Roy Lichtenstein blev kaldt pop art kunstner men han var en hel del mere.
For første gang i Skandinavien præsenteres nu på Louisiana en selvstændig udstilling om en af det 20. århundredes største malere
Hvorfor ikke begynde med slutningen? Hvorfor ikke afslutte en udstilling med at lade kunstnerens sidste værker gå i dialog med nogle af de allerførste og dermed anspore den besøgende til at reflektere over det essentielle i kunstnerens værk. For en udstilling skal vel ikke være som en fastlagt busrute, der begynder i 1961 og slutter i 1996, hvor den besøgende blot vil vandre ud af en ensrettet tidslinie uden på noget tidspunkt at opdage en dybere sammenhængskraft mellem billederne på tværs af årstal?
Derfor afrundes den nye Roy Lichtenstein-udstilling på Louisiana i et rum, hvor nogle af Lichentensteins første pop art billeder forestillende en golfkugle, en bøf og et par rulleskøjter hænger over for nogle af kunstnerens sidste billeder, som er inspireret af traditionelle kinesiske landskabsmalerier. Direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner, som med udstillingen får sin debut som kurator, har taget dette skridt for at åbne publikums blik for en af de grundlæggende strategier i kunstnerens værk.
»Det har slået mig, at Lichtenstein begynder sin karriere med at male ting og afslutter den med at male ingenting. De enorme kinesisk inspirerede landskabsbilleder rummer ingen ting, når man kigger på dem. De er mere som et flow af sanselighed, der rummer en form for transcendens. Det interessante med de ting, han maler i begyndelsen, er, at han på sin vis også opløser dem til at være ingenting. Hvis man i lang tid kigger isoleret på en golfkugle eller en bøf, holder den til sidst op med at eksistere som ting. Den bliver til noget andet; den bliver til et billede. I dette spil mellem ting og ingen ting får man billedets bud på både at have noget med virkeligheden at gøre, men også at det bliver til noget andet: en slags ornament eller en effekt i øjet,« fortæller Poul Erik Tøjner.
Med udstillingen ønsker Tøjner først og fremmest at vise, at Roy Lichtenstein (1923-1997) er andet og mere end bare en af popkunstens gudfædre. Lichtenstein havde nemlig en række vigtige pointer med sin kunst. En af dem var at skærpe det moderne menneskes bevidsthed om, hvor vigtigt det er at kunne kende forskel på billeder og virkelighed. I det øjeblik, vi begynder at identificere os med alle de billeder, der er i omløb og forsøger at påtvinge os selv de idealer, rollemodeller og forbrugsmønstre, mister vi grebet om virkeligheden. Derfor malede Lichentenstein virkeligheden så kunstig så mulig, så publikum lettere kunne skelne fiktion fra virkelighed.
»Det vil nok være en overdrivelse at kalde denne udstilling for en moralsk opstand mod det moderne medievælde,« siger Poul Erik Tøjner. »Men den er på mange måder tænkt som et memento til at vores virkelighed, der er invaderet af billeder i en hel ekstrem grad.«
»Per Højholt har sagt en gang sagt, at når virkeligheden falder sammen med sit billede, hører al virkelighed op. For så er der kun billeder. Selv har jeg intet imod billeder, da jeg jo ligesom er direktør for et billedmuseum, men jeg har altid syntes, at det mest interessante ved billeder er samspillet mellem, hvad der er i billedet og hvad der ikke er i billedet. For enhver idiot kan jo sige sig selv, at når mennesker får noget ud af at se på et billede, så er det jo ikke fordi alle energier kommer fra billedet selv eller er bundet i billedet selv.«
»På den måde er al snak om interaktiv kunst forlængst overhalet på forhånd af billeder og malerier. Lichtenstein er efter min mening et glimrende eksempel på interaktiv kunst. Alle hans melankolske eller melodramatiske blondiner, taler i talebobler om noget, der skal komme eller noget, der lige har været som f.eks. Maybe he became ill and couldnt leave the studio eller Id rather sink than call Brad for help! Man kan jo ikke lade være med at stå og tænke på, hvad hun må have oplevet, inden hun siger dette, eller hvad der mon sker bagefter.«
Også i de billeder, hvor der slet intet sker, kalder det på beskuerens fantasi. Hans billede af et tomt badeværelse fra 1961 minder umiddelbart mest om en håndværkertegning, men alligevel kan man ikke lade være med at stå og tænke på en film som Psycho, når man kigger på det. Der er intet i det og alligevel vælter assosciationerne frem!
Som Poul Erik Tøjner bemærker i udstillingskataloget, så er der ikke »malerisk mudder, nordisk lys eller romantisk tusmørke« at spore i Lichensteins billeder. Til gengæld er der stærke farver, skarphed og præcision samt følelser og konflikter hentet fra tegneseriernes verden.
Det er genkendeligheden, der slår os i møde, når vi kigger på hans billeder, men som Tøjner bemærker, er det »en version af virkeligheden, der er mærkelig, fordi den ligner for meget. Genkendeligheden bliver så påtrængende, at vi søger en anden mening end genkendelsens.« Udover tegneserier og reklamer hentede Lichtenstein sin inspiration i varekataloger og telefonbøgernes gule sider. Det var disse billeder, der fik folk til at tale om popkunsten som en ny kunstretning. En kunstretning, som bl.a. også omfattede Andy Warhol og Claes Oldenburg. Vi skal dog passe på med at bruge dette kunstbegreb for rigidt efter Poul Erik Tøjners mening.
»Nogle gange er vi lidt for hurtige til at sætte ting i bås og sige, at popkunst bare er, når det lave bliver højt, og det høje bliver lavt; hvor tingene mixes på en sådan måde, at man ikke kan se forskel på de to ting. For mig at se var popkunsten måske bare en en startbetingelse for både
Lichtenstein og Warhol. Jeg tror, popkunsten har været en katalysator eller en forløsende kraft, som kunne frigøre dem fra samtidens kunstbegreb og derpå lade dem udfolde deres kunstnerskab.«
Ifølge Tøjner er der også en verden til forskel mellem Lichtenstein og Warhol som kunstnere. Warhol var i høj grebet af sin egen myte og mere romantisk og længselsfuld end Lichtenstein, der til gengæld var mere hård, analytisk skarp, humoristisk og charmerende men samtidig også en langt mere klassisk kunstner end det blotte øje måske lige umiddelbart ser.
Udover den amerikanske samtidskulturs omfangsrige billedarkiv, hentede han inspiration hos Picasso, hos barokmalere, hos hele kunsthistorien! Han malede stilleben, billeder af sit atelier og selvportrætter. Sidstnævnte dog på en ganse særlig måde. Enten portrætterede han sit eget ansigt som enten et spejl eller en ost.
»Han er meget selvudslettende, men det er et lidt dobbelt spil. For depersonaliseringen hos Lichtenstein betyder faktisk, at han forstærker udsagnet. Det kan godt være, at han som person går til grunde i sit eget værk. Til gengæld er hans stil så umiskendelig, at man aldrig nogensinde er i tvivl om, hvem kunstneren er, når man ser et billede af Lichtenstein. Han udtrykker sig ikke, han skaber et udtryk, som udtrykker ham,« fortæller Poul Erik Tøjner.
»Det kan godt være, det ligner en leg, men det tror jeg ikke, det har været. Nærmere en lavmælt og ydmyg holdning til at være maler, tegner eller kunstner. En bevidsthed om at indgå i en tradition, hvor han prøver at skabe det, som er grundlæggende for billedets væsen. Nemlig spillet mellem at opløse og samle verden. Men han gør det på sin tids præmisser ved at hente farver og motiver ud fra den virkelighed, som er vores. En slagkraftig, visuel virkelighed, som ikke er Edvard Munchs. Han følte sig beslægtet med mange renæssancekunstere ved det, at han forenklede ting for at forstærke dem.«
Lad os nu afslutte med slutningen. For hvor der på de første malerier ofte er en påtrængende trafik i forgrunden af billederne; hvor alt i billedet er billede. Så er der en form for transcendens i de sidste billeder. Billedet åbner sig ikke længere mod andre rum, men derimod mod himlen. Og som i de klassiske kinesiske motiver, ved man ikke, hvor man er i forhold til det, man ser. Det kan godt være en lille høj 500 meter ude i landskabet, man kigger på. Men det kan også være en lille tue lige foran en. Man skal selv beslutte dig for et skalaforhold og dermed som beskuer interagere meget bevidst med billedet.
»I begyndelsen, da jeg så de her kinesiske billeder på papir, syntes jeg de var ret uinterssante,« indrømmer Tøjner. »De lignede sådan lidt en stiløvelse, men jeg fik virkelig et chok, da jeg så dem i virkeligheden. De er kæmpemæssige! Måske virker det lidt uprofessionelt for en kurator at få et chok over at se billeder i virkeligheden, men igen viser det vel, at den fysiske genstand er noget andet end billedet. Selv når den fysiske genstand er et billede, er det noget andet.«
»Det er det sjovt at se, at billedet som ting alligevel har noget, der er særligt. Og det er sgu meget rart at vide, når man er direktør for et museum, at man har med noget at gøre, som er særligt. For så er der vel en begrundet formodning om, at folk vil blive ved med at komme og kigge på malerier. Man kan ikke nøjes med billeder af billederne. Man bliver nødt til at se the real thing en gang imellem.«
*Roy Lichtenstein kan ses på Louisiana frem til 11. januar 2004.
*www.louisiana.dk
