Læsetid: 4 min.

Varme og kolde fundamenter

Skandinaviske orkestre dominerede de første par dages Giant Jazz i Glassalen også i musikalsk forstand, mens den franske mester Louis Sclavis’ musik lørdag aften var en brølende blindgyde
7. juli 2003

Jazzfestival
Det er begyndt lidt trægt i Giant Jazz-Glassalen. Efter to dage og to dobbeltkoncerter, har der endnu ikke været dén musikalske oplevelse, der for alvor blusser i ens indre og sætter andre begivenheder i sit særlige lys. Bevares, der var trods alt intense momenter.
Først tog vor egen Fredrik Lundin imod med ny gruppe og nyskrevet musik. Basalt har han kaldt sit projekt med nordisk islæt og en musik med associationer til den nordiske natur fundamentale barskhed og skønhed. Det var også basalt med en tuba som basinstrument, spillet af nordmanden Lars Andreas Hauge, og med svenske Anders Jormin på kontrabas. Landsmanden Krister Jonsson var på elektrisk guitar, norske Audun Kleive på trommer og Lundin selv betjente sig af sopran- og tenorsax samt fløjte, som han lejlighedsvis lydformede gennem sit rack af elektroniske effekter.
Der var klippefasthed over nummeret »Basalt« med en kontant rockpuls fastholdt af den skarpe Kleive, mens Lundin kun opnåede at sløre sin rytmisk prægnante tenorsolo, ved at pakke den ind i elektronisk forvrængning.

Skønt gys
Efter den hymnisk smukke »Lille Krystal« kom der kød på disken med »Konversationer«, en kraftudfoldelse fuld af begivenheder, som også lysmanden benyttede til at demonstrere arsenalet af scenelys og blinkende lamper fra Dr. Dantes Tivoli-revy.
Lundins nyskrevne musik var åben, bygget af simple klodser, fuld af antydninger og dog kompleks, hældende imod det eksperimenterende. Som sådan et dristigt udlæg, som musikerne dog kun til dels løftede til liv. Imod slutningen fik vi bl.a. »Is«, et skønt gys af et tonedigt, smukt og dragende men også utilregneligt og farligt. Og Hauge viste sig i det efterfølgende processionsagtige stykke som en overvældende og opfindsom solist på det store, uhandy stykke messing med ventiler og rør. Koncerten var uden rigtig forløsning, men efterfølgende med virkning som en troldurt. Man vil gerne høre det igen.
Den ligeledes skandinaviske kvartet Parish gav efterfølgende en smuk akustisk koncert. Lydbilledet var sparsomt og luftigt. I starten nærmest som Jimmy Giuffre anno 1961 (med andre ord: en eventyrlig åbning!) med svenske Fredrik Ljungkvist’s abstrakt-melodiske klarinetspil. Gruppen består ud over Ljungkvist af svenske Bobo Stenson (klaver) og nordmændene Mats Eilertsen (bas) og Thomas Strønen (trommer). Stenson rangerer blandt de største jazzfolk i Sverige i dag. En unik musiker. De øvrige er yngre og aktive i den ny, norske jazz.
Parish forstår at nære sig og spille på antydninger, så man sidder og bliver pirret og rykker længere frem på sædet. Som med »Moon River«, hvor kvartetten fik besøg af norske Solveig Slettahjell på vokal. Et spændende bekendtskab med en udsøgt stemmekontrol, drilske pludderier med stemmen og sart melodisk fortolkning af de smukke ord. Undervejs funklede især Stenson og Ljungkvist med improvisationer, hvor pausen var musikalsk bindeled imellem koncentrerede linjer.
Den lydhørhed, der trives i gruppen, er af sjælden karat. Kollektiv jazz med en stemning, nærmest som et smukt rum i lyse kulører, sparsomt møbleret og med frisk luft fra altid åbne vinduer.
Lørdag var det store navn i Glassalen den franske klarinettist og saxofonist Louis Sclavis, hvis koncert med en kvartet inkluderende den danske guitarist Hasse Poulsen (han bor i Paris og er blevet et stort navn på den franske x-musikscene!), var imødeset med betydelig forventning. Sclavis’ besøg blev dog en skuffelse. Det kommer vi til. Først skulle nemlig en ren dansk konstellation sætte fornem standard for, hvordan nutidig akustisk klaverjazz kan drejes. Carsten Dahl (klaver), Lennart Ginman (bas) og Thomas Blachman (trommer) gik til sagen med nerve fra første tone. Dynamisk, veloplagt og med en plastisk rytmisk fornemmelse. Højdepunktet var »Autumn Leaves«, der vel blev for lang, men ikke desto mindre næsten hele vejen var en besættende rytmisk fortælling, hvor leg med modulationer af temaets A og B-stykker hele tiden drejede musikken i en ny retning. Dahl var i funklende solohumør, kontant båret frem af bas og slagtøj. Ikke mindst Blachmans skiftevis pulserende spil med kostene og splintrende hug med stikkerne gav Dahl det fornødne modspil.
Der var moden tusmørkejazz i et afdæmpet stykke som Ginman’s »Helsinki«. En afprøvende, kreativ åbenhed og umiskendelig odeur af velklædt modernistisk følelse, som man kan genfinde på den (allerede?!) fem år gamle Manrec-udgivelse Testing 1 2 3 4, hvor trioen puslede under Thomas Agergaards saxofon.
Afslutningen var lutrende: Dahl’s souljazz-dedikation til Horace Silver »Will You Make My Soup Hot And Silver« med en skummende puls.

Napolis kolde mure
Et sådant løft kom ikke i Louis Sclavis-gruppens skuffende projekt »Napoli’s Walls« (inspireret af et Ernest Pignon-maleri). Måske nok dristighed, energi, eksperiment-ånd. Dog ikke til nogen videre nytte. Sammen med cellisten Vincent Cortois, elektro-percussionisten og trompetisten Mederic Colignon og Hasse Poulsen udfoldede Sclavis en moderne kammermusikalsk hybrid med elementer af fritspillet avantgardejazz, middelhavsfolklore og elektronisk percussion og effekter.
Problemet var ikke mindst Colignon, der nok var skæg (i starten) som en ustyrlig fransk klovn a la Louis de Funés, konstant klar med antydede gags og en imponerende opvisning af vokalt pluddersprog, der hævede op som et brød af dimensioner gennem multieffekt-maskineri.
I det hele taget ringede Colignon’s uswingende perc-spil i ens øregange, mens man knap kunne høre Poulsens akustiske guitar. Det var generelt musik uden varme, uden poesi, selvom Sclavis bl.a. spillede lysende på sopransax. Men Colignon’s dekadent overdrevne og konstant ironiske tilstedeværelse (som taget ud af en Jeunet-film, hvor han til gengæld ville passe ind), og musikkens flagrende, lejlighedsvis voldsomt overstyrede præg, var ikke nogen mindeværdig oplevelse. Napolis mure var kolde.

*Giant Jazz: Fredrik Lundin’s Basalt og Parish, Glassalen, fredag

*Giant Jazz: Dahl/Ginman/Blachman og Louis Sclavis Quartet, Glassalen, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu