Læsetid: 6 min.

11. september gav ham ret

Al-Qaeda-angrebet den 11. september 2001 gjorde den pakistanske journalist og Afghanistanekspert Ahmed Rashid til en stjerne. Hans advarsler ramte i plet, men ingen havde lyttet til ham før. Han advarer stadig, men færre lytter
14. august 2003

Ahmed Rashid sad på sit kontor i hjemmet i Lahore i Pakistan og arbejdede på en kommentar til Washington Post, da det første passagerfly ramte World Trade Centers nordlige tårn. Klokken var lidt efter 18 lokal tid, normalt den travleste tid på døgnet, og Ahmed Rashid havde masser af krudt i pennen. De seneste tre måneder havde han for alvor skærpet tonen i sine kommentarer og analyser – noget stort var under opsejling, han kunne føle det, og de fortrolige kilder samtykkede. Men ingen lyttede for alvor.
Ahmed Rashids kone kaldte på ham fra tv-stuen, han var nødt til at se det her, mente hun. De sad og stirrede længe på CNN’s live-dækning uden at kommentere. Så greb Ahmed Rashid telefonen og ringede sin forlægger op.
»Du er nødt til at trykke nogle flere bøger i en fart,« sagde han, »bin Laden har angrebet USA«.
Ahmed Rashid vrider sig på stolen i sit airconditionerede kontor, mens han fortæller om den 11. september 2001. Det føltes som en hul hyldest, da han kort efter blev udråbt til »Verdens mest indflydelsesrige journalist« og hans bog Taleban toppede de internationale bestsellerlister.
»Jeg brugte ti år på at få verden til at vende opmærksomheden mod Afghanistan, og jeg fejlede. Jeg er selvfølgelig taknemmelig for, at så mange mennesker læser mine analyser af situationen nu, og for at så mange har købt min bog. Men i forhold til det livsværk, jeg havde sat mig for, så fejlede jeg. Ulykken skulle ske, og der skulle en krig til, før verden kunne se, at jeg talte sandt,« forklarer Ahmed Rashid på sit karakteristisk korrekte pidgin-engelsk.

14 interviews om dagen
I ugerne efter angrebet gav Ahmed Rashid ca. 14 interviews om dagen. Telefonen kimede døgnet rundt, aviserne ville have historier og analyser fra ham, regeringer og organisationer fra hele verden sendte ham invitationer til at komme og tale. Højdepunktet kom, da han, som den første journalist nogensinde, blev bedt om at tale til FN’s Generalforsamling.
Og han benyttede sin nyvundne status til at slå fast igen og igen: Krudt og kugler nytter intet, hvis ikke de følges op af en vedvarende sikkerhedsindsats over hele landet. Hvis ikke Vesten og de omkringliggende lande, og særligt Pakistan, holder op med at trække i Afghanistan fra alle sider for at pleje egne interesser. Og hvis ikke magten fordeles ligeligt. Han red sine personlige kæpheste til det yderste, det gjaldt om at slå til, mens der var hul igennem.
Sidste år udkom så hans seneste bestseller, Jihad, der går i struben på den islamiske ekstremisme og på de betingelser, som skaber grobund for religiøse felttog i Centralasien.
Ikke overraskende peger Ahmed Rashid i bogen på vestlig magtarrogance, afmagt og undertrykkende regimer som en del af det ekstremistiske ondes rod. Det er der ikke noget nyt i, og derfor ærgrer det også Ahmed Rashid, at USA med sin krig mod Irak har valgt en linje, der blot har skabt større skel og flere ekstremister i den muslimske verden.
»Krigen i Irak har for første gang fået fundamentalister og liberale til at finde sammen. Det er en meget uheldig udvikling. De rabiate synspunkter, som de islamiske fundamentalister tidligere stod alene med, har nu fundet genhør hos en stor del af de arabiske liberale. Alt det, som blev vundet efter 11. september – verdenssamfundets fælles front, de diplomatiske forbindelser og tilnærmelserne mellem den arabiske verden og USA – det er alt sammen blevet ødelagt af USA’s enegang i Irak. Det vil tage mindst to generationer at genopbygge den tillid, som er gået tabt.«

Naiv strategi
Ahmed Rashid kalder det slet og ret naivt, når den amerikanske regering tilsyneladende tror på, at terrorisme og den islamisk fundamentalisme kan bremses med rå magt, hver gang den stikker sit hoved for langt frem. 11. september-angrebet havde aldrig fundet sted, hvis ikke Vesten og USA bevidst havde ignoreret borgerkrigen i Afghanistan i mere end ti år, vurderer han.
Og vi er godt på vej til at gentage katastrofen, ifølge Ahmed Rashid, i de tidligere sovjetrepublikker Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Kirgistan og Tadsjikistan (the stans, som amerikanerne sammenfatter dem) – hvor befolkningerne sulter og undertrykkes af benhårde regimer.
»Det er her, den nye, store farezone ligger,« siger Ahmed Rashid.
»Staterne vil eksplodere, sociologisk og økonomisk i løbet af de næste ti år, hvis ikke der gribes aktivt og ansvarligt ind. Faren er den samme som i Afghanistan. Efter en eksplosion vil de ekstremistiske islamiske kræfter stå klar til at tage magten.«
Under angrebet på Afghanistan øjnede han håb for de fem tidligere republikker; amerikanerne oprettede militærbaser i Usbekistan, og journalister fra hele verden tog opstilling i Tadsjikistan for at få første parket til slaget om Kabul.
Det var den perfekte lejlighed til at stillebetingelser til regimerne for at få dem til at gennemføre reformer, men det skete ikke, forklarer Ahmed Rashid. Og det er kun alt for typisk for den vilkårlighed og interessespekulation, der præger de tunge demokratiers ageren på verdensscenen. De er indirekte med til at legitimere undertrykkende regimer og håbløse sociale forhold. Og når kaotiske tilstande og håbløshed udvikler sig til et livsvilkår, og når de, der har magten til det, ingenting gør, så er det nærliggende at søge tilflugt i fundamentalisme.
Den eneste måde at bremse fundamentalismen, er ifølge Ahmed Rashid støtte og et øget pres fra verdenssamfundet for demokratiske og sociale reformer. Han advarer mod halve løsninger – det kræver langvarige indsatser og målrettethed at gøre en forskel.
Det er indsatsen for fred og demokrati i Afghanistan et fint eksempel på. Landet går nemlig en usikker og ufredelig fremtid i møde trods alle løfterne om det modsatte, mener han.
»Koalitionen har overhovedet ikke leveret varen, sikkerhedsmæssigt eller med hensyn til de ressourcer, som blev lovet, og Irak, krigen og genopbygningen, er tydeligvis en distraktion, som betyder endnu mindre fokus på tilstandene i Afghanistan. Grunden til problemerne i Afghanistan i dag, er, at koalitionen og det internationale samfund stik imod deres løfter ikke har været villige til at foretage de nødvendige foranstaltninger. Det er nødvendigt med sikkerhedsstyrker, der sætter sig igennem i hele Afghanistan og afvæbner de lokale krigsherrer, ellers bliver der aldrig varig fred,« siger Ahmed Rashid.
»Jeg håber virkelig, at USA har lært noget i Afghanistan, og vil benytte disse erfaringer i genopbygningen af Irak – at det ikke nytter noget at gøre tingene halvt,« siger han. Uden rigtig at tro på det. For så vidt krigen og genopbygningen i Irak angår, så forudser Ahmed Rashid nemlig, at slaget allerede er tabt.
»Jeg er meget pessimistisk. Amerikanerne insisterer på en amerikansk kontrolleret regering i Irak, og det er og bliver ganske enkelt uacceptabelt for araberne. Hvis der er en god lektie at lære fra Afghanistan, så er det vigtigheden af at arbejde sammen med det internationale samfund, og det har amerikanerne for længst forkastet. Den amerikanske regering er ikke længere interesseret i samarbejde, og det er en fejl, der kan få katastrofale konsekvenser,« siger han.
De mange angreb på amerikanske soldater i Irak er én ting. De var forudsigelige, og de er trods alt til at overskue, mener Ahmed Rashid. En helt anden er de dybe grøfter, den amerikanske regering har gravet mellem den muslimske verden og Vesten. Dem kommer det til at tage lang tid at fylde op igen, forklarer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her