkning på under 900 mennesker. Og hver gang en passager alligevel vælger at træde op på trinnet og ind i helikopteren, koster det skatteyderne yderligere 11.242 kroner.
Begrebet skyhøje priser har kort sagt fået en helt ny betydning i de arktiske luftlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her