Læsetid: 4 min.

En blandet oplevelse

Copenhagen-festivalens konkurrenceprogram rummede et ungarsk makværk, en del godt håndværk og to gange Die Asta udenfor nummer
21. august 2003

Filmfestival
Enhver virkelig filmstjerne er unik i udstråling og udtryksform. Derfor er mindre stjerners forsøg på at duplikere forgængere altid dømt til at mislykkes.
Men trods opgavens umulighed gør Vera Gebuhr et behjertet forsøg på at spille Asta Nielsen i det nye tv-drama Afgrunden om stumfilmstjernen, der har haft premiere på Copenhagen-festivalen. Med fast blik, diva-teatralsk stemmeføring og en arrogant grande dame-manér spiller Gebuhr en banaliseret udgave af den store ensomme – magtmennesket på sin kolde tinde af ensomhed. Hun belærer Ole Lemmekes filmmand om, at det gælder om at brænde. Men der er jo ikke Asta Nielsens lynende ildblik, der stråler fra Gebuhrs velpræserverede lady, snarere fastgroet overmod.

To gange Asta
Det bastante melodrama er skrevet med alt for store bogstaver af Peter Asmussen, men er ikke instruktøren Torben Skjødt Jensens eneste festivalbud på en tolkning af Asta Nielsens hemmeligheder. Die Asta har stadig trolddomskraft som den første store, verdensberømte filmstjerne nogensinde, feteret i Tyskland fra 1914 indtil 30’erne og efter bedste jantelovsmønster ugleset, da hun vendte tilbage til Danmark.
Efter at Skjødt Jensen instruerede Afgrunden for DR, har han lavet en 100 miniutter lang dokumentarisk portrætfilm, Den talende muse, der modsat Afgrunden ikke har fundet plads i festivalens konkurrenceprogram, selv det er et værk af langt højere værdi. Her er Skjødt Jensen tilbage på hjemmebane som en inspireret, besnærende skaber af en montage-mosaik, der med virtuos vekslen mellem visuel dokumentation og verbale vidnesbyrd udbygger det billede, vi har fået overleveret af den uomgængelige dame.
Filmen bygger delvis på et bemærkelsesværdigt fund – en samling båndoptagelser af natlige telefonsamtaler, som vennen Frede Schmidt i 1957-59 havde med den kvinde, han beundrede grænseløst. Her er Skjødt Jensen inde på farligt territorium, for samtalerne blev optaget uden Asta Nielsens vidende, og en gengivelse kunne udvikle sig til en posthum krænkelse af privatlivets fred.
Men Skjødt har gået skønsomt (og skånsomt?) til værks i redigeringen af hvad der mest fremtræder som Asta Nielsens skarpe og kloge enetaler til en selvudslettende Frede Schmidt. Og der udkrystalliserer sig en slags forklaring på Asta Nielsens gådefulde forhold til den digre datter Jesta, der blev gift med bøssen Paul Vermehren og begik selvmord efter hans død.
Trekantdramaet mellem mor, datter og svigersøn er også kernen i den fiktive Afgrunden, men man fornemmer, at det er Den talende muse, der når ind til tragediens sande sammenhæng.

For de (u)lykkelige få
Med et anslået billetsalg på 15-16.000 har Copenhagen-festivalen fået omkring 5.000 færre tilskuere end forventet både af ledelsen og vel også af de politiske og økonomiske sponsorer. Ikke tilfredsstillende. Festivalen skulle gerne kunne trække mere end lidt over en trediedel af det publikum, der kommer til den mindre forkælede Natfilmfestival. Samt undgå brølere som at gøre et ungarsk makværk som Hungarian Beauty til konkurrencefilm, så nogle af de i forvejen få gæster udvandrer. Filmen er et uspiseligt miskmask af vrængende teatralske fagter og kryptisk satire, tilsyneladende udløst af en grænseløs national selvforagt.
En anderledes interessant national selvransagelse finder man i den spanske Soldados de Salamina af David Trueba og den italienske La Finestra di Fronte af Ferzan Özpetek, begge seværdige konkurrencefilm. De lader nutiden stille spørgsmål til fortiden (og omvendt) og har meget gamle mænd i centrale roller, sat overfor yngre kvinder i krise.
Den spanske film fortæller på nutidsplanet om en skriveblokeret single-forfatterinde, der fascineres af en mørkelagt historie fra Den Spanske Borgerkrig. En massehenrettelse af fascister sætter republikanerne i et mere end tvivlsomt lys. En enkelt ville ikke være bøddel – men hvem? I en mærkeligt bevægende slutscene opsøger forfatterinden gamlingen, der dog ikke vil udråbes som helt, bare fordi han opførte sig civiliseret.
Desværre arbejder filmen sig for tungt og besværligt frem til dette højdepunkt. En ganske anderledes velfortalt charmer er La Finestre di Fronte, hvor en ung mor til to modstræbende tager sig af en gammel, elegant mand, der har mistet hukommelsen. Han får – lidt vel mirakuløst – sine evner tilbage igen, og grunden til et venskab er lagt. Parrets skuffende kærlighedsoplevelser forener dem – manden oplevede en tragisk bøsse-forelskelse under krigen, kvinden tror sig romantisk forelsket i en genbo.

Katolsk magtmisbrug
Özpetek væver skæbnemønstrene sammen med verve og musikalitet, og Giovanna Mezzogiorno er både dårende dejlig og hverdagsligt træfsikker som kvinden. En anden solid mainstream-film i konkurrenven er den irske Drengene fra Skt. Judes om de bestialske forhold på en katolsk opdragelsesanstalt for drenge i Irland i slutningen af 1930’erne. Mere nydelig end rigtig foruroligende er den slet ikke på højde med den emnebeslægtede Magdalene Søstrene, og historien om den elskede lærers trængsler og triumfer ligner lidt skuffende Døde poeters klub. Men bestemt en agtværdig film.
Drengene fra Skt. Judes har iøvrigt premiere imorgen, så festivalens visning føles ikke påtrængende nødvendig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu