Læsetid: 4 min.

Susanne tager én dag af gangen

I 12 år har Susanne været brolægger på Bornholm. Hun er ikke så skrap til at læse eller skrive, men god til at huske. ’Alle har noget godt at bidrage med,’ som hun siger
24. juli 2003

I 12 år har Susanne været brolægger på Bornholm. Hun er ikke så skrap til
at læse eller skrive, men god til at huske. ’Alle har noget godt at bidrage med,’
som hun siger

Hjerne på job
Susanne sidder i slidte arbejdsbukser og en snavset, ærmeløs undertrøje i skurvognen, der står klodset op i udkanten af den enorme oplagsplads, der hører til Materielgården i Rønne.
Hun bakser med en kuglepen. Frokostpausen er ved at være slut, og Susanne udfylder sjakkets arbejdsskema.
»Skal vi så skrive et kvarter,« spørger hun endnu en- gang de fire mænd i arbejdstøj, der drillende følger hende med øjnene. Igen bryder ramaskriget løs: Et kvarter? Er du tosset, Susanne, det har mindst taget en time!
Susanne virrer bare med hovedet, knuger kuglepennen endnu fastere og skriver 15 minutter i skemaet. Hendes mandlige kolleger drikker ud og forlader højrøstede skurvognen.
»Jeg er udlært anlægsgartner, men derefter kom jeg ud at sejle på langfart. Så gad jeg ikke det mere, og så kom jeg i fiskeindustrien, men der var jeg kun en måned. Det var simpelthen ikke mig, arbejdsklimaet mellem kollegerne var simpelthen for dårligt. Og min erfaring er, at når folk har det skidt, så hugger de på hinanden,« siger hun og drikker en sjat kold kaffe af et plastikkrus.
Susanne folder omhyggeligt skemaet og lægger det ned i en brun kuvert, inden hun fortsætter: »Så søgte jeg ind hos kommunen, og der har jeg så taget timer i brolægning.«
– Det er ellers et mandejob?
»Ja, og det er jargonen i hvert fald også. Man skal være lidt rap i replikken og kunne tage en spøg. Jeg er den eneste kvinde blandt mine kolleger. Mændene her i skuret arbejder i kloakken.«
Efter en kort pause tilføjer hun: »Det har jeg også prø-vet.«

Brug hovedet
Sammen med ca. 185 andre kommunalarbejdere fra Vej-Park under Bornholms nye Regionskommune er Susanne Knudsen, 42 år, deltager i et landsomfattende forsøg: Hvad sker der, hvis man inviterer de ansatte med i ledelsen af virksomheden?
»Ting tager tid, og folkene skal vænne sig til det. At man kan samarbejde på andre måder, end vi hidtil har prøvet. Men lige nu er mange godt nok nervøse,« siger hun.
– Er du også nervøs?
»Næh. Jeg har besluttet at tage én dag af gangen og huske at leve livet. Hvis det endelig var det, er jeg nok mere usikker på mine børns fremtid.«
– Hvad mener du?
»Ja, hvordan det vil være med terror og krig.«
Susanne sukker og ryster lidt på hovedet: »Det går bare ned ad bakke med så mange ting.«
Formålet med projektet Ledelse i Fællesskab (LiF), som Specialarbejderforbundet har løbet i gang fem steder i Danmark, er at give almindelige arbejdere et større ansvar. Nu skal de også til at bruge den indvendige del af hovedet: »Før var det altid en formand, som sagde til os: Grav derfra og dertil. Det var ikke meningen, at vi selv skulle tænke. Nu skal vi selv være med til at beslutte. Dvs. vi kan ikke længere skubbe tingene væk eller stå og vente på, at formanden sætter os i gang.«
Hun trækker lidt på det: »Men ... sådan synes jeg nu, at jeg altid har gjort. Så for mig personligt tror jeg ikke, at forskellen bliver så stor.«
– Hvorfor er der så store forskelle mellem mennesker?
»Tja, det må være ens gener. Jeg tror nemlig ikke, man kan ændre folk ret meget. Ikke når det kommer til stykket. Nogle vil gerne have et ansvar, andre forsøger altid at skubbe det fra sig. Det kan man tydeligt se, når man går i et sjak. Men altså, nogle er gode til det ene, andre er gode til noget andet.«
– Hvor langt kan I så komme med LiF?
»Langt. Når man først finder ud af, hvad folk er gode til. Man skal altid forsøge at finde den hylde, hvor folk er bedst. Nu har vi lært, at alle kan udvikle sig. Havde du f.eks. spurgt mig for seks år siden, om jeg nogensinde ville blive tillidsmand, så havde jeg helt sikkert sagt nej.«
Susanne kigger ned i bordet og holder en længere pause. Pludselig ser hun mig lige i øjnene:
»For jeg kan ikke læse eller skrive. Eller, jeg kan godt læse, det går bare ikke særlig hurtigt. Og jeg skriver kun for mig selv.«
Så kommer det med eftertryk: »Men jeg er god til at huske. Så alle har noget godt at bidrage med. Alle. Personligt vil jeg tro, at mange af kollegerne vil blomstre op, når de får mere ansvar og skal være mere selvstændige, og så vil der være nogle få stykker, hvor det vil gå modsat. De vil ikke klare at omstille sig.«

*Formålet med Ledelse i Fællesskab (LiF) er at »skabe mere effektive arbejdsgange, større tilfredshed med arbejdet, kompetenceudvikling, øget ansvar og mindre sygefravær«. Dette er det første af en serie portrætter af bornholmere og LiF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her