Læsetid: 6 min.

Briter mister sympati

Hvor længe varer det mon, før guerillakrigens smitte også breder sig til ’de flinke briter’ i Sydirak? To episoder antyder, at tiden kan være meget knap
9. august 2003

På motorvejen nord for Basra ligger to døde amerikanske soldater. Som så mange andre besættelsessoldater i så mange andre lande før dem blev de ofre for et banalt biluheld mellem militærkøretøjer. En Apache-helikopter lander på motorvejens sydgående spor for at bjærge deres lig fra den bagende ørken. I bilkøen må vi pænt vente. De fleste billister er steget ud og betragter i den kvælende hede denne pludselige tragedie, der har ramt den ellers så magtfulde besættelsesmagt.
Nogle irakere udtrykker medfølelse med de døde mænd. »Haram« (hvilken skam), siger de helt enkelt. Men samtidig med at helikopterens rotorblade larmende giver sig til at kløve den ovnvarme luft, kommer en amerikansk soldat henimod os. Han gestikulerer vildt med sin ene arm for at genne folk tilbage i deres biler igen, mens han med den anden retter en maskinpistol truende imod os.
»Hvordan kan du tillade dig at hundse rundt med os på den måde?« siger en ung iraker lavmælt – han er for langt væk til, at soldaten kan høre ham.
»Vi har ikke inviteret dig hertil – og vi befinder os ikke i dit land.«
Den undertrykte vrede er næsten håndgribelig, da irakerne – så lydigt som nogen palæstinenser konfronteret med en israelsk soldat under lignende om-stændigheder – dystert mumlende parerer ordre.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor briterne i Basra – episoden er sket i deres område – foretrækker at skyde et stort stykke ørken ind mellem dem selv og amerikanerne.
Det er således ikke noget tilfælde, at de omtaler området nord for den store havneby, hvor sikkerheden nu skal varetages af en 2.000 soldater stor polsk hærstyrke, som »en sikkerhedsbarriere« mellem den britiske 19. brigade og den amerikanske 3. infanteri-division.

Aggresiv amerikansk udstråling
For en mærkelig og foruroligende virkelighed har indfundet sig omkring Basra, hvor de britiske tropper bortset fra en enkelt episode ellers stort set er blevet forskånet for de voldsomme bølger af guerillaangreb, som nu dagligt hjemsøger de amerikanske styrker omkring Bagdad. I Basra, hvor en tyk Lancashire-dialekt skærer sig igennem ørkenheden ved kontrolposterne – »Cool, cool, mate«, var eneste kommentar til mit britiske pas – ser man stort set ingen af de futuristiske og fremmedartede antræk – natsynskikkerter, Tom Cruise-solbriller, og skudsikre veste, der får bæreren til at ligne et forvokset bæltedyr – som er den typiske amerikanske besættelsessoldat yndlingsoutfit.
Og i stedet for US Armys Humvees-monsterbiler, der stritter af riffelløb, er det fredelige gamle Land Rovers, der tøffer gennem gaderne.
De fleste briter er trætte af at høre om den særlige psykologiske finfølelse over for en civilbefolkning, som de påstås at have lært sig i Nordirland – mange irere har sikkert også kvalme over at høre denne smøre igen og igen.
Alligevel bemærker man i Basra straks, at briterne langt fra har tillagt sig den aggressive udstråling og ofte så brutale facon, som kendetegner de amerikanske besættere.
Hvor længe varer det mon, før guerillakrigens smitte også breder sig til ’de flinke briter’ i Sydirak?

Koordinerede bombeangreb
To episoder inden for de seneste par uge antyder, at tiden kan være meget knap. To af de såkaldte vejside-bomber, der fremstilles af indmaden i mortergranater og af militæret omtales som »improviserede sprængemner«, eksploderede således i nærheden af britiske hærpatruljer – en foruroligende udvidelse af kampzonen.
Første gang en af disse i grunden ret usofistikerede lureminer gik af, var for to uger siden, da en kolonne af amerikanske Humvees faldt i bagholdsangreb ved Khan Darin. En amerikansk soldat blev dræbt og en anden såret. Siden da er vejside-bomber eksploderet i Mosul, Tikrit, Ramadi, Fallujah – og nu også
Basra.
Det er ikke så sært, at briternes bedste råd til folk, der agter sig mod nord er: Hold dig væk fra the Humvees!
Hvis de to vejside-bomber i Basra var et værk af såkaldte deadenders – de frygtede ’rester’ af Saddams regime, som amerikanerne er så besatte af – ville der ikke være grund til større ængstelse. Men hvis de derimod blev anbragt af en af det voksende antal islamistiske grupper, der slutter sig til partisankrigen mod koalitionen, har briterne virkelig grund til bekymring.
Det er indlysende, at når denne nye bombetype, der har afløst de tidligere angreb med Kalasjnikovs og raketstyr, pludselig dukker op overalt i Irak, så kan det ikke bare være et spontant tilfælde. En eller anden – måske en gruppe på bare tre eller fire mænd – må rejse rundt i landet og undervise guerillasoldaterne i, hvordan man fremstiller disse ’sprængemner’.
Det leder tanken hen på et af de mest foruroligende adjektiver til beskrivelse af guerilla-aktiviteter i noget militært vokabular: koordineret.

Håndgranat til otte kroner
Hertil kommer, at briterne stadig har meget svært ved at få bugt med den organiserede kriminalitet i Basra, som terroriserer havnebyens civilbefolkning og vanskeliggør genoprettelse af de store olieindustrielle anlæg rundt omkring byen.
Inden for de seneste par uger er ikke færre end 110 elektricitetsmaster – og vel at mærke hele masten fra fundament til elledninger – blevet væltet, skilt ad og omsmeltet til stålblokke, der menes at blive solgt og smuglet til Iran.
Geværild knitrer stadig i Basras gader om natten. Ofte er det almindelige beboere, der prøver at skræmme de hele hære af tyve bort, som briterne i første omgang tillod at udplyndre Basras offentlige bygninger og infrastruktur.
Chefen for Basras retsvæsen, dommer Wael Fahdeli, har med en vis succes overtalt briterne til at oprette »mobile kontrolposter« til beslaglæggelse af våben – husrazziaer vil være for provokerende – ligesom han har advaret tyvenes familier om, at de alle bliver smidt ud af byen, hvis ikke masseplyndringerne ophører.
Men disse skridt er helt utilstrækkelige, og det kan ikke undre, hvis det forekommer udsigtsløst at drive
klapjagt på våben i et land, hvor en håndgranat kan fås for otte kr., en AK-47 riffel for 3-400 kr og en 9 mm Parabellum for omkring 1.000 kr.
Som resten af Irak er Basra i høj grad et klanbaseret samfund, hvor de stærkeste klaners ord bliver lov. Al-Gramsha klanen opkræver nu en ’beskyttelsesafgift’ på ca. 1.000 kr. for hver olie- og tankbil, der kører rundt på vejene i den del af Basra, som klanen betragter som sit område.
Og i forrige uge bemærkede jeg, at en motorbåd i havnen på stævnen havde fået påmalet: »Denne båd står under al-Grasmsha’s beskyttelse«. For en måned siden kidnappede al-Gramshaerne en velhavende olieindustrimands datter og søn og løslod dem først efter en stor sum løsepenge var blevet betalt.
Forleden blev to kristne, der solgte alkohol, skudt ned – den ene, mens han sad i sin bil – åbenbart for at statuere et eksempel på, hvor ilde det går folk, der ikke lytter til islamisternes advarsler.

Improviseret besættelse
Men det virkelige problem for Basra lige nu er fraværet af en civil myndighed. De amerikansk-ledede besættelsesmyndigheder i Bagdad – som selv foretrækker at blive kaldt Koalitionens Provisoriske (dvs. midlertidige, red.) Myndighed – har ikke udøvet nogen form for myndighed hernede. De britiske soldater sættes på alle forefaldende opgaver såsom at rydde op efter kloak-lækager og lappe sprukne vandrør.
»Hele denne besættelse virker improviseret fra ene til anden,« siger en nødhjælpsarbejder.
»Briterne klarer sig sådan set meget godt, men de improviserer sig stadig frem. Vi kan ikke se begyndelsen til nogen genopbyggelsesindsats, og der eksisterer stadig ikke nogen civil myndighed.«
Så Basra kunne minde lidt om en vulkan, på hvis lavaskorpe irakere og briter vader forvildede rundt og brænder fødderne. Irakerne venter på, at deres besættere afgør deres lands fremtid, mens briterne ængsteligt afventer, om den voldsepidemi, der er udbrudt i nord, når frem til dem, før de kan nå at trække sig ud.

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her