Læsetid: 9 min.

For stor til Janteloven

Manden med magten, pengene, fædrelandskærligheden, dygtigheden og de undertiden tvivlsomme metoder har formået at holde gamle forretningsdyder i højtidelig hævd – uden at blive til grin for omverdenen som en gammel idiot. Søndag fylder Mærsk Mc-Kinney Møller 90 år
12. juli 2003

Han er fredhellig som paven og Dronning Margrethe – i hvert fald i medierne. Modsat så mange andre offentlige personer skyr han offentlighed. Han fører sig ikke frem. Hans diskretion og tilbageholdenhed er så anmassende, at han bliver dyrket uhæmmet – undtagen af Frank Aaen og enkelte andre. Til gengæld har Dronningen gjort ham til Ridder af Elefantordenen – som tak for hans forretningsmæssige indsats, en Amaliehave og en kongelig opera under opførelse.
Nu bliver han 90 år – still going very strong både forretningsmæssigt-økonomisk og personligt. Dygtig og kompetent. Organisation og arvefølge har han fået på plads, når han ikke er mere. Dog, i rederiet på Esplanaden taler man ikke længere om, hvornår han dør, men om han mon dør.
Skulle skeptiske læsere af dette distingverede dagblad være i tvivl om Mærsk Mc-Kinney Møllers position i Dronningeriget Danmark, kan de kigge på mediernes dækning af denne fødselsdag, der naturligvis foregår i privat regi i morgen. Ingen officiel fremtræden. Ingen gaver. Ingen interview. Alligevel udbredt halleluja-stemning.
Hvis det ikke var, fordi begivenheden faldt på en søndag, var den muligvis blevet markeret som enhver anden hverdag. Med arbejde. For de syv takker i den hvide Mærsk-stjerne på den lyseblå baggrund markerer jo antallet af arbejdsdage om ugen i Gruppens virksomheder. Her kommer man ikke altid hviledagen i hu. På det punkt kan den rettidige omhu svigte.

Støtte til Information
Dette distingverede dagblad har haft et specielt forhold til A.P. Møller Gruppen. Et ambivalent forhold. Præget af en vis beundring/respekt, men med klare forbehold.
Gamle Arnold Peter Møller omfattede bladet med sympati, dels på grund af indsatsen som illegalt nyhedsbureau under Besættelsen, dels på grund af bladets seriøsitet, dets forsvarsvilje og pro-NATO-linie og dets antikommunisme i 1940’erne, 50’erne og i 60’erne.
Dengang tilbød gamle Møller under bladets tilbagevendende økonomiske kriser økonomisk assistance ved flere lejligheder. Den legendariske chefredaktør Børge Outze afslog høfligt, men bestemt tilbudene sammen med sin makker Erik Seidenfaden. A.P. Møller havde efter Outzes mening for mange penge, ganske enkelt.
Outze holdt fast i ordene under bladhovedet: »Uafhængig af politiske og økonomiske interesser«. Bladet var bestemt ikke uafhængig af økonomi, selv om det undertiden opførte sig sådan. Men Møllers økonomiske styrke ville bringe bladets uafhængighed i fare, vurderede Outze.
I stedet måtte A.P. Møller nøjes med regelmæssigt at indrykke to-spalters støtteannoncer på kultursiderne inde i bladet med den lakoniske tekst ’A.P. Møller’ og så adressen på hovedsædet dengang på Kongens Nytorv – hvis nogen skulle være i tvivl. De har næppe bidraget til Gruppens og rederiets imponerende økonomiske vækst, men de gavnede bladets anstrengte økonomi. Til gengæld fik den gamle skibsreder en flot ’håndskreven’ nekrolog fra Outzes hånd, da han i 1965 endelig slap roret.
Disse støtteannoncer forsvandt pludselig efter 1972. Da havde Information bragt en række kritiske artikler om arbejdsmiljøet og sikkerheden på danske arbejdspladser og især fokuseret på de kritisable arbejdsforhold på det A.P. Møller-ejede Lindø Værft. Her førte en arbejdsulykke med en kedeleksplosion til dødsfald. Artiklerne indbragte journalist Torgny Møller Cavling-prisen. Derefter standsede A.P. Møller annonceringen. Medvirkende kan også være bladets venstredrejning og politiske kursændring med skarp kritik af USA’s krig i Vietnam.

Overfølsom for kritik
Dog, episoden er karakteristisk for Gruppens og Mærsk Mc-Kinney Møllers holdning til kritik. Følsomheden over for kritiske røster tangerer det pinligt overfølsomme. Den skærper både hr. Møllers og den kollektive hukommelse i hovedsædet. Her overlades intet til glemselen, men fører undertiden til diskrete kulisse-bestræbelser på sanktioner mod formastelige modstandere og kritikere, selv om de officielt og udadtil negligeres.
Således pudsede A. P.Møller i 1970’erne i al hemmelighed en ansat, tidligere efterretningsofficer, på VS-folketingsmand Preben Wilhjelm, da denne i Folketinget dygtigt – for dygtigt efter A.P. Møller Gruppens mening – støttede regeringens bestræbelser på at revidere og skærpe A.P. Møllers Nordsø-koncession. Hensigten var klart at skandalisere eller miskreditere den dygtige Wilhjelm. Det mislykkedes, og forsøget blev afsløret.
Samme diskrete metoder blev taget i brug i 1981, da den da nedsatte Fondskomission efter tre års arbejde var ved at barsle med en betænkning, der skulle munde ud i et lovforslag. De erhvervsdrivende hidtil skattefrie fonde skulle til at betale skat og derved bidrage til statshusholdningen.
Heldigvis havde A. P. Møller et af sine bestyrelsesmedlemmer siddende i denne Fondskommission – hofadvokaten, den konservative grå eminence landsretsagfører Kristian Mogensen, der formelt sad som repræsentant for og udpeget af Industrirådet. Mens kommissionen i efteråret 1981 var på vej med sin konklusion om beskatning af de erhvervsdrivende fonde, forberedte A.P. Møllers Familiefond – væsentlig aktionær i A.P. Møller Gruppen – pudsigt nok at flytte fonden til det mere skattevenlige Lichtenstein.
Faktisk blev fonden flyttet til Lichtenstein, til advokaten dr. Peter Marxners kontor, Kirchstrasse 1 i hovedstaden Vaduz. Det skete meget diskret pr. 31. december 1981 – uden at de danske myndigheder blev orienteret, i første række Justitsministeriet.
Som fond med en kongelig approberet fundats krævedes ministeriets tilladelse til at ændre fondets fundatsbestemte hjemsted. Den tilladelse var ikke indhentet, og forholdet kom først for dagen i april-maj 1982, dvs. efter flytningen. Den rettidige omhu svigtede åbenbart. Eller gjorde den?
Der var tale om et diskret forsøg på regulær skatteflugt, som kunne få konsekvenser, hvis andre erhvervsdrivende fonde, herunder også A.P. Møllers såkaldte Almenfond som storaktionær i Gruppen, ville følge eksemplet. Det kunne betyde en alvorlig forringelse af fædrelandets dengang stærkt nødlidende valutabalance.
Justitsministeriet modsatte sig flytningen, ligesom Nationalbanken, og erklærede den ugyldig. A.P. Møller anlagde sag – og tabte. De erhvervsdrivende fondes skatteflugt blev bremset.
Mere åben var sanktionen mod Det Berlingske Hus, da Berlingske Tidende i efteråret 2000 bragte en kontroversiel artikelserie om det A.P. Møller-kontrollerede Dansk Industrisyndikats (DISA) velvillige samarbejde med tyskerne under Besættelsen.
Da det ikke lykkedes at standse artikelserien, først og fremmest på grund af journalisternes modstand mod dette indgreb i ytringsfriheden fra en storaktionær, satte A.P. Møller Gruppen resolut sine aktier i Det Berlingske Hus til salg. Den af Møller Gruppen kontrollerede Danske Bank fulgte troligt trop med sine Berlingske aktier. Det meget danske Berlingske Hus blev derefter af den fædrelandskærlige danske hr. Møller solgt til norske Orkla.
Hr. Møllers fædrelandskærlighed er stor – sålænge den ikke koster. Det samme kan siges om hans holdning til ytringsfrihed.

Skrammer i renomeet
Mens Mærsk Mc-Kinney Møller formår at øve indflydelse på det hjemlige politiske og forretningsmæssige miljø og dets institutioner – direkte eller indirekte – så må han og hans virksomheder pænt bøje af, når det gælder konfrontationer med EU-systemet. Det er for stort og for magtfuldt. Måske er det årsagen til, at han aldrig har omfattet EF og EU med den store varme.
Hans skepsis har gennem alle årene været betydelig og er tilkendegivet offentligt, først og fremmest på grund af afgivelsen af dansk suverænitet til overnationale organer, selv om han endte med at stemme for Danmarks tilslutning til Unionen.
Fem gange er A.P. Møller Gruppens virksomheder fundet skyldige i overtrædelser af EU-bestemmelser, først og fremmest ved ulovligt at udøve konkurrencebegrænsningens ædle kunst i samarbejde med konkurrenter, så forbrugerne kom til at betale mere og A.P. Møllers profit kunne stige.
Det har givet bøder og skrammer i renommeet. Værst var nok den hemmelige luftfartsaftale mellem Maersk Air og SAS, der blev afsløret for et par somre siden. Den holdt billetpriserne ulovligt oppe.
Men også her demonstrerede Mærsk Gruppen sin dygtighed. Ved lynhurtigt at indrømme og acceptere dommen, betale bøden på 100 mio. kr. og landsforvise den ansvarlige direktør til et datterselskab i Singapore lukkede Mærsk Mc-Kinney Møller sagen i pressen, der til gengæld i de næste uger faldt over SAS, der ikke var i stand til at reagere så prompte. Damage control hedder det i spin-doktorernes og medierådgivernes fagsprog: Lyv ikke, men lad være med at rutte med sandheden. Der er jo andre måder at omgå den end ved den direkte løgn. Også kunsten at beherske eller mindske mediernes skadevirkninger mestrer man bag de blå vinduer på Esplanaden.

Frygtindgydende respekt
Dygtighed, professionalisme og kompetence er kvaliteter, ingen kan frakende A.P. Møller Gruppen. Det ses på de årlige milliardoverskud og på den
respekt, danske erhvervsledere og virksomheder viser manden i toppen. Hvis der er fare for, at deres forretningsmæssige dispositioner kommer for tæt på A.P. Møllers interesser, så spørger man diskret (om forlov) eller lufter muligheden. Klogeligt. Ellers kan der falde brænde ned. Med benhård konsekvens over for de aktører, der kommer i vejen for A.P. Møller og virksomhedsejeren himself.
Dygtigheden og den næsten frygtindgydende respekt kan også spores i det ikke ringe antal danske topledere, der har fået en væsentlig del af deres lederuddannelse i A.P. Møller Gruppen, og som efterfølgende fremgår af deres offentlige udtalelser.
Det er vanskeligt at vurdere, i hvor høj grad Mærsk Mc-Kinneys egen betydning slår igennem, og hvor meget hans medarbejdere – de ansatte højt såvel som lavt blandt forretningsimperiets 60.000 ansatte – er årsag til de fremragende resultater. Men han er god til at vælge kompetente medarbejdere.
Det er i hvert fald imponerende, at han har formået at opretholde en organisation med et stramt traditionelt hierarki i en tid, hvor mere progressive virksomheder nedbryder pyramiderne og skaber en flad ledelsestruktur.
Samtidig har han formået at holde gamle forretningsdyder i højtidelig hævd – uden at blive til grin for omverdenen som en gammel idiot.
Med de sidste mange års økonomiske resultater er der heller ikke så meget at grine af for yngre, mere progressive skeptikere eller for hele koblet af moderne ledelsesguruer og charlataner. Hans praksis dementerer deres præk. I stedet fedter de offentligt for ham. Selv synes han upåvirket – med den arrogance, som bevidstheden om eget ubestridelige værd giver. Hans nærmeste medarbejdere i ledelsen synes i praksis at tage mål efter ham. På deres egen måde.

Orden på hjemmefronten
Baglandet hos store erhvervsledere er i stigende grad kommet i fokus. Uden orden på hjemmefronten ingen stor erhvervskarriere. Hr. Møller har holdt sit privatliv og sin familie uden for al offentlighed.
Dog har han givet udtryk for sin taknemmelighed over for hustruen Emma – gammel skolekammerat, der også fylder 90. Hun er citeret for denne bemærkning fra familien: »Min svigermor var ulykkelig over, at det var mig, han tog. Der var så mange, hun havde tænkt sig, som måske var lidt ... dydigere.. Men det var Mærsk ligeglad med.«
Formentlig var årsagen til svigermoderens skepsis, at Emma, før hun i 1938 kom i den rigtige havn med Mærsk, havde forvildet sig ind i et forkert ægteskab.
Det får stå hen, nøjagtig hvor stor betydning det fik for unge Mærsk McKinney Møller, at han 1940-48 under Besættelsen og i de første efterkrigsår opholdt sig i New York for derfra at lede den del af Mærsk-flåden, som nu var under allieret kontrol.
Uden betydning har det næppe været, at han i den situation kom til at stå på egne ben i fremmed land uden for en dominerende fars kontrol, ganske vist i begyndelsen i samarbejde med faderens rederfætter Hans Isbrandtsen. Men samarbejdet gik i stykker og unge Møller kunne selv. Og fik vist det både over for gamle far Arnold Peter og senere.
I anledning af fødselsdagen har Berlingske Tidende ladet Gallup måle befolkningens holdning til A.P. Møller Gruppen og hr. Møller. 61 procent af de 1.009 adspurgte mener, at A.P. Møller bør betale mere i skat af olien i Nordsøen. 65 procent mener, at han »sandsynligvis er Danmarks mest magtfulde person.« Hele 89 procent af de adspurgte mener, at »Danmark har grund til at være stolt af Mærsk Mc-Kinney Møller som erhvervsleder og menneske.«
Man kan også stille spørgsmålet: Hvor grundigt er de 1.009 adspurgtes kendskab til A.P. Møller, hr. Møller og deres meritter? I hvert fald kan man konstatere, at hr. Møller åbenbart er for stor til at blive ramt af Janteloven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her