Læsetid: 9 min.

Athens olympiske mareridt

Da Athen for seks år siden fik værtsskabet for OL 2004, glædede hele Grækenland sig. Et år før legene åbner, er forsøget på at vinde ny international anseelse ved at blive ødelagt af forbitret kævl, budgetkriser og forsinkelser
18. august 2003

At ankomme i fly til Athen kan være lidt af et chok. Især hvis man ikke har været forbi byen i længere tid. Gamle dages nedslidte lufthavn har måttet vige pladsen for en højteknologisk state-of-the-art-terminal med polerede granitgulve og søjler af glitrende stål. Funklende, oplyste promenader med designerbutikker har erstattet de luvslidte korridorer med deres falmede linoleum. Borte er også de hyggelige katte, der plejede at sniffe rundt oven på gennemlysningsapparaterne. Der er ikke en ryger i syne noget sted. Dette er Det Olympiske Athen, som det fremstiller sig selv i en glittet brochure – skinnende rent, dynamisk og frem for alt: nyt.
Udenfor lufthavnen langs en udfaldsvej til den nye hurtige motorvej, konfronteres ens blik så med det første syn, der ikke helt passer ind i billedet. Tilsyneladende er det en dynge forvredent metalaffald. I virkeligheden er det en konceptuel jernskulptur, der skal forestille at afbilde de olympiske ringe. De ikoniske cirkler ligger og ruster i et uordentlig virvar, som var de kylet ned fra det høje af en Zeus i elendigt humør. Som et stykke moderne kunst er værket af tvivlsom værdi. Som et symbol på, hvordan forberedelserne op til OL 2004 er forløbet, er det uhyre rammende.
I dag – nøjagtig ét år før flammen antændes på stadion, og De Olympiske Lege begynder – er et stigende antal grækere begyndt at sætte et stort spørgsmålstegn ved, hvorfor det nu også var så vigtigt at få denne enorme begivenhed skaffet hjem til dens historiske oprindelsesland. Den bølge af desillusion, der skyller igennem mange grækere i denne tid må unægtelig tjene som en advarsel for enhver anden storby, der bejler til olympisk status.

Fra drøm til mareridt
Drømmen viste de første tegn på at være ved at udvikle sig til et mareridt i 2001, da Den Internationale Olympiske Komités afgående patriark, Juan Antonio Samaranch, udstedte sin første ’trafiklys’-advarsel over for Athen-legenes organisatorer. Han forklarede, at et olympisk forberedelsesarbejde kan inddeles i tre kategorier: Grønt, når alting kører på skinner, dvs. går som det skal; gult, når der er »mange problemer«; og rødt, når legenes afholdelse er »i fare«. Med sine forsinkelser og rodede planlægning befandt Athens sig nu på den grænse, hvor gul bliver til rød, truede han.
For grækerne er det afgørende spørgsmål, hvad landet får ud af sine olympiske multimilliard-investering. Ifølge de oprindelige planer skulle der opføres tre hårdt tiltrængte vejbroer over Athens forstoppede og overbelastede hovedfærdselsåre, Kifissias Avenue. Kun et af disse projekter kom længere end til tegnebrættet.
»Flere projekter er bare blevet opgivet helt, når de har vist sig, at de ikke kunne nås,« siger Tassos Telloglu, en græsk journalist, der har fulgt de olympiske forberedelser tæt.
»Det er ikke kun et spørgsmål om et par vejbroer for lidt. Det vitale bybanenetværk i Athens forstæder er kun blevet halvt udbygget, og en række nye linjer og udvidelser af metrosystemet er helt blevet skrinlagt. Og hvad de tusindvis af træer angår, som skulle have modvirket indtrykket af en betonørken og skabt grønt miljø, er der ikke plantet et eneste.«

Vi var naive
Da IOC tildelte OL 2004 til Athen, var den græske organisationskomité ivrig for at understrege, at mere end to tredjedele af sportsfaciliteterne allerede var på plads. Dette ville frigøre budgetmidler til at gøre noget radikalt ved byens svagt udbyggede infrastruktur.
Telloglu påpeger imidlertid, at selv om den græske stat oprindeligt lovede en fordelingsprocent på 40/60 af sine investeringer til sportsfaciliteter på den ene side og byinfrastruktur såsom togbaner og veje på den anden – så ligner det faktiske billede i dag i foruroligende grad 70/30 i den modsatte favør.
»Vi har fået et ro-stadion til 81 mio. euro, men Athen har stadig intet sammenhængende offentligt bibliotekssystem,« siger mediesociolog Korinna Patelis, der trådte ud af den olympiske organisationskomité Athoc, da hun indså, at pengene ikke ville blive forvaltet på de formål, som Athens borgere kan få størst mulig gavn af.
For Thanos Veremis, historiker, økonom og leder af den førende græske tænketank, Eliamep, er der tale om en gigantisk bortødsling af skatteydernes midler. »Projektet vil efterlade et kæmpemæssigt underskud. Vi får måske en masse flotte og efter OL ret unyttige bygninger, men til hvilken pris! Når anlægsarbejderne er færdige, har vi brugt midlerne fra EU’s udviklingsfonde op til sidste euro, og så er alvorlig krise uundgåelig,« advarer økonomiprofessoren.
Den græske regering lagde for nylig et loft over sine OL-udgifter på 4,6 mia. euro, men uofficielt indrømmer den, at den reelle sum, der vil være blevet brugt, i det øjeblik den olympiske ild tændes, og de røde løbere rulles ud, vil være mere end det dobbelt af det beløb.
»Vi var meget naive i begyndelsen,« siger Telloglu. »Et lille land som os er ikke i stand til at finansiere en begivenhed af denne størrelsesorden. Det et er alt alt for dyrt.«

Glamour-diplomaten
Da de moderne Olympiske Lege første gang kom til Athen i 1896, var den olympiske landsby, Maroussi, omgivet af grønne enge og græsningsland for får. Det var først efter en af landsbyboerne, fårehyrden Spyros Louis, tegnede sig for en markant bedrift, at begrebet sport overhovedet gjorde sit indtog i Grækenland.
I dag er Maroussi hjemby for det centrale olympiske kompleks, herunder det stadion til 70.000 tilskuere, der bærer hans navn. Stadionet blev opført sidst i 1980’erne for at gavne Athens chancer ved et tidligere bud på værtsskabet, men dets avancerede faciliteter blev stort set aldrig brugt. Formodede topmoderne tennisbaner og svømmehaller viste sig at måtte rives ned og genopføres forfra fra grunden. »Vi havde denne her enorme swimming pool i 15 år, men havde ikke råd til at rense og vedligeholde den, fordi den ikke skaffede os indtægter. Vil vi se det samme ske efter OL?«, spørger Tenglou.
Det er et spørgsmål, som de nuværende organisatorer ikke har lyst til at besvare. Leder af Athoc, Gianna Angelopoulos Daskali vil kun fortælle om nedtællingen frem til legene og ikke om, hvad der skal ske bagefter.
Hvis den beskedne Louis var helten i Athens første moderne Olympiade, er gallionsfiguren af i dag en noget mere selvbevidst og udspekuleret type. Som karriereadvokat og tidligere konservativt medlem af Grækenlands parlament betragtes Gianna Angelopoulos af IOC-insidere som en af de mest magtfulde ledere i den olympiske bevægelse. Efter at have stået i spidsen for den succesrige kampagne for at få værtskabet til Athen i 1997, blev hun i 2000 kaldt tilbage til den olympiske gerning for at hjælpe med at få sat skik på forberedelsesarbejdet efter det, som nu kendes som »de spildte år«.
Anna Karamanou, tidligere medlem af Europaparlamentet og kvindesagskvinde, ser Angeloupolos som lidt af en rollemodel. »Hun ser godt ud og har et kvikt hovede. Det er positivt for Athen, at hun er med til at bestemme.«
For andre fremstår den såkaldte ’glamour-diplomat’ imidlertid som selve symptomet på, hvad der er gået galt med OL i dag.
»Hvad er det, hun repræsenterer?«, spørger en avisredaktør, der foretrækker ikke at få sit navn nævnt. »Hun har ikke selv præsteret noget som helst. Hun har bare giftet sig til penge. Hun er som et fotografi uden dybde i, et todimensionelt billede.«

Totalitær kitsch
Synet af Angelopoulos i spidsen for en procession af hvidklædte ’præstinder’, der overtog den olympiske fakkel ved afslutningsceremonien for OL i 2000 i Sydney, vakte ubehagelige mindelser for mange grækere. Tvangsudkommanderede parader, hvor tusinder skulle stille iklædt olympiske kostumer, var en yndet fritidsbeskæftigelse for de oberster, der styrede Grækenland under militærdiktaturet fra 1967-73.
»Vi er bekymrede for, at OL skal betyde en genoplivelse af totalitært kitsch midt i vores moderne kultur,« siger den prisbelønnede dokumentarist, Eva Stefani.
Hvad de fleste iagttagere er enige om, er, at Angelopoulos kejserindeagtige stil ikke har formået at tilsløre den i offentligheden udbredte opfattelse af, at OL er noget der bliver presset ned over grækernes hoveder fra oven. Det voksende ubehag hos grækerne ved det olympiske cirkus kommer intet sted tydeligere til udtryk end i Athocs mislykkede kampagne for at rekruttere frivillige.
»OL adskiller sig fra andre megabegivenheder ved at bygge på sit særlige ideal,« forklarer Roi Panagiotopoulou, professor i medier ved Athen Universitet: »Det er ikke blot et spørgsmål om at have styr på omkostningerne, men om at skabe en fankultur. Det er nødvendigt at skabe folkelig begejstring, hvis man skal fremskaffe de tusinder af frivillige, der skal til for at løfte et sådant arrangement. Men i Grækenland har vi ingen traditioner for frivilligt ulønnet arbejde,« siger hun.
Organisatorerne for OL 2004 har derfor måttet begynde fra et nulpunkt i deres bestræbelser for at overbevise grækerne om, at de skal tilbyde at ofre deres tid gratis. Den første generalprøve, som blev afholdt i sidste uge, var ikke opmuntrende. Ifølge dagbladet Eleftherotypia dukkede over en fjerdedel af de frivillige enten slet ikke op eller forlod deres post før tid. Regeringen og Athoc har reageret med en sand syndflod af reklameindslag og annonceopråb, der skal ruske op i de mismodige og vrangvillige grækere.
I mellemtiden venter athenienserne på, at kilometervis af stilladser skal falde, så de kan få et glimt af, hvad IOC kalder »Athens nye storslåede bybillede«. Mere end 60 procent af den græske hovedstad og dens forstæder er ren beton, og for nylig indrømmede miljøminister Vasso Papandreou, at athenienserne har »et negativt billede« af deres by.
Men løfterne om ’grønne lege’ er forstummet. Alle har hilst opgraderingen af Athens elendige transportvæsen med et nyt metrosystem og nye naturgasdrevne busser velkommen. Pengene hertil kom imidlertid fra EU’s udviklingsbudgetter.
Som Dimitris Caravelas fra miljøorganisationen WWF påpeger: »Disse projekter har intet med OL at gøre.«
Det samarbejde mellem miljøgrupper og Athoc, der blev forsøgt indledt allerede tidligt i forberedelsesarbejdet, er i dag ophørt. Miljøgrupperne har alle som en trukket sig ud, med henvisning til, at de følte, at man ignorerede alle ideer, de forsøgte at komme med.

Arkitektonisk fiasko
Arkitektonisk er der heller ikke meget at komme efter i Athen 2004. Det er i alt fald vurderingen fra Panayiotis Georgakopoulos, formand for de græske arkitekters nationale forbund.
»Det, der er sket i Athen, er nøjagtig det modsatte af, hvad der blev gjort i Barcelona forud for legene i 1992. Dengang var såvel spanske som udenlandske arkitekter i stadigt snævert samarbejde gennem hele processen og med fuld opbakning fra den spanske regering. Resultaterne var spektakulære! Den græske stat har derimod ikke slet ikke haft en gennemtænkt arkitekturpolitik, og ingen af de olympiske projekter tegner til at blive nogen berigelse af Athens og Grækenlands kulturarv. Vi risikerer at bygge olympiske faciliteter, der vil ligne gigantiske æsker.«
Den græske regering har ellers hyret den vigtigste arkitekt fra Barcelona, Santiago Calavatra til at opføre den vældige kuppel, der skal hvælve sig over det olympiske stadion, men det er ikke nok til at formilde skeptikerne.
»Vi beundrer da alle Calavatras arbejder,« siger Georgakopoulos.
»Men vi føler os overbeviste om, at vores spanske kollega bliver brugt af
regeringen som et alibi, der skal overskygge, at græske arkitekter er blevet udelukket fra projekterne.«
Når man kigger ud over storbyen fra Akropolis’ højder, er det ikke svært at få øje på Georgakopoulos’ ’æsker’. Et frisk drys af sukkerknald-formede bygninger har skubbet skovbevoksningen længere op ad skråningerne på Parnitha-højen, hvor bygningsarbejdere på overarbejde nu desperat forsøg at fuldføre byggeriet af den olympiske landsby i tide.
En udtalelse af Yannis Tsarouchis, Grækenlands mest berømte kunstmaler i det 20 århundrede, sammenfatter Athens olympiske mareridt meget godt: »I gamle dage var velgørere folk, der byggede store bygninger. Fremtidens velgørere vil være dem, der river dem ned.«q

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu