Læsetid: 13 min.

To familier og et sølvtæppe

Danske Tommy Møller og lettiske Sergejs Skulinecs har omtrent samme job i samme virksomhed. Nu bliver de begge borgere i et nyt udvidet EU. Hvad kommer det til at betyde?
5. juli 2003

Danske Tommy Møller og lettiske Sergejs Skulinecs har omtrent samme job i samme virksomhed. Nu bliver de begge borgere i et nyt udvidet EU.
Hvad kommer det til at betyde?

Hvis man vil forstå, hvad EU-udvidelsen handler om, kan man bare tænke på to familier, som vi mødte for nylig.
Den ene bor i Danmark. Tommy Møller og hans kone, Birte, bor i udkanten af København. Tommy er en høj, nøgtern fyr med skæg. Han holder af fodbold og lever et stilfærdigt, regelmæssigt liv: Han står tidligt op, arbejder på tobaksfabrikken, hvor han været ansat det meste af sit liv, og kører sammen med konen hjem fra arbejdet. Hun er sygeplejer. Tommy ved stort set alt, hvad der er værd at vide om cigaretproduktion: tobak, filtre, papirer, den slags ting. En gang fik han en krukke i gave fra firmaet, og han ynder gerne at spøge med, at hans aske skal lægges i den, når han dør.
Den anden familie bor i Letland, som sandsynligvis bliver EU-medlem næste år. Ilga Skulineca og hendes mand, Sergejs, bort lidt uden for Riga. På mange måde ligner de Tommy og Birte. De arbejder også i en cigaretfabrik, der tilmed ejes af danske Skandinavisk Tobakskompagni, og de lever også et ganske almindeligt familieliv. Ligesom Tommy kan de i timevis tale om cigaretter, filtre og de maskiner, som fremstiller dem. Som Tommy og Birte har de også en tigeragtig kat, som gemmer sig i mindst 20 minutter, når der kommer fremmede på besøg.
Men her stopper lighederne.
For når Tommy drager på weekendtur til England for at se Premier League-fodbold, pakker Ilga familien ind i bilen og tager på landet i Letland. Den eneste udlandstur, de har råd til, er den årlige biltur til Ukraine for at besøge Sergejs’ familie.
Mens Tommy netop har købt sig en splinterny bil – en VW Polo – må Sergejs reparere på familiens 10 år gamle Passat og klarer kun lige akkurat at holde den køredygtig. Mens Tommy ser frem til sin pension, når han fylder 60, frygter Ilga og Sergejs en pension, som det knapt nok er muligt at overleve på.
I modsætning til Tommy ved de, at de let kan miste jobbet. Understøttelsen er begrænset, og sygdom vil medføre en krise for familiebudgettet.
»Mister vi vores arbejde, er vi fallit,« siger Ilga uden ironi.

Et sølvtæppe deler EU
»Dette er en ekstraordinær dag i europæisk historie,« sagde en højtidsstemt Tony Blair sidste efterår, da EU havde bestemt sig for at lukke 10 nye lande ind i folden. Siden er festtalerne fortsat. I Bruxelles udgives der glittede brochurer, som fortæller, at Europa endelig er blevet samlet. EU-udvidelsen fremstilles som positiv både for gamle og for nye medlemsstater. Men nogle af konsekvenserne har fået mindre opmærksomhed. En af dem er, at EU vil blive splittet i to.
Mens skellet mellem Øst- og Vesteuropa en gang blev beskrevet som et ’jerntæppe’, er ’sølvtæppe’ i dag blevet det gængse udtryk. På den ene side af tæppet står de rige, velfungerende lande, som i dag udgør EU. På den anden side står de langt fattigere, østeuropæiske lande. Med deres små ressourcer og svage demokratiske traditioner er sidstnævnte lande på forhånd dømt til at have mindre indflydelse og ringere konkurrenceevne i det nye EU.
Østeuropæerne frygter ifølge en rapport fra den tidligere hollandske statsminister Wim Kok at blive andenrangsborgere. Kok er en høj, grå mand med flagrende hår, som for nylig blev bedt om at udrede konsekvenserne af EU-udvidelsen. I rapporten slår han fast, at »denne udvidelse er afgørende forskellig fra alle tidligere udvidelser (…), i henseende til økonomiske forskelle.« Da Spanien og Portugal blev EU-medlemmer i 1986, var deres BNP per indbygger 70 procent af EU-gennemsnittet. For de kandidatlande, som nu optages i EU, er det tilsvarende tal blot 40 procent. Udregninger baseret på tal fra FN’s udviklingsprogram viser, at lønningerne i de kommende EU-medlemslande ligger på en fjerdedel af det nuværende EU-gennemsnit. Levealderen er fem år kortere og uddannelsesniveauet betydeligt lavere. I et FN-indeks, som måler verdens landes udviklingsniveau, ligger gennemsnittet for de kommende EU-lande på niveau med nationer som Chile og Sydafrika.

Kontrastfyldt
En rejse fra København til Riga viser, hvor konstrastfyldt EU er ved at blive. I en forstad til København besøgte vi Tommy Møller i et kvarter, hvor både huse og veje er i perfekt, velholdt stand. I en satellitby i sovjetisk stil blev vi modtaget af Sergejs og Ilga og døtrene Inta (18) og Maija (16), som også havde pudset deres lejekasernelejlighed op til perfekt stand. De fortalte, at her i huset ringer vækkeuret klokken fem. Sergejs og Ilga arbejder minimum otte timer om dagen, men tager ofte overarbejde for at få lidt luft på budgettet.
»Vi må jo støtte de gamle … og vores døtre koster også mange penge,« smiler Ilga og peger på familiens to teenagepiger. Skolegang er dyrt, og bedsteforældrenes pensioner slår slet ikke til.
To dage tidligere havde Tommy Møller taget imod os i sit rækkehus. Mens vi kiggede ud på hans lille have, fortalte han, at han og hans sygeplejer-kone let kunne have klaret sig for bare en af deres lønninger. Han tager aldrig overarbejde.
»Jeg har arbejdet, siden jeg var 14. Og ærligt talt er jeg ved at være lidt træt af det,« siger han. Om to år fylder han 60 og går på førtidspension. Med 80 procent af lønnen i pensionsydelse regner han med at bruge sin tid på husarbejde, hobbyer og børnebørn.
»Jeg regner med, at Birte vil sætte en huskeseddel på køleskabet hver morgen, som vil kunne give mig mere end nok at gøre,« siger han muntert.
Hvad vil disse markante forskelle i levestandard betyde for EU’s borgere? Svaret synes nogle gange at fortabe sig i den tekniske ordflom og de økonomiske termer i dokumenterne fra Bruxelles. For Bruxelles’ EU-optimister lyder svaret typisk:
»fred og rigdom for den glade, forenede europæiske familie«. Skeptikerne taler derimod om de horder af østeuropæere, som vil strømme over grænserne og snuppe alle jobbene, imens EU-slottet kollapser i en syndflod af papirer. Realistisk bedømt må svaret ligge et sted midt imellem.

Produktion flytter østpå
Visse ting er indlysende. F.eks. at de lave lønninger vil lokke flere produktionsvirksomheder til at flytte teltpælene østover. Sergejs og Ilga tjener cirka 5.500 lats om året (59.000 kr.) – et pænt stykke over den lettiske gennemsnitsløn på 34.500 kr. Alligevel er der et langt stykke op til de 290.000 kr., som Tommy tjener. Og lønnen er ikke eneste forskel. På Tommys fabrik står fagforeningerne stærkt. De kræver, at alle ansatte er medlem. I Riga er det tilladt at være medlem, men kun få er det. »Folk kan ikke se fidusen ved det,« siger Ilga. Erfaringerne fra Sovjet-tiden har gjort letterne dybt skeptiske over for fagforeninger. Letterne har også en længere arbejdsuge (40 timer mod 37) og kortere ferier.
I sin rapport uddyber Kok nogle af disse problemer. På den ene side frygter man for social dumping i øst. På den anden side vil de nye EU-lande også være nødsaget til at leve op til sociale reguleringer og standarder. Men EU-reglementer om lønniveauer og velfærdsgoder findes der ingen af.
Hvad der vil ske, når lønningerne i Østeuropa stiger og nærmer sig EU-gennemsnittet er igen en helt anden sag. I så fald kan produktionen på ny blive flyttet andre steder hen. For nylig fik mere end 30 af Ilgas og Sergejs’ kolleger sparket. Dele af produktionen på fabrikken bliver overført til Sydafrika, og planen er, at Sergejs skal sendes med for at hjælpe til med overgangen.
»Nogle gange går dele af vores ordrer i stedet til Polen. Ingen fortæller os hvorfor,« siger Ilga. »Vi er bare arbejdere. Jeg aner ikke, hvorfor disse afgørelser bliver truffet. Det ligger helt uden for mit niveau. Spørg mig om filtre og cigaretter – det ved jeg noget om.«
To dage før havde Tommy sagt, at hvis han mente, at noget var galt, gik han direkte til topchefen. Og topchefen ville lytte. Han var desuden helt sikker på at beholde jobbet. »For nogle år siden var folk lidt utrygge på grund af rygter om, at produktionen skulle flytte til Polen. Men det blev der ikke noget af,« siger han.
Sergejs fortæller, at at nogle af kollegerne på tobaksfabrikken er imod EU-medlemskabet. »De er bange for, at priserne skal stige,« siger han.
Det vil de ganske sikkert. Men lønningerne vil også stige, ifølge Wim Kok. Når EU får 75 mio. flere forbrugere, vil det føre til øget handel, større konkurrence, større investeringer og dermed større økonomisk vækst i hele EU-området. Langsomt, men sikkert vil det sociale og økonomiske skel mindskes. Alligevel vil mange østeuropæere føle sig fristet af at søge lykken i vest.

Folk rejser vestpå
I EU er der i princippet fri bevægelighed for EU-borgere. Folk, som er bange for indvandring, frygter en strøm af mennesker fra øst til vest. I Danmark har Tommy hørt Dansk Folkeparti profetere om »en massetilstrømning af billig arbejdskraft, som især vil true beskæftigelsen for EU’s ufaglærde arbejdere.« Og en undersøgelse fra PricewaterhouseCoopers viste for nylig, at 41 procent af alle polakker over 16 år godt kunne tænke sig at arbejde i et andet europæisk land. Dette er grunden til, at tyske og østrigske politikere har forlangt en overgangsperiode på syv år, før nye EU-borgere uden videre kan slå sig ned i et andet EU-land.
De fleste undersøgelser viser ikke desto mindre, at der ikke er tungvejende grunde til at frygte nogen stor folkevandring fra øst til vest. Forskerne i European Integration Consortium skønner, at 335.000 mennesker vil flytte, for det meste til nabolande. Dette tal vil vokse over en årrække, men vil højest komme til at omfatte 1,1 procent af EU’s befolkning. Østeuropæere kan allerede rejse frit i Europa, og mange af dem får arbejdstilladelse. Alligevel udgør disse gæstearbejdere blot 0,2 procent af de nuværende EU-landes befolkninger.
Hos familien Skulinecs fortælles Inta og Maija, at nogle af deres klassekammerater har lyst til at arbejde i Vesteuropa, men de er ikke mange. »Jeg har aldrig tænkt på at studere i Vesteuropa,« siger Inta.
»Jeg vil hellere studere i Rusland, som har ry for et rigtig godt uddannelsessystem,« Hun taler både engelsk og russisk flydende, men føler sig mest som russisk.
Alligevel frygtes der for hjerneflugt fra Østeuropa. »Det er ikke masserne, men eksperterne, som vil flytte,« siger politilog og Letland-kender Lars Johansen fra Aarhus Universitet. »Det er præcis dem, som kunne have gjort en forskel i udviklingen af et land eller en virksomhed, som vil rejse bort.« Johansen frygter, at dette vil efterlade for få kvalificerede folk i Letland.
Et andet spørgsmål er, hvordan EU skal kunne fungere med 10 nye medlemslande.
»EU er for stort for mig,« siger Tommy. »Det virker, som om det er umuligt for os almindelige mennesker at komme i kontakt med dem, som træffer beslutningerne. De er for langt væk.«
Ilga har ikke bestemt sig endnu. Letland skal have folkeafstemning til september. Regeringen har hyret det populære landhold i ishockey til at overbevise folk om at, de skal stemme ja. De fleste forventer, at resultatet bliver positivt. Men Ilga føler ikke, at hun ved nok endnu.
»Det virker, som om det vil være en god ting for vores døtre. De får muligheder for at arbejde eller studere i udlandet. Men vi almindelige mennesker har jo ikke nogen kontakter i udlandet,« siger hun. De gamle er imod.
»De tror, at der bliver en kritisk fase i begyndelsen, hvor priserne vil stige voldsomt,« siger hun.
I Bruxelles har man også sine bekymringer. Aldrig tidligere er så mange lande blevet indlemmet samtidig. »Hvordan kan der træffes effektive beslutninger og udvikles politik i en union med så mange medlemmer?,« spørger Wim Kok. Han skønner, at EU »ikke har forberedt sig godt nok« hverken på institutionelt eller konstitutionelt niveau. Det er hans opfattelse, at der er et påtrængende behov for en europæisk forfatning med en »bedre beslutningsgang og større demokratisk legitimitet« for at fremme »bedre beslutningstagninger og større nærhed til indbyggerne«. En europæisk forfatning er aktuelt under udarbejdelse.
Et andet spørgsmål er, om et så lille land som Letland vil formå at leve op til EU’s krav. Landet, der kun har 2,4 mio. indbyggere, må implementere et omfattende sæt af love. Infrastrukturen må forbedres, miljøstandarder skal følges. Det vil blive dyrt og vil kræve en enorm indsats af statsadministrationen i et land, som allerede slider hårdt i det. De stærke spændinger mellem letter og den russiske minoritet er blot ét af problemerne. Da FN’s Udviklingsprogram opgjorde alle verdens lande efter, hvor god en regeringsførelse de havde, endte Letland blot på 53.-pladsen – lige foran Mexico og Cuba, men langt efter næsten alle andre europæiske lande. »Man kan spørge, om fattige, små lande virkelig har den fornødne kapacitet til at implementere EU-lovgivning, og om deres embedsmænd er tilstrækkeligt kvalificerede,« siger politilog Lars Johansen.

To verdener rykker sammen
For få år siden var det ikke meget, som folk som Sergejs og Tommy kendte til hinanden. Sergejs tager et fotoalbum frem. Det er hånddekoreret med fløjl. Indeni er der billeder af kampvogne, krigsvåben og soldater. Der er et diplom for god opførsel og ved siden af et billede af Lenin. Sergejs var soldat i Den Røde Hær. Derefter arbejdede han på en båd. Der traf han Ilga, og sammen flyttede de til Riga. Ved at arbejde lange dage på cigaretfabrikken lykkedes det dem at skabe et bedre liv for sig selv. »I de første år arbejdede vi tolv timer om dagen. Vi havde ikke tid til andet end arbejdet,« fortæller de.
For nogle år siden besøgte Sergejs søsterfabrikken i Danmark. Det var hans første tur til Vesteuropa. »Alting virkede meget lettere, meget fredeligere der. Danskerne var rolige og pragmatiske. Det virkede, som om de vidste alting fem år i forvejen. De kunne planlægge. Her har vi en ny plan hver måned. Vi aner ikke, hvad der sker i morgen,« siger han.
To dage tidligere havde vi taget afsked med Tommy i København. Han havde fortalt os om sin første tur til Riga. Fagforeningen var ikke særlig godt organiseret der, sagde han. Og heller ikke velfærdsordningerne. Han var rejst sammen med en gruppe bestyrelsesmedlemmer. Han husker, at han oplevede det som at være en vigtig gæst. »Vi havde livvagter med os overalt. Direktøren rejste sammen med os,« fortalte han.
Sergejs minder fra København er mere beskedne. De handler om fabrikken, maskinerne og arbejdsmetoderne. »De var langt mere moderne,« siger han. På hylden har mindebogen fra Sovjet-tiden fået selskab af en lille dansk souvenir: en havfrue.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

*Simen Sætre og Boris Peters er freelancejournalister

Tommy ...... og Sergejs
*Tommy tager på storbyferie i Europa og på fodboldture til England …

*Tommy tjener 290.000 kroner (39.000 euro) om året …

*Men Tommy betaler lidt mere i skat – 55 procent …

*Tommy arbejder 37 timer om ugen og undgår helst overarbejde overtid …

*Tommy kan gå på førtidspension, når han bliver 60 år og opretholde 80 procent af indtægten …

*Tommy har lige købt en ny VW Polo …

*Tommys sønner kunne vælge, hvilken skole de ville gå i, og den var gratis bortset fra bøgerne …

*Tommy føler sig sikker på ikke at blive fyret, men skulle det ske, vil han få 100 procent udbetalt i understøttelse i to år, og derefter 80 procent, til han går på pension …

*I Tommys fabrik er det påbudt alle ansatte at være medlem af fagforeningen …

*Tommy har sin egen lejlighed i et rækkehus ud for København, med en
lille have …

*. . . Sergejs kører på biltur i Letland og til Ukraine en gang om året til forældrene.

*… Sergejs tjener 6.000 lats (9.030 euro).

*… Sergejs betaler 35 procent i skat.

*… Sergejs arbejder mindst 40 timer, og tager gerne overarbejde om nødvendigt.

*… Sergejs håber at kunne blive ved med at arbejde, til han er 65, og har ingen klar forestilling om, hvordan hans pension vil blive.

*… Sergejs kører en 10 år gammel Passat.

*… Sergejs er ikke sikker på, om han har råd til at betale for, at datteren Maija kan læse til læge – hendes højeste ønske.

*… Sergejs vil intet få i den første halvanden måned. Derefter vil han få 60 procent, så gradvis mindre og mindre.

*… I Sergejs’ fabrik kan man melde sig ind i en fagforening, men mange lader være.

*… Sergejs lejer en lille lejlighed i en lejekaserne ud for Riga, men har ikke råd til at købe den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu