Læsetid: 5 min.

Dansk Folkepartis feriefejde

Sommerens værdikamp fra Dansk Folkeparti presser regeringen
2. august 2003

ANALYSE
Mens regeringens topministre med få undtagelser har holdt sig helt uden for sommerens politiske debat, har det parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, ikke daset tiden væk. Vanen tro har DF præget industriferien med markeringer i en grad, så flere politikere denne gang har efterlyst, at statsministeren trækker en streg i det varme sand. Men den streg kommer de til at vente længe på.
Strategien i Venstretoppen er nemlig at lade DF få frit løb for sit markeringsbehov – uanset, at flere af meldingerne kalder på hovedrysten og voksende irritation i Venstres folketingsgruppe.
Først var der højesteretssagen om, hvorvidt det er lovstridigt at kalde Pia Kjærsgaards udtalelser racistiske. Sagen, som DF tabte, udløste straks et angreb fra partilederen, der anklagede dommerne for at være partiske og i samme åndedrag i sit nyhedsbrev betegnede det som en »rimelig vurdering«, når en Herning-borger havde udtalt, at »asylanter og indvandrere misbruger vore kirker, misbruger vore børn og misbruger vores tillid.«
Så kom meldingen om, at Danmark ikke behøver at respektere de internationale konventioner i udlændingepolitikken. Sideløbende har DF kørt kampagne mod Danmarks Radio, hvor udvalgte journalister angribes for at være for propalæstinensiske i dækningen af Mellemøsten. I den forløbne uge har Dansk Folkeparti krævet en mere håndfast hjemsendelsespolitik på udlændingeområdet som forudsætning for at indgå finanslovsaftale til efteråret med regeringen.
Og senest har partiet på sit sommergruppemøde luftet forslaget om at forbyde tørklæder, turban’er og kasketter i danske skoler. Et forslag, der ifølge Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech »i virkeligheden igen er et forsøg på at mistænkeliggøre muslimerne som en samlet og ens gruppe«, og som er udtryk for, at DF ønsker at bevæge sig ud ad »totalitarismens vej«.
I modsætning til sidste sommer, hvor DF’s krav var af mere økonomisk art – og ville løbe op i et større milliardbeløb, hvis de skulle indfries – er der denne gang tale om markeringer i en værdikamp, hvor DF i et stadigt mere bistert toneleje forsøger at skærpe sin udlændingepolitiske profil og gøre op med eksperter, konventioner og den grundlæggende anerkendelse af adskillelsen mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Selv om Venstre har et langt bedre forhold til Dansk Folkeparti end regeringspartneren De konservative, har sommerens meldinger vakt irritation i dele af Venstres folketingsgruppe, hvor medlemmerne anstrenger sig for at bagatellisere DF-markeringerne som udslag af almindelig sommerpolemik.
Politisk ordfører Jens Rohde (V) siger: »DF er i deres fuldstændig gode ret til at sige, hvad de mener. Vi ved jo, at de altid bruger sommeren til at komme med kraftige markeringer. Jeg kan bare sige, at de konventioner bliver ikke ophævet. Og vi kan ikke gøre mere for at få gang i hjemsendelserne, end vi allerede gør. Og hvad de ellers siger, har jeg ingen mening om. Hvis jeg skulle forsvare eller angribe, hver gang Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard åbnede munden, kunne jeg ikke bestille andet.«
En anden Venstre-mand, Jens Vibjerg, siger: »Jeg lægger ikke så meget vægt på, hvad DF går og siger. Men hvis noget af det blev til resultater – så måtte vi stå af.«

Mere skinger tone
Lars Christian Lilleholt (V) mener, at DFs tone er blevet »mere skinger«:
»Det taler for sig selv, når man angriber højesteret. Men så længe det ikke påvirker den konkrete politik på Christiansborg, tager jeg det stille og roligt,« siger han.
Både SF og Det Radikale Venstre har stukket til regeringen for at få svar på, hvordan den stiller sig til Dansk Folkeparti. Hvordan kan VK-regeringen forsvare at basere hovedparten af sin politik på et parti, der ikke blot bliver stadig mere skingert i tonen, men som også rokker ved fundamentale principper om pressens ytringsfrihed, internationale forpligtelser, retsinstansernes uafhængighed og liberale frihedsgrader?, lyder spørgsmålene.
Som Naser Khader (R) har formuleret det: »På den ene side taler regeringen konstant om den store værdikamp, man har sat i gang. På den anden side ser man blot passivt til, mens Dansk Folkeparti systematisk angriber klassiske liberale dyder. Regeringen har som Faust indgået en pagt for at få indflydelse, og efterhånden viser konsekvenserne sig med al tydelighed. Man har solgt sin liberale sjæl.«
Man skal imidlertid ikke vente, at statsminister Anders Fogh Rasmussen vil forsøge at gøre noget nummer ud af at reagere på opfordringerne til præcisere, hvad regeringen står for – i forhold til DF. Tværtimod. Strategien, der har været drøftet flere gange med udvalgte ministre og i ledelsen af Venstres folketingsgruppe, går ud på at give DF maksimal frihed.
Det er den bedste måde at bevare magten på, lyder ræsonnementet i Venstre, der fuldt ud anerkender, at Dansk Folkeparti har et voldsomt markeringsbehov.
Et behov, der hænger sammen med, at DF faktisk har fået gennemført det meste af sin politik i samarbejde med VK og nu kæmper for at fastholde et image som på den ene side resultatsøgende – på den anden side et grænsesøgende protestparti, der slås for overhovedet at fastholde en eksistensberettigelse.
Alene den kendsgerning, at DF er blevet fedtet ind i ansvaret for regeringens økonomiske politik, sætter – i modsætning til tidligere år – en naturlig grænse for, hvor stort et overbud på velfærdsområdet, DF kan slippe af sted med at fremføre.
Forstår regeringen ikke at tilgodese den balance, risikerer den selv at miste opbakningen fra sit livsvigtige støtteparti.

Truer med at trække i tæppet
Så sent som ved Folketingets afslutningsdebat koketterede Pia Kjærsgaard fra talerstolen med, at det var »udbredt misforståelse«, at statsministeren var ene om at afgøre, hvornår der skal udskrives nyt folketingsvalg.
Underforstået: DF holder kun hånden under Fogh, hvis partiet får gennemført yderligere stramninger på udlændinge- og retsområdet.
Ingen tror på, at den latente trussel kan komme til udløsning allerede til efteråret under finanslovsforhandlingerne. Men i 2004, når EU vil præge meget af den hjemlige politiske dagsorden, kan DF komme i en situation, hvor partiet vurderer at kunne drage fordel af at skubbe til et valg i utide – hvilket vil være i modstrid med Anders Fogh Rasmussens strategi.
Indtil da vil regeringschefen signalere, at han tager denne sommers polemik med knusende ro.
Og man skal ikke vente udtalelser fra Venstreformanden á la dem, Uffe Ellemann-Jensen fremsatte forud for seneste folketingsvalg, da den tidligere V-formand erklærede, at DF skulle have så lidt indflydelse som absolut muligt – og at Venstre i en »politisk ægte-seng med Pia Kjærsgaard« var »en afskyelig tanke«.

*Helle Ib er freelancejournalist tilknyttet Dagbladenes Bureau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her