Læsetid: 6 min.

Da tungmetallet slog gnister

De tidlige 70’ere tilhørte den stildannende tungrockkvartet Led Zeppelin, indtil John Bonhams død satte en stopper for festen i 1980 efter en kreativ nedgangsperiode. Gruppens produktion er nu genudsendt, suppleret med fortrinligt live-materiale på såvel cd som dvd
14. juli 2003

Rockens grå guld
Omkring 1969-70 dukkede en tonstung og lidet subtil aflægger af bluesbaseret syrerock op, som påhæftedes termen ’heavy metal’, løftet fra Steppenwolfs »Born To Be Wild«, en motorcykelode, hvor der refereres til den »heavy metal thunder«, en Harley nu engang laver.
Karakteristisk for genren var, at lead-guitaristen ansås for showets stjerne og fokus, med sangeren i en sekundær rolle og rytmegruppen som leverandører af rudimentær baggrund, hvor henover guitaristerne kunne udfolde sig ... i timevis. Lydligt foregik det på højeste volume, genren var mandsdomineret og -orienteret, og koncerterne udspillede sig gerne i arenaer på størrelse med Helvedes Forgård.
Der var i og for sig ikke noget i vejen med termen heavy metal, men herhjemme døbte man ikke desto mindre genren betonrock, et i historisk perspektiv strålende udtryk for en musikform, pletrenset for hippieidealer og psykedelia i andet end i dens allermest vulgære former. Da denne signatur i samme periode oplevede sin landlige forstad med plante- og rideskoler, gårde med tilhørende marker, små snoede veje og vakkert bakket landskab forvandle sig til et regelret, planet, gråt, dræbende og ucharmerende betonhelvede – og det tog kun få år at gennemføre Operation Bulldozer – lød denne af rockkritikere så uglesete genre som det perfekte soundtrack til såvel altings forgrimmelse som ens eget pubertetshelvede.

Velfunderede studiemusikere
Genrens fremmeste udøvere bar navne som Blue Cheer, Deep Purple, Black Sabbath, Aerosmith, Mountain og Grand Funk Railroad, men ingen af dem matchede seriøst den britiske kvartet Led Zeppelin, dannet i ruinerne af 60’eroutfittet The Yardbirds, der faldt fra hinanden i 1968. The Yardbirds startede i de tidlige 60’ere som del af det britiske R&B-boom med Eric Clapton som leadguitarist, men efter hans exit indrulleredes den brillante Jeff Beck, der revolutionerede gruppens lyd og gjorde den stildannende. Undervejs kom studieesset Jimmy Page med på bas, omend han hurtigt skiftede til guitar, og i gruppens sidste leveår fungerede som dets leder og frontmand.
Page var en uhyre velfunderet guitarist, som i løbet af 60’erne havde bidraget til alle tidens genrer qua sit studiearbejde, og da han stod for at rekonstruere The Yardbirds, indkaldte han en anden alsidig og garvet studiemusiker, John Paul Jones, til baspositionen i, hvad der for en stund kaldtes The New Yardbirds. Page havde endvidere kig på sangeren Terry Reid, der betakkede sig og i stedet henviste til den højspændte Robert Plant, som medbragte trommeunderet John Bonham. Kemien de fire imellem var fra starten perfekt og det samme skulle vise sig at være tilfældet med gruppen og dens fanbase – Zeppelin-fans var (er!) sindssvagt loyale og stort set alle gruppens albums nåede salgslisternes førsteplads uden hjælp fra dj’s, kritikere eller tv, idet gruppens foretrukne medium var koncertscenerne, hvor de gav legendariske koncerter.

Ramte et hul
Det hører til dansk rockmytologi, at Led Zeppelin (vist nok) spillede sin første koncert ude i Brøndby Popklub i starten af 1969. Da havde gruppen allerede indspillet – efter sigende på kun 30 timer – sin eklektiske og afvekslende, men også lidt famlende debut-lp, som udstak de spor gruppen siden skulle forfølge til deres logiske afslutning: Tunge, men dynamiske blues-pastischer
a la »You Shook Me« og »Dazed And Confused« med plads til improvisation og leg med formen, intenst nervøse rockudladninger som »Communication Breakdown«, den graciøse folkrock på »Baby I’m Gonna Leave You« og sågar en vis popflair som på »Good Times Bad Times«.
Gruppen ramte det hul, der opstod på markedet efter supertrioen Cream gik i sig selv, men fra starten havde Zeppelin en egen stil og attitude samt ikke mindst lydarkitekten Pages ubetvingelige vision, på en gang kompleks og subtil, trods musikkens ind i mellem elefantgungrende karakter. Page var udover én af den elektriske guitars ubestridte mestre også alletiders mest effektive producer, og når man lytter til Zeppelins nys remastererede og genudgivne bagkatalog – 10 titler i alt, hvoraf de første fem-seks stykker befinder sig i mesterklassen – slår det én, hvor stor en lyd han fik ud af guitar-bas-tromme-konstellationen og hvor godt pladerne holder i dag.

Hammer og ambolt
Page gjorde et stort nummer ud af, at bunden var i orden og kombinationen af Bonhams eksplosive trommespil og Jones’ forfinede beherskelse af bassen kan stadig få de små hår i nakken til at rejse sig. Læg dertil Pages eget komplekse – men sjældent overkørte; hans sans for økonomi har aldrig helt fået den anerkendelse, der tilkommer den – guitarspil og Plants ekspressivt opkørte vokal. Udgjorde Bonham og Jones således ambolten, var Page og Plant til gengæld hammeren, der faldt tungt og præcist, så gnisterne stod ud i lokalet.
Brikkerne faldt på plads på Led Zeppelin II, udsendt op mod jul 1969 og indeholdende gruppens første store hit, »Whole Lotta Love«, det på alle måder kvintessentielle Zeppelin-nummer og en skudsikker rockklassiker. Det var her Bonham fik tildelt trommesolonummeret »Moby Dick«, som i koncertsituationen spændtes til det yderste. I 1970 kom det halvt folkede, halvt rockede, men helt igennem vellykkede Led Zeppelin III på gaden, hvor gruppen åbenlyst flirtede med sine keltiske rødder, mens den hang til sort magi især Page og Plant stod for, begyndte at gennemlyse tekstmaterialet.

Mesterværket
Hovedværket er og bliver dog gruppens fjerde album, kendt som The Rune Album, Zo-So eller simpelthen Untitled, udsendt i 1971. Et sjældent helstøbt værk fra gruppens hånd fremviser det alle dens facetter på den mest flatterende facon, hvad enten det gælder benhård rock’n’roll, mudrede bluesmysterier, keltiske dramaer eller den pompøst mytiske »Stairway To Heaven«, sidenhen en møllesten om gruppens hals og på mange måder spillet til døde, men ikke desto mindre et mesterlig demonstration i sangopbygning og rockdynamik. Og så indeholder den noget så sjældent for Zep som en uforglemmelig melodilinje – eftersom gruppens primære fascination lå i lyd og performance gjorde den sig som tommelfingerregel mere i numre end sange som sådan, selv om der selvfølgelig er undtagelser.
At gruppen toppede på alle fronter i 1970-73 kan man nu forvisse sig om ved at gå ombord i dobbelt-dvd’en kaldet ... DVD, et forrygende dokument, der indeholder en hel koncert fra Royal Albert Hall i 1970 samt klip fra Madison Square Garden 1972, Earls Court 1975 og endelig Knebworth 1979, hvor bandet dog synger på sidste vers.

Storslået majestætisk
Illuminerende og imponerende som det er, slår det dog ikke den tredobbelte cd How The West Was Won, som kan gå hen og blive det
definitive Led Zeppelin-album, thi her kan man høre gruppens medlemmer kaste sig ufortrødent ud i numre, der ofte var rene studieproduktioner, på de scener, der var deres foretrukne arbejdsplads. Musikken ånder, lever, gisper, skriger og sukker, så det forslår. Optaget i L.A. i sommeren ’72 er det her et Led Zeppelin, der topper kreativt og sjældent har rockmusik lydt så på en gang storslået majestætisk og alligevel så umiddelbart tilgængeligt. Også selv om det ikke vil være alle og enhvers kop te, pletrenset for poptiltag, som det er – hvad der møder lytteren her, er Rock i ren form!
Det skulle siden knibe for kvartetten at matche de første fire-fem års intensitet og hele banebrydende indsats – selv om den, som det rigtig nok er blevet påpeget, ikke har haft mange arvtagere, hvilket også siger lidt om hvor specielt et foretagende Led Zeppelin egentlig var – og da den opløstes i 1980 i hælene på John Bonhams død, var den stort set kun en skygge af sit eget formidable jeg. Lad os derfor glædes over disse nyopdukkede lyddokumenter, der hinsides al tvivl slår gruppens unikke position på rockens Parthenon fast med syvtommersøm!

*Led Zeppelin: How The West Was Won (3 cd-livesæt) (Atlantic/Warner)
*Led Zeppelin: DVD (Dobbelt-koncert-DVD) (Atlantic/Warner)
*Derudover er gruppens 10 original-lp’er alle genudgivet som vinyl-replicaer i digital remastering.
*www.ledzeppelin.com

*Dette er den første artikel i serien Rockens Grå Guld, som vi løbende bringer sommeren over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her