Læsetid: 4 min.

Vrede

Er der noget, der kan få blodtrykket til at stige, er det andres nedladenhed. Og jeg har en fornemmelse af, at en bestemt form for nedladenhed i disse år kalder på manges raseri
3. juli 2003

Er der noget, der kan få blodtrykket til at stige, er det andres nedladenhed. Og jeg har en fornemmelse af, at en bestemt form for nedladenhed i disse år kalder
på manges raseri

Indstik
»Jeg ku’ bli nåed så én to tre,« sang Liva Weel i en gammel PH-vise, og det ka’ man jo.
Blive rasende, altså. For mit eget vedkommende sker det ikke så tit, en vis beherskelse og en slat humor forhindrer de værste anfald. Men der er selvfølgelig alligevel noget, der bringer mit blod i kog, selv om det altså ikke får mig til at smadre porcelæn og gynge i lysekronen.
Er der noget, der kan få blodtrykket til at stige, er det andres nedladenhed. Jeg tror, de fleste har det på den måde, at hvis de føler sig trådt på, ignoreret, overset, klappet bedrevidende på skulderen, så bliver de vrede, og jeg har en fornemmelse af, at en bestemt form for nedladenhed i disse år kalder på manges raseri.

Arrogance
I årevis førtes der med held kampagner mod skrankepaveri og embedsmandsarrogance. Sygdommen er ikke udryddet, den har oven i købet bredt sig til andre sfærer – også i højden – for paveriet har i stor udstrækning sat sig på det politiske liv, hvor en bestemt form for arrogance trives.
Det gælder hjemligt og det gælder globalt, Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush er ægte paver, og hvis jeg nævner Donald Rumsfeld vil de fleste være enige med mig i, at han er ekstremt øretæveindbydende. Man kan spørge sig selv, hvad det er med de typer, og hvorfor de har fået så stor indflydelse, som de faktisk har, og hvorfor så mange bakker op om dem, og i en grad så man næsten kan tale om tilbedelse. Det er faktisk underligt. Ingen af de nævnte – måske lige undtagen den lede Rumsfeld – har intellektuelt noget særligt at byde på.
På skærmen, eller når han udtaler sig til pressen, virker Bush nærmest enfoldig. Hans ordforråd er stærkt begrænset, hans metaforer træskotunge, hans vid som hængedynd. Alligevel fører han sig frem med en suffisance, der når helt ud i skuldrene, som han skubber foran sig med en mine, som om han vil sige: »Bare kom an, brormand, så kan du få én på snotten, hvis du ikke retter ind og hører efter«.
Det er selvfølgelig den slags, man kan tillade sig, når man sidder på et militærapparat, der er i stand til at destruere jorden 17 gange ved et tryk på en knap. Men det kalder på vreden, der er ingen vej uden om.
Ligesom Bush er Anders Fogh Rasmussen sejrrig. De har begge vundet noget, Bush over elendighedens Irak, Rasmussen ved at udvide EU bogstaveligt talt med egen hånd. Forstår man. Men disse ’triumfer’ fremkalder ikke hverken eftertanke eller ydmyghed, tværtimod skubber personerne sig endnu længere frem i rampelyset, så alle kan se, hvor herlige og enestående de er.
Til overmål tillader den amerikanske præsident sig i det ene næsten surrealistiske anfald af nedladenhed efter det andet at slå fast, at han muligvis vil veksle ord med den franske præsident, hvis han løber på ham en dag, og at han muligvis vil nikke venligt til Gerhard Schröder, selv om han har været obsternasig og ikke støttet ’koalitionens’ krig. Det er, som Erik Knudsen siger, ikke til at bære, hvis man ikke bærer over.

Terrorisme
Konfronteret med den særlige holdning og når man støder på den fogh rasmussenske afvisning af såkaldt bedrevidende eksperter eller akademiske specialister, er det meget svært ikke at blive rasende.
Hvordan fanden forestiller nogen statsmand sig, det er muligt at regere på en fornuftig og ansvarlig måde, hvis man ikke lytter til besindige og kloge folk?
Tror Anders Fogh Ras-mussen virkelig, at Franklin Delano Roosevelt frelste de forenede stater fra truende undergang egenhændigt og ikke netop ved at engagere og lytte til alle de kloge hoveder, der fandtes i landet? Absurd. Ligesom tanken om, at det var Churchill alene, der vandt Anden Verdenskrig.
Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en liste over alle de ting i tiden, som gør mig vred, men det ville føre for vidt, den ville blive for lang. Lad mig derfor lægge an til landing ved at nævne terrorismen – for den er langt ude fader til den arrogance Bush og Rasmussen piner os med.
Terroristen er nemlig døv, åndeligt døv. Han er ude af stand til at lytte, han kan ikke overbevises med argumenter, han har ikke brug for andre eksperter end dem, der kan tømme hans hjerne, så han bliver i stand til at dræbe hjerteløst til højre og venstre uden stands anseelse til fordel for sin ’sag’ – uanset hvor håbløs og idiotisk den end måtte være. Terrorisme! Jeg ku’ bli nåed så én to tre fire fem seks syv otte ni, og det blir jeg!

*Klaus Rifbjerg skriver hen over sommeren i Information. Dette er det fjerde indstik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu