Læsetid: 4 min.

Sport varsler nye tider i Afghanistan

Mindre end to år efter Talebans fald har Afghanistan sat sport på dagsordenen. Kvinder og børn har høj prioritet, men der mangler kvalificerede trænere. Et dansk projekt vil bidrage til uddannelsen, der også handler om, at idræt er et redskab til øget sammenhold og tolerance
28. juli 2003

Afghanistan år ét
Klokken er seks morgen, og temperaturen i den afghanske hovedstad er endnu på et niveau, der tillader, at man bevæger sig. På boldbanerne i pigeskolen Sarhrona Highschools frodige sportsanlæg er en gruppe halvstore teenage-piger i fuld gang med at varme op.
Efter et fløjt og en kort anvisning fra deres træner, fordeler en del af pigerne sig på vollyball-banen. De øvrige stiller sig rutineret på en række foran et basketball-net og begynder at øve teknik.
»Der har altid været tradition for skolesport, men under Taleban gik det helt i stå,« siger træner Maleha Baraki og giver basket-pigerne signal til selv at sætte gang i en træningskamp.
Efter 23 års krig og senest Taleban-styrets anstrengte forhold til såvel kvinder som fysisk aktivitet, er idræt og sport langsomt ved at genfinde sin plads i det afghanske samfund. Med titlen »Sport for alle i Afghanistan,« var en konference for nylig det officielle tegn på, at genopbygningen nu er nået til en fase, hvor der er overskud til at tænke på andet end genhusning af de millioner af flygtninge, der sidste år vendte tilbage eller akutte løsninger på en statsadministration, der for blot halvandet år siden lå i ruiner.
Konferencen var arrangeret af den genopståede Nationale Olympiske Komite, NOC, i samarbejde med FN-organisationen UNESCO. Med en hel generation af børn og unge, der ikke har haft regelmæssig adgang til at lege, spille bold og dyrke idræt, er behovet først og fremmest at få sat gang i aktiviteter overalt i landet. Selv om OL-komiteens langsigtede mål er at få det afghanske flag til at vaje ved fremtidige internationale konkurrencer, er opgaverne i første omgang også væsentligt mere alsidige.
Af en erklæring fra konferencen fremgår det, at sport for kvinder, børn og handicappede skal have en særlig høj prioritet. Blandt de positive tegn på viljen til at omsætte ordene til praksis, er, at idrætsundervisning igen er en obligatorisk del af undervisningen i landets skoler, samt at den tidligere tradition for organiseret skolesport en række steder er ved at genopstå.

Skolesporten er genopstået
»Jeg bliver nødt til at koncentrere mig om at træne vollyball-holdet, for de skal konkurrere i næste uge. Sidste gang vandt de, men nu er de i dårlig form og samtidig er der kommet mere konkurrence,« undskylder Maleha Baraki, og afbryder interviewet.
Det er hendes daglige morgentræning fra klokken seks til otte, der for blot et halvt år siden var med til at sikre Sarhrona-volleyball-pigerne sejren i den første af de skoleturneringer, der i disse uger nu igen afvikles på en anden af Kabuls store pigeskoler.
Maleha Barakis smidige gang fortæller en del af historien om, at hun selv har en fortid på det afghanske basketball-hold for kvinder. Da Afghanistan for første gang i en lang årrække deltog i det regionale Asien Games sidste efterår, var det også hende, der fik æren af at bære flaget ind på det store stadion i Sydkorea.
Selv om hun ikke længere selv dyrker idræt på eliteplan, håber både hun og den Nationale Olympiske Komite, at hendes daglige træning af pigerne, i løbet af nogle år vil være med til at skabe grobund for, at der igen kommer afghanske boldpiger med til OL.
Det er dog langt fra alle skoler, der har de samme forudsætninger for at etablere et stærkt skolehold som Sarhrona Highschool. Efter i årevis at have været afskåret fra at praktisere nogen former for sport er det de færreste skoler, der har uddannede idrætsundervisere eller blot lærere med en egen idrætserfaring.
På universitetets idrætslæreruddannelse beskriver en af de få kvinder, der selv har dyrket eliteidræt før krigene satte alt i stå, hvordan de første undervisningstimer er gået med at vænne kvinderne til overhovedet at bevæge sig frit uden at være indhyllet i en ankellang burka. Først efter at have gået i rask tempo rundt om
idrætshallen et stort antal gange, var det muligt at begynde at løbe langsomt. En oplevelse, danske Tina Hansen kan nikke genkendende til.
»Både pigerne og de afghanske kvinder vi har mødt, har en meget lille kropsfornemmelse,« siger hun.

Glæde og tolerance
Sammen med to andre idrætsuddannede kvinder fra Danmark er Tina Hansen netop kommet hjem efter tre ugers ophold i den afghanske hovedstad. Som en del af foreningen MMCC’s, Mobile Mini Circus for Childrens aktiviteter, har de sammen startet et sports-projekt for piger på en række børnecentre.
Efter at have afviklet workshops både for børn og deres undervisere er det deres klare indtryk, at det, der er allermest behov for, er uddannelse af lærere.
»Den klare begrænsning for at der for alvor kommer gang i
idrætten er lærernes manglende kapacitet. De fleste er helt blanke, fordi de aldrig selv har dyrket idræt. Ud over at være uvante med at bruge deres krop kender de for eksempel heller ikke reglerne i selv de mest populære boldspil,« siger hun.
Idrætsundervisning på afghansk består først og fremmest af boldspil. Særligt volley-, basketball og bordtennis er populært. Opvarmningen foregår oftest efter østeuropæiske principper, hvor eleverne står alvorligt på lige rækker, mens de bøjer og strækker i afhakkede bevægelser.
Målet med den tre uger lange workshop, de danske piger netop har holdt, er at forsøge at skaffe økonomi til et langsigtet idrætsprojekt. Hvis projektet bliver en realitet, vil et af kodeordene være, at det skal være sjovt at dyrke sport.
»Idræt kan så mange ting, som er vigtigt i et samfund, der er splittet som Afghanistan. Ud over at skabe sundhed både fysisk og mentalt kan idrætten ikke mindst være med til at skabe glæde. Man bliver nødt til at starte i det små, men jeg tror det er vigtigt, fordi det i høj grad kan bidrage til tolerance og sammenhold. Og det er det, der skal til for at skabe et helt Afghanistan,« siger Tina Hansen.

*Tidligere artikler i serien om Afghanistan et år efter Talebanstyrets fald kan findes på tema.information.dk/afghanistan2003

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her