Læsetid: 6 min.

USA i vore hjerter – og lige ud af posen

Med stadig henblik på Jefferson, Bogart, Whitman, My Darling Clementine, Chandler, Melville, Morriso, Laura-bøgerne og hvad ved jeg – om modstykket til dem?
4. juli 2003

FRIE ORD
I dagens anledning tales lige ud af posen: Var det ikke for afhængigheden af en fremmedkapital, der som sådan ikke har andet mål end grænseløs økonomisk vækst (kapital-, profit-, investerings-, løn-, forbrugs- og pensions-akkumulation) og deraf følgende sprængning af alle naturlige grænser på jorden og mellem folkeslag og mennesker, er og bliver USA mit store forbillede.
Med i spidsen Thomas Jeffersons indledning til Uafhængighedserklæringen fra 4. juli 1776 (her i Sven Clausens oversættelse fra 1964 Om Demokrati af et Jefferson-udvalg af artikler, taler og breve):
»Vi anser følgende sandheder for at være indlysende i sig selv: at alle mennesker er skabt lige; at de af deres skaber er begavede med dem iboende og ufortabelige rettigheder; at til disse hører Liv, Frihed og Stræben efter Lykke; at regeringer er indsat for at sikre disse rettigheder; at regeringer udleder deres sande ret fra de styrendes samtykke; at nårsomhelst en regeringsform bliver ødelæggende for nævnte formål, er det Folkets ret at ændre eller afskaffe den og at indføre en ny regeringsform, efter de grundsætninger og regler som folket mener bedst egnet til at fremme tryghed og velfærd.«
Det har altid fascineret mig, at det er USA, som sætter ligheden forrest, og at friheden først kommer i tredje række. Mens det er Europa, som med den franske Menneskerettighedserklæring fra 1789 insisterer på friheden som det første...!
Og det har glædet mig, at når Jefferson skal forklare, hvad han mener med »stræben efter lykke«, pursuit of happiness, så svarer han bl.a.: »Handlinger til gavn for andre giver os lyst, men hvoraf kommer det, at de giver os lyst? Fordi der fra naturens hånd er indplantet en kærlighed til andre i vort bryst, en sans for pligt over for dem, kort sagt et moralsk instinkt, som uimodståeligt får os til at føle deres nød og komme dem til hjælp.« Det er altså for netop USA’s vedkommende lykken: at mennesker ikke er individualistisk frigjorte, men gensidigt blevet bundet til hinanden, så pligt og lyst inderst inde er det samme...! Som naturen (det biologiske) og skaberguden (det ontologiske/metafysiske/religiøse)
dybest set er det samme, og som begaver menneskene med de rettigheder og pligter, som fejres 4. juli. Hvorfor Jefferson, som allerede demonstreret, snart kan tale om Naturen, der har indplantet en kærlighed til andre i vort bryst, snart om Skaberen/Gud, der har skabt alle mennesker lige og begavet dem med iboende og ufortabelige rettigheder.
Eller som han skriver i forskellige breve: »Jeg er en sand kristen, d.v.s. en discipel af Jesus’ lære. Men dette er langt fra Platonikerne som kalder mig for en vantro og sig selv for kristne og for evangeliets forkyndere. (...) Jeg er ikke jøde og godtager derfor ikke deres teologi, som antager, at Retfærdighedens Gud vil hjemsøge fædrenes synder på børnene i 3die og 4de led. Den velsignede og ophøjede reformator af denne religion har kun sagt os, at Gud er god og fuldendt, men har ikke defineret ham. Jeg deler derfor hans teologi og tror, at vi hverken har ord, ejheller idéer til at definere Gud. Og dersom vi alle kunne følge Jesus’ eksempel og lade begrebet Gud henstå som udefinerbart, så ville vi alle høre til en og samme sekt, som bestod af folk, der gjorde det gode og skyede det onde. Ingen af Jesus’ doktriner leder til skisma. Det er forrykte teologers spekulationer, som har gjort et Babel ud af den mest moralske og ophøjede religion som noget menneske nogensinde har prædiket. Den var beregnet på at udligne, ikke på at skabe splittelse. Disse religiøse animositeter fører jeg tilbage til dem, som kalder sig selv hans tjenere. De indpoder deres snedigheder på hans simple forskrifters stamme. Jeg er stundom mere gal på dem, end det kan forenes med den velsignede barmhjertighed, som han prædiker.«
Skulle den danske biskop i Helsingør stift, vores kirkeminister og præsident George W. Bush have lyst til at læse med, er de mere end velkomne denne 4. juli.

Urbilledet for mig er det øjeblik i John Fords film My Darling Clementine, hvor Henry Fonda (som spiller en eller anden bondemand, jeg ikke kan huske navnet på) sidder med den ene støvle oppe på rækværket foran The Saloon og vipper eftertænksomt frem og tilbage på stolen – i erkendelse af, at han i sidste instans ikke kan tørre ansvaret af på hverken staten i Washington eller markedskræfterne i Wall Street, men i naturens/guds navn selv må påtage sig sin lyst/pligt til at spille cowboy og skaffe rimelig fred og retfærdighed til veje i al beskedenhed og efter bedste skøn og evne. Selve scenen er nok ikke en af filmens dramatiske eller poetiske højdepunkter, men netop de forlener det stilfærdige øjeblik i eftertankens besindelse med en kraft, der for mig er blevet uforglemmelig
Og inspiration til at citere fra dansk-amerikaneren Carl Pedersens bog, Den sårbare nation (2002): »USA er det mest socialt ulige af alle de vestlige, industrialiserede lande. En administrerende direktør for en større virksomhed tjener op til 149 gange så meget som en fabriksarbejder. Den mest velhavende femtedel af befolkningen tjener 9 gange så meget som den fattigste femtedel. Over 19procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, hvorimod den rigeste 1 procent ejer 38 procent af alle USA’s værdier. De velhavendes livsstil er med til at øge USA’s afhængighed af bl.a. olie. Alene den gennemsnitlige husstørrelse er vokset fra 418 kvadratmeter i 1970 til 613 kvadratmeter i dag.«
Med det resultat, at USA udleder ca. 40 procent af I-landenes CO2-emission – og ca. 25 procent af hele verdens CO2-emission. Af BP Statistical Yearbook for et år siden fremgår, at:USA forbruger 24,5 procent af verdens samlede primærenergiforbrug, men sidder selv på kun 2,9procent af Proved reserves (påviste reserver opgjort 2001) USA producerede i 2001: 351,7 mio. tons olie svarende til 9,8 procent af den totale produktion, men forbrugte 895,6 millioner tons svarende til 25,5 procent af verdens totale forbrug. USA forbruger altså godt 25 procent af verdens olie, producerer selv knapt 10 procent og sidder på kun knapt 3 procent af de påviste olie-reserver. USA’s forbrug af el fra atomkraft udgør 30,5 procent af verdens totale forbrug af atomkraftstrøm. USA’s befolkning på 280 mio. ud af 6,1 mia. i verden svarer derimod kun til – 4,7 procent.

Er meningen med krigen mod og besættelsen af Irak – med alle de drab på børn, kvinder og mænd, det har medført og medfører – at samme sociale uligheder som i USA og samme forbrug af naturgoderne og samme forurening af dem som i USA skal udbredes til også Irak og hele den øvrige verden – holder den jordiske og menneskelige naturs grænser ikke til det. Som jeg læser Thomas Jefferson og bevæges af My Darling Clementine, er alt der bedste i USA dog slet ikke afhængig af de natur- og samfunds-sprængninger, den kapitalistiske akkumulations (vækst-)tvang medfører Jeg vil mene tværtimod.
Som jeg for 30 år siden, da min artikelserie her i bladet og siden bog under titlen Den satans stat udkom, ikke fattede, hvorfor mennesker, der påberåbte sig Marx, ville tørre deres ansvar af på staten, fatter jeg i dag ikke, hvorfor arvtagere til Thomas Jefferson tørrer deres ansvar af på fremmedkapitalen. Bevar’s, offentlig myndighed er nødvendig og markedet er nødvendig og ’den tredje vej’ midt imellem er nødvendig -– som magtmidler til husbehov. Men hvad det egentlig drejer sig om, det er dog noget helt fjerde. Det gav Thomas Jefferson uforglemmeligt udtryk for den 4. juli 1776.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu