Spot
Min far var redaktør af Familie Journalens roman-føljetoner og skrev selv nogle af dem. Når han skulle forklare genren, sagde han: »Som grebet ud af uvirkeligheden.« Men han sagde også: »Der skal snot på ærmet.«
Med det mente han, at der måtte lægges en ægte følelse i romanerne og deres menneskeskildringer, hvis ikke læseren skulle sidde tilbage med tomhed.
Ugebladsromanerne tryllebandt et kæmpepublikum før tvs udbredelse. Og de havde deres tvilling i dansk films folkekomedier. Nogle gange var slægtskabet et moderskab, fordi folkekomedien var født af en føljeton.
Om de gode folkekomedier gælder det samme som om romanerne: Nok er de grebet ud af uvirkeligheden, men der er snot på ærmet det er professionelt arbejde.
Et eksempel fra 1955 kan beskues på DR1 i aften: Bruden fra Dragstrup.
Umiddelbart lyder handlingen som det rene tidsspilde: »Efter at være vokset op i beskyttende, landlige omgivelser bliver Helene (Helle Virkner) sendt til byen for at lære lidt om livet. Men ikke alle i den store stad har reelle hensigter over for en pige, der ung, smuk, lidt naiv og arving til et stort gods.«
Men, men. Den purunge Helle Virkner er aldeles betagende, stråler af yndighed, i Annelise Reenbergs sikre instruktørhænder.
Plottet er spundet af ferme fingre: Reenberg selv, Saga-film-direktør John Olsen og boulevard-journalisten Paul Sarauw.
Filmens medvirkende er en stribe stjerneskud, fra den himmelregn som oplyste dansk skuespil i 1950erne.
Clara Pontoppidan (1883-1975) optræder med den snurrige elskelighed, der blev hendes høje alders specialitet, og som vel er det, hun huskes for i dag. Glemt er, at hun frem til 1920 under efternavnet
Wieth var sexbombe i stumfilm med titler som Den Hvide Slavehandels sidste Offer og Vampyrdanserinden. Wauww! Sin 70 år lange filmkarriere har hun beskrevet i to-binds erindringerne Eet Liv mange Liv, der udkom 1965.
Aftenens folkekomedie byder også på en ganske ung Henning Moritzen som bogorm med replikken: »Jeg skal til møde i Oldnordisk Forening.«
Overdådig er birollegarneringen: Helge Kjærulff-Schmidt, Rasmus Christiansen, Henry Nielsen og minsandten også Ib Schønberg (1902-55), dette myreflittige menneske, der i de sidste seks år af sit liv medvirkede i ikke mindre end 60 film, hvad der har været omtalt som en verdensrekord. Om præstationenen i aften skriver Morten Piil i sin filmguide:
»Det blev den sidste film, Schønberg spillede med i. Han har en lille rolle, hvor han smukt lægger moralsk tyngde bag et flegmatisk ydre.«
*DR1, kl. 2o.30: Bruden fra Dragstrup
