Læsetid: 5 min.

Det uforlignelige boblebad

Kildeskovshallen er den smukkeste, men Østerbro Svømmehal den mest underholdende at bade i
23. juli 2003

Livsrammer
Jeg har altid holdt af badekulturen – ikke blot den ved stranden, men især den, hvor man går ind i et badehus med alle faciliteter, også kaldet en svømmehal. Derfor generede det mig noget, at en tidligere chefredaktør ved dette dagblad altid hvislede »badegæst!«, når han blev udsat for en amatør af en eller anden art, f.eks. en, der ikke havde begreb om journalistik – og da især hvis den pågældende rent faktisk var journalist. Det viste sig dog, at det ikke var sådan ment.
Forklaring følger: Udtrykket stammer fra en verden under havet. Som værnepligtig tjente han som gast ved en ubåd. Sådanne har deres særlige jargon. De kaldte alle dem, der flød rundt i skibe på overfladen for badegæster. Dem regnede man ikke for rigtige sømænd nede i havkælderen.
Men til sagen. Af alle de svømmehaller jeg har kendt, er Kildeskovhallen den øverste på hitlisten med Lyngby på en delt andenplads med DGI-Byen, hvor alle svømmer rundt og rundt, så man ikke hele tiden støder ind i nogen, der svømmer den anden vej. Kildeskovhallen ligger i Gentofte i en lille lund, og da arkitekterne har forsynet den med masser af glas, er det lidt, som om man er i selve naturen. En smuk hal simpelthen og en rejse værd, som de siger i Michelin-guiden. Uanset hvor i hovedstaden man bor, er den S-togsrejsen værd.

Filmhistorisk hal
Arkitekturmedarbejderen og jeg tog derud i hans nedarvede bil. Vi ville inspicere den nys tilbyggede hal, som er beregnet til konkurrencesvømning. Jeg havde ikke været der i lang tid, faktisk ikke så meget siden dengang, jeg meget ofte mødte en filminstruktør, der havde fået tilhold af sin læge om, at han burde svømme. Han var – i øvrigt uforskyldt – den, Lauren Bacall brokkede sig over i et interview, fordi Lars von Trier ikke personligt instruerede hende, men sendte ham for at give hende dessiner. Den gamle Kildeskovhal er således en filmhistorisk svømmehal.
Den nye hal er lavet af beton og først og fremmest funktionel. Den har internationale mål, men ikke i dybden, forklarede en af de ansatte.
Den er 100 meter lang. Sådan føltes det – i virkeligheden er den 50 og dermed længere end de fleste. Ud fra de forhåndenværende søm (beton og funktion) virker den lys, venlig og harmonisk, bortset fra nogle store nylonflader hele vejen rundt, som ligner ostelærred. De skulle komme til deres ret, når lyset tændes om aftenen.
Dertil, med indkik i ældre hovedhal, den gamle prisbillige cafeteria for den, der sætter pris på en halvharsk fiskefilet med remoulade og pommes frites. En slags fish and chips, som passer til arkitekterne Clemmensen og Hegers 1960’er-sprinkelværk af loftsgitre med associationer til engelske kystbadeanlæg fra århundredskiftet. Den nye træningshal derimod, er som kontrast strengt minimalistisk og nutidig i sin æstetik – forklarer arkitekturmedarbejderen.

Godt med svovl
Svømmehaller er en public service, noget et samfund bør have. Især godt for børn i kvarterer, der ikke er velhavende. Derfor er DGI-Byens i den gamle kødby på Vesterbro så velanbragt.
Det gode ved svømmehaller, er, at man går rundt og nusler om sin egen krop – opfundet længe før kropskulturen blev in – og både under og bagefter føler et velvære.
Tit i udlandet har jeg opsøgt de lokale steder. Erindrer et svovlbad i
Wien. Jeg tog sporvognen op ad en skråning til udkanten af Østrigs hovedstad. Hvor var det godt! Svovlbadet var et lille hul, man kunne sidde i. Vandet var så gult og svovlholdigt, at man ville have kunnet tænde en tændstik på det, selvom det var vand. Utroligt helbredende – også selv om man ikke var syg.
Et andet huskværdigt minde: I Japan på halvøen syd for Tokyo. Et japansk hotel, en ryokan, hvor man straks ved indgangen får udleveret tøfler og kimono, og så – efter en menu med ufatteligt mange småretter – kan sætte sig ud i spaen, den varme kilde, et hul ved siden af den store flod, som får varme fra jordens indre ligesom på Island og andre vulkanlande. Her sad vi – nogle japanske mænd og jeg med et glas cognac og en stor cigar, hovederne lige akkurat over vandoverfladen. Under nattehimlen med stjerner.

Visuelt chok
Tilbage til Danmark, til her og nu. Første gang, jeg oplevede Østerbro Svømmehal, var, da jeg besøgte den med min skoleklasse fra Beder-Malling anno dazumals. Vi boede på noget, der hed Provinsbørns Ferieophold, og læreren må åbenbart have ment, at vi trængte til at bliver vasket. Et visuelt chok at komme ind i den, og meget københavnsk virkede den, dvs. eksotisk. Meget velproportioneret og med skulpturer af nøgne atleter var der en sær kombination af noget storladent prøjsisk og folkeligt socialdemokratisk over den. (Det var også dengang, der var fodsvamp til.)
Siden har tidens tand gnavet godt til, og hallen trængte absolut til et stort løft. Jeg er ikke udelt begejstret for resultatet, som forekommer rodet, men det har vel været en meget bunden opgave både at byde på noget nyt og bevare reminiscenser af det gamle.

Strålende massage
Til gengæld har den en attraktion, som er svær at opdrive andre steder i byen og alting værd. Boblebadet. Man har gennemført den gode ide, at opdele i bade- og svømmeafdeling. I badeafdelingen risikerer man ikke at falde over børnene, og der er ydermere et mindre svømmebassin plus to saunaer. I boblebadet, med plads til 10-12 stykker, sidder kvinder og mænd sammen (med badetøj på), og det er klogt også at have en samtalepartner med, hvis man vil sidde der længe. Og det vil man, for det er god massage at få sådan en tyk, kraftig stråle lige ind i rygmusklerne.
Er man alene, kan man med fordel lytte til de andres samtaler. Et par unge mænd sad og planlagde en polterabend i alle detaljer med elastikspring og the full monty. To fyldige kvinder diskuterede slankemad så mundvandet steg i bassinet, og et par meget gamle ørne førte følgende dialog:
»Hvor gammel er du egentlig?«
»18 år!«
»Gu’ er du da ikke 18 år.«
»18 år, siger jeg.«
»Hold nu op!«
»Jeg er født i et skudår.«

FAKTA
Vand, kunst og svømmehaller
Der var noget forjættende ved at svømme ind under vandet som fossede ud over den buklede muslingeskal. Og så var der, højere oppe eller længere fra, havhesten med figuren overskrævs, i tyk keramisk glasur og ekstravagance. Men Jean Gaugins figur forsvandt fra Øbro Svømmehal engang i de tidlige 1950’ere, fordi en håndværker oppe under loftet tabte en hammer ned på stentøjet. Først nu, efter års renovering af hallen og omklædningsfaciliteterne, har en brugergruppe lokaliseret den knækkede havhest til et lager i Jylland. Der påhviler Københavns Kommune et kunsthistorisk ansvar på en mio. kr. eller to.
I Kildeskovhallen danner billedkunstneren Henning Damgaard-Sørensens teglmur og mosaik stadig udendørs optakt til vandpantomimen.
*Kildeskovhallens tilbygning: Tegnestuen Entasis.
*Øbrohallens istandsættelse: KHR Arkitekter. adw

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu