Læsetid: 3 min.

Big Black Brother

12 lande har sendt deltagere til Afrikas første udgave af det verdenskendte realityshow
21. august 2003

Panafrikansk
JOHANNESBURG – »Hvem har hugget alle æggene?«, »Vi skal have vasket det gulv, hvem gør det lige?«, »Nej, nu gider vi altså ikke drikke mere sprut!«
Umiddelbart virker samtalen mellem deltagerne i Big Brother Africa lige så banal som enhver anden samtale i enhver anden udgave af dette realityshow, man kan støde på kloden over. Konceptet er det klassiske og velkendte: 27 kameraer filmer dag og nat 12 personer under deres samliv under samme tag – i dette tilfælde en villa i en forstad til Johannesburg – og for hver uge bliver en deltager »stemt hjem«. Ikke desto mindre har den første afrikanske version af Big Brother vakt enorm opsigt – ikke bare i Afrika, men i store dele af den internationale presse.
»Det er første gang, en underholdningsudsendelse har kunnet samle tv-publikummet i Afrika. Seere fra hele kontinentet følger udviklingen mellem de 12 medvirkende aktører, der alle kommer fra forskellige afrikanske lande, og Big Brother Africa er eminent til at nedbryde folks fordomme om andre nationaliteter« forklarer Carl Fischer, direktør for det lokale tv-selskab, MNET, som producerer programmet.

Populært brusebad
Naturligvis er stereotype forestillinger om kulturforskelle mellem de repræsenterede lande et yndet debatemne i de afrikanske medier. Men det er især den grænseoverskridende adfærd hos flere af villaens beboere, der har vakt opsigt. Et sandt seerhit er den såkaldte Shower Hour – en morgentime, hvor aktørerne bader nøgne under bruseren. De højeste seertal nås dog ved nattetide, hvor programmets vigtigste handling foregår under tæpperne på sengen, der knirker på en måde, der ikke lader nogen i tvivl om, hvad der foregår.
De erotiske eskapader mellem Gaetano, en ung ugandisk studerende, og Abby, en sydafrikansk lægesekretær, har absolut haft den afrikanske presses bevågenhed. Men ikke blot foregår der sex. Der nedsvælges også alkohol i ofte ganske umådeholden grad. Hver weekend modtager deltagerne en kurv fyldt med flasker, og den følgende uge stemmer seerne så, om rationen skal sættes i vejret eller reduceres.
»Amoralske, uanstændige og vederstyggelige – det er sådan, I ender med at blive, hvis I bliver ved med at se det program,« lyder advarslen til de afrikanske seere fra Zambias ærkebiskopper. Og i Nigeria har et medlem af den nationale tv- og radiokomité udtalt, at »denne udsendelse er en fornærmelse imod nigeriansk kultur og en krænkelse af privatlivet, og bør øjeblikkelig forbydes«.
Moralens vogtere taler for døve øren. I Uganda er den virile Gaetano blevet en landskendt stjerne takket være sin evne til at gøre erobringer.
»Det, som forbløffer afrikanerne, er måske ikke så meget, at der dyrkes sex så åbenlyst og drikkes mere vin end vand, men at deltagerne ser ud til at komme så utroligt fint ud af det med hinanden,« skrev en sydafrikansk journalist i en kommentar.

Dårligt image
I Sydafrika og især i Johannesburg lider nigerianere under et meget dårligt image og sættes hyppigt i forbindelse med organiseret kriminalitet. Men efter at sydafrikanske seere har kunnet følge nigerianske Bayo – en stille og rolig tyksak, som trofast står op hver morgen og laver lækker morgenmad til sine samboer – har dette vanry bedret sig betragteligt.
Det er kun en yderst begrænset del af afrikanerne, der har mulighed for at følge Big Brother via satellit-tv, og at eje et fjernsynsapparat hører stadig til sjældenhederne i Afrika. »Det er rigtigt, at målgruppen er den velhavende middelklasse, hvorfra også alle medvirkende stammer. Men de repræsenterer samtidig håbet om et bedre liv for alle afrikanske samfund. Vi kunne da trods alt ikke have udstillet fattige mennnesker, der lever på gaden,« forklarer Big Brother Africas ’kulturkonsulent’ Kole Omotoso, der er i øvrigt erklærer sig forbavset over den store interesse fra de internationale medier.
»I Vesten interesserer man sig jo ellers kun for Afrika, hvis der er mulighed for at vise billeder af krig og hungersnød. Det kommer åbenbart bag på jer europæere, at unge mennesker her i Afrika er lige så vilde med at feste og hygge sig sammen, som mennesker i resten af verden er«, siger han.

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her