Læsetid: 3 min.

Stemmer der står og falder

På Plænen i Tivoli kørte Tony Bennetts veloplagte koncert som en elegant og tryg film af eviggrønne drømme, mens mødet med jazzens ukronede dronning Cassandra Wilson nærmest var en katastrofe
12. juli 2003

Jazzfestival
Stemmen er blevet en kende skrøbelig med årene og intonationen knap så knivskarp. Men mr. Tony Bennett indtog Tivoli som en konge, hyldet af folket, og gav over en times koncert med professionel veloplagthed. For ens indre blik begyndte filmen at køre: 50’ernes og 60’ernes amerikanske populærjazz, radiodage, roser, romantik, drømme, lethed og elegance, fastholdt og personificeret af Bennett på scenen med egen velswingende kvartet bag sig foruden Tivolis Big Band.
Den efterhånden 77-årige Bennett er jo strengt taget et fortidslevn. En af de sidste repræsentanter for en svunden, forgyldt æra. Han brød for alvor igennem i 1962 med sin signatur-sang »I Left My Heart In San Francisco«, og han går for at være en af de største jazz-influerede sangere i den klassiske amerikanske populærmusik. Med stærke tråde til jazzen – i samarbejde med bl.a. Count Basie, Duke Ellington, Woody Herman, Zoot Sims og mange andre – har han vedholdende dyrket amerikanske evergreens og standardsange. Dét, han fortsat lever på – foruden sit betragtelige renommé og sin ukrukkede men umiskendelige star quality – er hans evne til at få en sang til at leve og åbne ind til denne drømmende stemning af lethed og tryghed. Popmusik par excellence med et menneske bag.

Indbygget kalkulation
De kom således helt forudsigeligt som perler på en snor: »The Best Is Yet To Come«, »All Of Me« (i en medrivende udgave med smældende backing fra Tivolis Big Band), »I Got Rhythm«, »O Sole Mio«, »But Beautiful«, »People« (i en fin, afdæmpet fortolkning), Chaplins »Smile«, »Old Devil Moon«...
Bennetts medbragte kvartet stod for en effektiv indsats med John Oddo (p) som kapelmester, Paul Langosch (bas), Gray Sargent (guitar) og Clayton Cameron (trommer). Tivolis Big Band blev desværre kun udnyttet i begrænset omfang.
Bennett har samarbejdet med flere af sine musikere i årevis. En del mekanik og kalkulation er derfor indbygget i deres optræden. F.eks. trommeslager Camerons opvisning med stikker og koste i Ellingtons »It Don’t Mean A Thing If It Ain’t Got That Swing«, der fremkaldte et så brølende bifald, at man ikke skulle tro, at dele af publikum havde hørt en trommesolo før.
Et identisk forløb med samme trommeslager kan høres i live version på pladen MTV Unplugged fra 1994.
Imod slutningen fik vi en version af »How Do You Keep The Music Playing«, som også Sinatra sang. En sætning hang i luften: »How do you not run out of new things to say?« Måske er spørgsmålet slet ikke relevant, når det gælder Tony Bennett. Hans varme stemme står ligesom ubrydeligt knyttet til hans eviggrønne repertoire, knyttet til dét at sige det samme igen og igen.

Uforløst oplevelse
Mødet med Cassandra Wilson – denne spændende og nytænkende sangerinde, der har stået for nogle af jazzens mest interessante vokale udspil de senere år med New Moon Daughter (1995), Traveling Miles (1999) og Belly Of The Sun (2002) – var derimod lidt af en katastrofe. I denne signaturs øjne et fald fra tinderne, måske især forventningens tinder.
Wilson kom på scenen smuk som en afrikansk dronning med Brandon Ross (akustiske guitarer), Lonnie Plaxico (bas), Jeffrey Haynes (percussion) og en mundharpespiller. Hun har jo denne sprøde, køligt-mørke vokal, der emmer af nedtonet atmosfære og blues feeling. Men der var ikke skyggen af kommunikation med publikum fra hendes side.
Hun flagrede omkring på scenen i sin egen verden, optaget af at stirre op i loftet, grine mere eller mindre umotiveret af detaljer i musikken, synge lidt, lade musikerne spille soli og synge lidt igen. Nok en del af hendes åbne stil, men der var ingen retning, intet udtryk. Man sad desorienteret. Hun, der skulle være samlingspunkt, var mere en spredningsfaktor. Man fik ligefrem den tanke, at hun var påvirket af noget, hvilket festivalens arrangør dog ikke har kunnet bekræfte.
I starten lød det lovende med denne åbne, luftige og neddyssede musik – en smagfuld akustisk blanding af jazz, blues, folk-rock og afrikanske påvirkninger. Det blev dog snart ensformigt og dræbende kedeligt.
Musikerne virkede uinspirerede og faktisk også i flere situationer desorienterede. På et tidspunkt forsvandt Wilson fra scenen i flere minutter og guitarist Ross måtte bryde den rugende venten med lidt afdæmpet strengeleg. Kun ren professionalisme reddede koncerten fra at falde fra hinanden. Mødet med Cassandra Wilson var således en uforløst oplevelse.

*Tony Bennett, Plænen, Tivoli, onsdag
*Cassandra Wilson, Glassalen, onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her