Læsetid: 5 min.

Da vi var udslettelsen nær

Brønshøj Museums kamp for at skaffe København et nyt historiecenter
16. juli 2003

Mærkværdige museer
Alle raske danske drenge kender historierne om den gæve gøngehøvding Svend Povlsen og hans talrige bedrifter, og mange har også hørt beretningen om den grumme svenskerkonge Carl (den 10.) Gustav, der i vinteren 1657-58 fra Jylland førte sin hær af landsknægte over de tilfrosne bælter og tvang den danske konge Frederik 3. til at skrive under på en ydmygende fred, som i første omgang kostede os Skåne, Halland og Blekinge – og umiddelbart derefter nær havde ført til udslettelsen af Danmark som selvstændig nation.
For kort tid efter Roskildefreden kom Carl jo på værre tanker. Han ville snuppe hele Danmark, nu han var så godt i gang. Men så gik det op for ham, at københavnerne ikke bare ville lægge sig ned – og ovennævnte Frederik erklærede (med en vending, han havde hugget fra Jobs Bog), at han havde tænkt sig at dø i sin rede. Den tyggede Carl så meget på, at han i første omgang valgte belejre den danske hovedstad. Han oprettede sit hovedkvarter i en helt ny lejrby, han lod opføre der, hvor vore dages Brønshøj ligger.
Carlstad kom den til at hedde, og den voksede sig hurtigt på størrelse med København, både hvad areal og indbyggertal angik. Cirka seks kilometer uden for voldene havde København altså fået en naboby med omkring 10.000 hvervede soldater og formentlig det dobbelte antal ’medfølgende’ – landsknægtenes koner og børn, marketendere a la Mutter Courage, plattenslagere, glædespiger og håndværkere og andet godtfolk.

Svenskekongens Rubicon
Natten mellem den 10. og 11. februar var det forbi med nøleriet. Carl skred over sit Rubicon og stormede København, men den svenske hær blev som bekendt afvist ved byens volde, og Danmark overlevede som selvstændig nation.
Det var Carls første nederlag, men belejringen fortsatte. Så døde Carl uventet i februar 1660, og der åbnede sig pludselig mulighed for en fredsslutning. Stormagterne England, Frankrig og Holland greb ind og dikterede den fred, der indebar, at Skåne, Halland og Blekinge for altid var gået tabt, mens bornholmerne jo havde befriet sig selv og forblev danske. Pointen i den internationale storpolitik var, at ingen af de to nordiske rivaliserende nationer skulle have fuld kontrol over Øresund. Dengang som nu var det de økonomiske aspekter, der dikterede de politiske hændelser.

Kukkasser i bunkeren
Denne dybt kritisk fase af Danmarkshistorien har på museumsplan længe været forsømt – kun navngivelsen af Stormgade og Stormbroen i København vidner om de dramatiske begivenheder i 1659 – men i den underjordiske bunker på Brønshøj Torv har man siden 2001 haft en permanent udstilling om svenskekrigene 1657-60 – som en markant udvidelse af det lille hyggelige Brønshøj Museum og som en konsekvens af de initiativer, der blev igangsat i kulturåret 1996.
I 17 små tableauer – eller dioramaer, som museumsleder Lars Cramer-Petersen foretrækker at kalde dem – samt i en stor naturtro figuropstilling viser man forskellige scener fra dagliglivet i Carlstad og de mere kendte historiske begivenheder som f.eks. den svenske hærs berømte march over isen og stormen på København.
Det er på én gang fascinerende og hyggeligt at kaste et blik ind i disse kukkasser med deres overraskende opstillinger, der er et rimeligt bud på, hvordan en række situationer fra hine historiske dage for næsten 350 år siden kan have formet sig.

En kanonkugle i baghaven
Selve Brønshøj Museum har til huse i en af de 240 almueskoler, som Frederik 4. lod opføre i Danmarks tolv rytterdistrikter, og som derfor blev kaldt ’rytterskoler’. Rytterskolen i Brønshøj blev taget i brug i 1724 og fungerede uafbrudt som skole indtil 1923. Herefter har bygningen været anvendt til bl.a. distriktsbibliotek og hjemmeværnsgård. Men efter en ombygning i begyndelsen af 1980’erne blev den i 1986 omdannet til museum og drives i dag af Københavns Kommune.
Efter at museet i 1996 havde været rammen om en række forskellige arrangementer, der havde svenskekrigene som fællesnævner – heriblandt en meget velbesøgt udstilling Carlstad på Brønshøj – opstod tanken om at oprette en permanent udstilling om de omskiftelige år, der kunne have gjort København til Köpenhamn og Brønshøj til Brönshög.
Alt dette kan man læse meget mere om i den lille indbydende og velillustrerede bog Carlstad – Københavns naboby 1658-1660, som Lars Cramer-Petersen har begået. Her bliver den fjerne fortid nærværende, som den for øvrigt blev det for forfatteren selv, da han en skønne dag fandt en af svenskernes kanonkugler i sin baghave.
Man må håbe, at byens vise fædre værdsætter det sus af Danmarkshistorien, som Brønshøj Museum har at byde på. Så meget, at man vil lave den nødvendige opfølgning og for eksempel sikre, at alle de små ’tinsoldater’, der udgør befolkningen i museets dioramaer, kan bevares uskadte – for de vil snart være truet af den høje luftfugtighed i den gamle bunker med den dermed forbundne risiko for, at malingen på blyet ganske enkelt begynder at skalle af.

Parellel til Louvre
Folkene i Brønshøj Museum stod allerede i februar 1999 bag et spændende skitseprojekt til et
Historiecenter Carlstad, hvis mest iøjenfaldende træk er en tredelt indgangs- og udstillingsbygning, der skal opstilles som en let overdækket glaskonstruktion over nedgangen til sikringsrummene – en beskeden, men alligevel markant parallel til den berømte glaspyramide foran Louvre i Paris. Indgangspartiet skal vende ud mod det nyrenoverede Brønshøj Torv og give den gamle plads (endnu) et tiltrængt løft.
Man havde håbet på, at denne spændende nyskabelse i Københavns museumstilbud kunne have været taget i brug for allerede to år siden – den foreslåede indvielsesdato hed 26. maj 2001 – men indtil videre har man ikke kunnet få byens vise fædre med på planen.
I den såkaldte ’helhedsplan’ for Brønshøj Torv fra 2002 hedder det således: »Rytterskolen, forpladsen og det historiske haveanlæg... ændres ikke.«
Inde bag rådhusets tykke mure lader man sig ikke uden videre belære eller pådutte gode ideer udefra. Især ikke hvis de risikerer at løbe op i et syvcifret beløb. Men på Brønshøj Museum giver man ikke op. Man har nu søgt hjælp fra private fonde og har fået nedsat en større referencegruppe, der blandt andet tæller den svenske ambassadør Carl-Magnus Hyltenius, Københavns biskop Erik Norman Svendsen, formanden for FDB, tidligere kulturminister
Ebbe Lundgaard og programredaktør Piet van Deurs.
Men kampen for at etablere den spændende nyskabelse, som Historicenter Carlstad vil være, kan meget vel blive længere og sejere end opgøret med svenskekongens tropper fra Carlstad.

*Tidligere artikler i serien blev bragt 24., 25. jun., 1., 2., 5., og 10. jul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu