Læsetid: 4 min.

Ulykkerne mødes i Monrovia

Civilbefolkningen i Liberia er fanget i kampene mellem regeringstropper og rebeller. Død, vold, røveri, epidemier og hungersnød hører til dagens orden
3. juli 2003

LIBERIA
MONROVIA – På D. Twe skolen i New Kru Town er lektien for alle nyankomne enkel: »Rør ikke ved nogen. Og hold hænderne fra dit ansigt.«
Foran bygningen vandrer tusinder af folk hvileløst rundt i mudderet, der er blandet med ekskrementer. Fluerne flyver fra de tørrede fisk og de kyllingeben, nogle kvinder har lagt frem på klædestykker på den bare jord. For at komme indenfor må man bane sig vej i halvmørket og undgå de kroppe, der ligger spredt på lagener på gulvet – raske og syge, hulter til bulter. Snesevis af halvnøgne børn leger i snavset.
Collins F. Timber kommer fra Lofa-regionen nordpå. Han har tilbragt fire år i en flygtningelejr, inden han flygtede fra rebellerne til Monrovia.
»Min datter på halvandet år er lige død af kolera, et andet af mine børn er sygt,« siger han med resignation i stemmen. Han fortæller sin historie, der minder om alle de andres. Der findes mindst 50 steder som denne skole i Monrovia alene.
Titusinder af folk presset sammen uden mad, uden drikkevand og uden toiletter. Midt i regntiden. Epidemien spreder sig som løbeild. Under den seneste uges væbnede sammenstød er der registreret 245 koleratilfælde, et rekordhøjt tal.
Kolera-fløjen på Kennedy (JFK) hospitalet blev hurtigt for lille, og der måtte opstilles telte til kvinder og børn udenfor.
»Folk bliver stadigt svagere. De har ikke spist et normalt måltid siden marts, og på grund af kampene er de hele tiden på flugt,« siger Alain Kassa fra Læger Uden Grænser, der er en af de eneste NGO’er, der stadig har personale udstationeret i landet. Samtlige modtagelsescentre huser nu internt fordrevne.

Sulten hærger
»Den humanitære krise er en realitet, og hele Monrovia er berørt. Der går ikke længe, før vi ser de billeder af hungersnød, som alle kun kender alt for godt,« siger Kassa.
At koleraens raser kan ikke undre, når man tager i betragtning, at de mange tusinde liter væske, der er nødvendige for at behandle sygdommen, ikke kan nå frem. Omvendt er koleraramte bedre stillet end for eksempel meningitispatienter. På grund af mangel på kapacitet, har man helt opgivet at behandle mere almindelige sygdomme.
På JFK, byens eneste offentlige hospital, er de fleste senge og madrasser på gulvet optaget af sårede fra krigen. Efter kampene tog man imod 330 sårede, og holdet fra det internationale Røde Kors måtte operere i døgndrift: 138 indgreb på blot en uge. Der er mange sårede, der er ramt af kugler eller granatsplinter, og man sondrer ikke mellem civile og militærfolk. Der er flest unge mænd, for det meste kæmpende, men der er også kvinder og børn.
En lille dreng på halvandet år har beskyttet sin far, der bar drengen på armen, fra granatsplinter. Til gengæld har drengen fået revet den højre arm af. Han skriger efter sin mor.
En ung kvinde viser sin indbundne hånd: »De har fjernet to af mine fingre. I sin omtågede tilstand takker hun nej til en skål ris, selv om sulten hærger overalt i hovedstaden. Rationerne fra regeringen ankommer uregelmæssigt, og de er for få og for spredte. I lørdags ankom maden på Matilad Newport-skolen. 50 kilo ris til 15 mennesker. Meddelelsen blev modtaget som en hård domsafsigelse.
Små grupper af mænd, kvinder og børn kaster sig hektisk over sækkene, og får delt risene imellem sig. I skolegården bliver køen stadigt længere. Et spædbarn bliver tabt og er tæt på at blive trampet ned. Køerne strækker sig nu helt ud på gaden. Landets førstedame, Jewel Taylor, forestår uddelingen, men ordensmagten har svært ved at styre de sultne.

NGO’er løbet over ende
Rystende over hele kroppen står en ældre stolt herre og tigger om et par liberianske dollar. Han har dårligt kræfter til at vente. Prisen for en sæk ris er næsten fordoblet og koster nu over 250 kroner. En gennemsnitsløn for en offentligt ansat ligger på lidt under 90 kroner.
For at brødføde sin familie arbejder Siaka Kollre i et stenbrud tæt på Samuel K. Doe Stadion, hvor mellem 15. og 20.000 personer opholder sig: »Vi flygtede uden at have noget sted at tage hen. Nu kan vi blot håbe på, at der snart kommer fødevarer,« siger Siaka Kollre.
Og så hjælper det fedt, at den liberianske præsidentfrue stiller op til risuddeling, når hendes mands militser samtidig stjæler alt, hvad de kan komme i nærheden af.
De får NGO’er, der er blevet i landet, er fuldstændig løbet over ende. De bruger det meste af deres tid på at flytte rundt på deres lagre, for at forhindre, at de skal blive udsat for røverier. De fordrevne opremser en endeløs liste af både store og små overgreb fra militserne: »De har stjålet mine sko,« »De tog kvindernes mad,« »De skød min bedste ven en kugle for panden« osv. osv.
Af frygt for at miste alt foretrækker indbyggerne i visse kvarterer at blive hjemme under kampene og risikerer derfor at blive forvekslet med oprørssympatisører, når regeringsstyrkerne vender tilbage til området. Officielt forsøger myndighederne at bekæmpe fænomenet, men flere ’generaler’ lader stå stil. Krig, hungersnød, sygdom, plyndringer og vold. Denne sommer synes alverdens ulykker at have sat hinanden stævne i Monrovia.

© Libération & Information

*Oversat af Rasmus Egelund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her