Læsetid: 5 min.

Timbo gjorde det igen

Tålmodigt venter den engelske tennisnation på, at Tim Henman – verdens nummer otte og Storbritanniens nummer et – skal redde nationens ære, men det fejler år efter år. Og så regner det oven i købet også
5. juli 2003

WIMBLEDON – Solen skinner fra en fejlfri blå himmel med små hvide skyer af vat, der venligt driver rundt for en sagte vind. Fra diskret opsatte højttalere i telefonpælene høres stille, intenst polerede stemmer, som momentant gribes af ophidselse: verdens mest prestige-fyldte tennisturnering, Wimbledon, er i gang. Under grønne og dyblilla parasoller nippes der civiliseret til jordbær med fløde, mens champagne og den særlige engelske sommerdrik, Pimms, nydes en masse. På banerne kæmper verdens tenniselite mod hinanden i et spil, hvis psykologiske dybder kun matches af skak. Det er individualisternes spil. Mand mod mand, kvinde mod kvinde, psyke mod psyke. Det er præcision og koncentration, som er i højsædet ulig holdspil som fodbold og håndbold, hvor der godt nok er plads til eneren, men hvor kollektivet alligevel sætter rammen...
Ja, sådan kunne artiklen her have startet i sidste uge, hvor alt var godt. Vejret, stemningen og de engelske tennisdrømme. Men ikke længere. Regnen satte på passende vis ind, grå, ensformig og trist, nogenlunde samtidigt med, at briternes tennis-håb, Tim Henman, tabte i en af turneringens kvartfinaler.
Det skete efter, at den britiske nummer to, Greg Rusedski, allerede var røget ud i sin kamp mod amerikanske Andy Roddick akkompagneret af en række eder og forbandelser fra briten vendt mod en mandlig publikummer, som råbte »out«. Rusedski undskyldte efterfølgende ved pressemødet godt og grundigt for sin uhøviske opførsel, men episoden bekræftede bare, at han ikke er en ’rigtig’ brite, men en ussel canadier, som har skiftet nationalitet, fordi han tilfældigvis har en engelsk mor og et hus i den engelske land-idyl. Ja det er ikke noget, jeg finder på, men essensen af den britiske kritik af stakkels Rusedski, der – som avisen Daily Mail bemærkede det i sidste uge – »ALDRIG bliver en rigtig brite«:
»Den bedste definition på en engelsk gentleman er, at han kan sige ’really’ på 17 forskellige måder,« skrev kommentator Michael Henderson direkte efter den kendte historiker Paul Johnson. Og han fortsatte: »Det er derfor fuldstændig sikkert, at Greg ’Rude’ Rusedski aldrig kan blive en af os. Not really. Ikke at vi ønsker det overhovedet efter hans beskidte tirade i onsdags.«

Henmania
Næh – så er det anderledes med Henman – en rigtig englænder. Opdraget i All England klubbens ånd – resten af hans familie er også medlemmer her. Tim er en pæn og velopdragen dreng fra Oxford. Denne nydelige, velklippede 28-årige
Hugh Grant-lookalike, får hver eneste sommer, englænderne til at gå amok i en kollektiv sommerpsykose, populært kaldet Henmania. Som regel taber han i kvart- eller semifinalen. Og skuffelsen i det britiske publikum over Timbo er hvert år enorm, så mærkbar, at den kan føles selv af en til lejligheden udsendt dansker.
Rundt om den til lejligheden blomsterdekorerede All England Lawn Tennis Club snegler sig en kilometerlang kø af billethungrende campister med telte og soveposer. Og inde på tennis-området bag Centre Court ligger en græsklædt bakke, som briterne hvert eneste år ved Wimbledon-tide optimistisk døber »Henman Hill«. Her dykker vi et øjeblik ned i folkedybet og møder et par triste fans fredag – dagen efter ydmygelsen af Henman, som tabte til den langt bedre spillende franskmand, Sebastien Grosjean.
»Han har det ikke i sig. Han er bare ikke aggressiv nok,« mener en træt ungersvend, som ikke selv ligner en, der har drukket five o’clock tea for nylig, svøbt som han er i Union Jack og med en ånde, som snarere signalerer fish’n’chips og øl end jordbær med fløde.
»Måske er det fordi, han er blevet far for nylig. Han kan måske ikke koncentrere sig,« foreslår en bag ved ungersvenden opdukket pige, der på trods af en sund størrelse 46, er iklædt en særdeles stram lilla top og et par tilsvarende tætsiddende jeans, der på en eller anden forunderlig måde har sneget sig ned under det øverste af et par hvide G-strengs trusser . »Og så er der jo også det med hans skulder,« tilføjer hun, og derved har de to unge mennesker, der med det look aldrig vil komme i nærheden af en af de eftertragtede Centre Court-billetter (men udsigten er altså også glimrende fra bakken, hvor der er opsat en storskærm for folket), faktisk givet to af de forklaringer, man efterfølgende kan læse i aviserne. Independent taler om »Power Shortage« for »den konservative Henman, som var plaget af en skulderskade«.

Tak for minderne
Tenniskommentator James Lawton havde ondt af det nationale tennisidol fredag:
»Endnu engang. Tak for minderne Tim – og prøv ikke at tage dig det for nær. Når alt kommer til alt, er det jo ikke dig, der har skabt Henmania; du er tværtimod fanget i den. Det er ikke dig, som har forvandlet dit eget liv til en gang uhyrlig hype. Du spillede bare så godt, som du nu kan. Som du altid gør… Men selv her på denne ø, som så regelmæssigt bliver gjort til grin af egne falske forhåbninger – og tvivlsomme værdier – i flere forskellige sportsgrene, må det snart være på tide, at vi indser det.« Indser, hvis vi skal skære det ud i pap, at Tim Henman måske blot ikke er god nok til at vinde Wimbledon.
Det foreslår jeg til et velklædt par, der selv bor i Wimbledon, som på mange måder for London er, hvad Hellerup og omegn er for København. En umiskendeligt rig forstad for de rige og smukke.
»Heavens, no,« siger kvinden med en stemme, der minder betænkeligt meget om Hyacinth Buckett fra Fint Skal det Være. »Han gør det til næste år. Jeg tror fortsat på ham.«
Og måske er det her, vi har forklaringen på Henmans utrolige popularitet. Det gode gamle begreb »klasse« – et begreb, der fortsat giver langt mere mening i Storbritannien end i det egalitære Skandinavien.
De evindelige »come on Tim« er aldrig øllede, desperate eller rigtigt entusiastiske. Mere spinkle, tøvende og altid fra en enkelt person – aldrig fra en flok. Den engelske tennishelt inkarnerer den høflige, evigt veloplagte tilskuer med sin picnic-kurv og sin lemonade eller te. Ikke den uartikulerede og brølende hooligan, som gør det skamfuldt at være engelsk. Det er middelklassens håb om at finde en ung mand, der kan slå igennem på den pæne græsbane på en helt og holdent respektabel måde, som holder liv i drømmen om Tim Henmans sejr ved Wimbledon, holder liv i Henmania, som nu igen må ovevintre, til det bliver Wimbledon igen. Til næste år pudser middle-England drømmen af igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her